Høns

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Høns er hårdføre og produktive husdyr som holdes overalt i verden. Høns menes at være domesticerede primært fra junglehøns Gallus Bankiva som bor i sydøstasiatiske jungler; 3 andre arter nævnes nu også som ophav - især til kamphøns.

Indholdsfortegnelse 1 Hønsealder- og køn-navne 2 Anatomi 3 Adfærd og signaler 4 Pasning 5 Produkter: 6 Forskellige typer af hønsehold 7 Hønseracer 8 Høns i mytologi og kultur 9 Links

[redigér] Hønsealder- og køn-navne

Hønsene benævnes forskelligt efter alder og køn. Hunnerne kaldes høner, hannerne kaldes haner, ungerne kaldes kylllinger, Høner der ruger kaldes skrukker eller skrukhøner, høner der passer en kyllingeflok kaldes hønemødre eller kyllingeførere. Kapuner er kastrerede haner. Unge dyr kaldes unghøns, kokke, hønnikker, hanekyllinger, m.m

Der er udpræget forskel på kønnene (kønsdimorfi) hos høns. Hanen har en forskellig fjerdragt fra hønerne med lange krumme seglfjer på halen. Hanen har større kam og en mere lodret kropsholdning end hønerne og en anderledes adfærd.

Billederne viser variationen mellem haner af forskellige hønseracer.

Bentam hane

Plymouth rock hane

[redigér] Anatomi

se anatomi for en generel beskrivelse.

[redigér] Adfærd og signaler

Høns har har ikke nogen abstrakt forstand. De kan bl.a ikke tælle antallet af kyllinger, men klarer sig med fine og komplekse instinkter (for så vidt de ikke er avlet væk). Hønsenes adfærd er præget af, at de er tilpasset et liv i små flokke på skovbunden. Flokkens medlemmer kender hinanden og har en indbyrdes hakkeorden.

• Hakkeorden

er et beskrivende ord for måden hønseflokkens sociale orden opretholdes. Princippet er: overhøns hakker på alle underhøns. Hakkeorden blev først beskrevet hos høns, men bruges også nu til at beskrive andre dyr.

• Sprog

Hønsenes lyde får adfærden til at spredes i flokken - høns forstår ikke noget, men reagerer på de andres lyde, lydene fungerer som nøglestimuli.

Hønsene "taler" hele tiden med hinanden, enten for at holde sammen på flokken (en lavmeldt hyggelig gokkeloggen), for at markere deres personlige afstand til de andre høns (ved at stirre vredt og knejse), for at meddele om ekstra fine fødefund (en hysterisk pliiiirrrrrren), for at advare om forskellige former for trusler (moderat, men skarpt GOK! GOK! for kendte mindre farlige trusler, og totalt hysterisk flaksen rundt + GOK! GOK! for ukendte og muligvis meget farlige rovdyr).

• Hanens adfærd

Hanen er øverst i hønsenes hakkeorden. Hanen galer for at advare andre haner mod at trænge ind på dens territorium, og for at holde sammen på flokken. Hanen er kendt for at gale højt ved solopgang, men den galer dog også på andre tidspunkter. Et højt, klart gal giver indtryk af en stor hane. En hane råder over et mere eller mindre afgrænset yngleterritorium, hvori der er flere høner. 2 haner kan godt deles om et territorium, hvis der er tilstrækkeligt med høner til begge, men oftest vil hønerne fordele sig mellem hanerne.

Hanen viser goder til hønerne: Han viser mad til hønerne ved at samle det op med næbbet og smide det igen samtidig med han siger god-mad-lyden. Han viser gode redesteder ved demonstrativt at gå ind og ud af redekassen (f.eks. En hønemoder "viser" mad til kyllingerne på samme måde.

• Fødesøgning

Høns lever af alt hvad der ligger på jorden: frø, spirer, insekter, orme, snegle, nedfaldsfrugt. Når de leder efter mad, træder de to skridt frem, skraber i jorden for at se hvad der gemmer sig under blade og kviste og pikker efter evt. føde. Hvis de finder store mængder eller noget ekstra lækkert, tilkalder de de andre høns med en karakteristisk lyd.

