Ludvig 14. af Frankrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ludvig 14. af Frankrig
Malet af Hyacinthe Rigaud 1701

Ludvig 14. (Louis) (le Roi Soleil eller Solkongen, født 1638, død 1. september 1715). Han var søn af Ludvig 13. og blev konge efter dennes død i 1643, dog under formynderskab af sin mor, Anna af Østrig, men rigets egentlige leder var Jules Mazarin. Dennes styre fremkaldte Fronde-oprøret 1648-1653, som imidlertid blev bekæmpet, og Mazarin fortsatte sit dygtige styre til sin død i 1661, hvor Ludvig overtog det som enevældig konge.

Han var kendt for sit meget vidtløftige privatliv og havde talrige elskerinder (bl.a. Louise de la Vaillère og madame de Montespan). Fra 1683 var han gift med sine børns lærerinde Madame de Maintenon, der fik hans tilværelse bragt mere i ro og påvirkede ham i religiøs retning.

I sin reelle regeringstid (1661-1715) viste han sig arbejdsom, ansvarsbevidst og yderst selvsikker, god til at vælge og fastholde dygtige medarbejdere som for eksempel Colbert, der fik erhvervslivet til at blomstre, så der blev øget velstand i landet. Samtidig blomstrede på slottet Versailles et storslået hofliv, der blev kopieret af de fleste andre europæiske fyrster. Kulturelt oplevede Frankrig en storhedstid med dramatikere og forfattere som Molière, Corneille, Racine og Boileau som ledende skikkelser.

Ludvigs regering var dog hovedsageligt præget af hans ambitiøse krigspolitik, som tog sigte på at gøre Frankrig til Europas dominerende magt. 1667-68 besatte han området Franche-Comté mellem Frankrig og Tyskland, men måtte opgive det. 1672-78 søgte han at erobre Nederland, hvilket imidlertid for første gang førte til, at en stor europæisk koalition (Østrig, Brandenburg, Nederland) dannedes imod ham; han fik ganske vist landudvidelser, men måtte give afkald på Nederland. I de følgende år lykkedes det ham ved dristige og hensynsløse kup at skaffe sig en meget stærk indflydelse i Tyskland, hvor flere fyrster reelt var hans marionetter, ligesom han havde stærk indflydelse på engelsk udenrigspolitik og 1685 fordrev de sidste huguenotter fra Frankrig. 1688-97 førte han den Pfalziske Arvefølgekrig, hvor han imidlertid mødtes af solid modstand fra Østrig, Nederland, Brandenburg og især England, der fra nu af permanent var hans modstander. Krigen sluttede uden større franske tab, men med opgivelse af territorialkrav og en svækket stilling til søs. Hans forsøg på gennem sin slægt at skaffe sig herredømmet over det Spanske Imperium førte til den Spanske Arvefølgekrig 1701-14, hvor Frankrig for første gang led store nederlag til lands og en overgang var i alvorlig fare. Englands udtræden af koalitionen forhindrede en katastrofe, men Frankrig var herefter alvorligt svækket, især økonomisk.

Han døde på Versailles efter en regeringsperiode på 72 år, den længst regerende hersker i europæisk historie.