Spanske Arvefølgekrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den spanske arvefølgekrig (hvilket skal forstås som "krigen om den spanske arvefølge") brød ud i 1701, og varede til 1714. Den involverede det meste af Europa, og også danske tropper deltog på den allierede side.

Det var en væbnet konflikt, udløst af de spanske Habsburgeres uddøen med Carlos II. Frankrig forsøgte at indsætte deres egen kandidat på tronen i opposition til de østrigske Habsburgere, hvilket fik Storbritannien og Nederlandene til at gå ind i krigen på østrigsk side. En række allierede sejre ved Blenheim, Ramillies, Oudenarde og Malplaquet udmattede efterhånden Frankrig, så da den østrigske kandidat blev kejser i 1711, benyttede de lejligheden til at slutte fred med Storbritannien og Nederlandene i Utrecht 1713, hvorefter Østrig var nødt til at opgive videre forsøg på at forhindre Bourbonerne i at blive konger af Spanien omend det blev fastlagt at Frankrig og Spanien aldrig måtte få samme hersker. Krigen sluttede med freden i Rastatt 1714.