• Soignering, fjerpudsning og støvbadning

Et par gange om dagen vil hønsene udvise soigneringsadfærd. Når de er mætte og veltilpasse vil de give sig til at pudse fjer med næbbet. En gang i mellem støvbader de i en tør plet jord eller sand, hvor de skraber sig en blød fordybning, lægger sig på ryggen og siden i en stor, social bunke, mens de skraber sand og jord op i kaskader, så de får det ind mellem fjerene. Bagefter ryster de sig, og pudser fjer igen.

• Æglægning

Når en høne skal lægge æg, opfører hun sig rastløst, hvilket får hanen til at vise et redested. Hønen foretrækker at lægge æg et mørkt sted - f.eks under en busk, eller i en redekasse. Hun skraber en fordybning i underlaget, former det rundt med sit bryst, kaster kviste og strå over skulderen og lægger derefter dagens æg. OG SÅ kagler hun og styrter rundt et stykke tid. De lærde strides stadig om den dybere grund for høner så pudsige og karakteristiske adfærd efter æglægningen. Om foråret hænder det, at en høne efter lægningen af 15 - 20 æg bliver skruk.

• Skruk og rugning

Når en høne er skruk, byder dens instinkt den at ruge. En høne i denne tilstand ligger konstant fladtrykt i redekassen, og siger truende og advarende lyde, når andre nærmer sig. En enkelt gang om dagen forlader skrukken reden for at drikke lidt vand og skide en ildelugtende klat. Hønseæg er 21 dage om at blive ruget ud. Hønen har inden rugningens start ventet til reden var fuld af æg, for at alle kyllingerne skal klække nogenlunde samtidig. Et stykke tid inden æggene klækker, begynder de næsten færdige kyllinger at pippe. Kyllingerne har en lille næbtand på oversiden af næbbet som de bruger til selv at hakke toppen af ægget af med. Hønemoren hjælper ikke de kyllinger som ikke selv kan komme ud - de er fortabt. Hønen ruger gerne et ekstra døgn efter den første kyllings klækning, for at få de sidste kyllinger med.

• Kyllinger

Nyklækkede kyllinger kan ikke selv holde varmen, og må entet passes af deres hønemoder eller opbevares i en kasse med varmelampe over. De behøver ikke spise noget, men kan vente indtil 24 timer med at få deres første måltid - derfor kan man handle med og sende nyklækkede kyllinger.

• Fjerpilning

Nogle flokke af høns kan have en destruktiv adfærd der kaldes fjerpilning. Fjerpilning får hønsene plukke hinanden for fjer, så de får store nøgne pletter. Adfærden skyldes fejlprægning i kyllingealderen: kyllinger skal have adgang til passende underlag på et bestemt tidspunkt under deres opvækst. Underlaget skal være prikket og løst, feks sand eller jord. Hønsene kan desværre ikke kureres fra denne unode.

• Parring

Hanen vil flere gange om dagen parre sig med sine favorithøner. Parringen indledes som regel med at hanen gør haneben ved at spankulere udstrakt om hvorefter hønen gør sin ryg flad og går ned i knæ (bøjer ned i anklerne). Hanen springer op på hønens ryg og tager fat i hendes nakkefjer for at holde balancen - høns har ingen ydre kønsorganer, så det kræver samarbejde at få de to gatåbninger til at mødes. Efter parringen ryster hønen fjerdragten på plads.

[redigér] Pasning

Høns holdes nemt og forsvarligt som husdyr ved, at man forsøger at efterligne de naturlige forhold for høns mest muligt:

Hold dem i flokke med mindst 3 og højst 25 individer. Giv dem adgang til et passende løst materiale at skrabe i. Der skal være plads nok til, at hønsene ikke bliver stressede af konstant at skulle hævde personligt territorium. Giv dem en pind under tag at sove på, feks i et hønsehus. Giv dem redekasser. Giv dem adgang til et areal med rent tørt sand eller jord, som de kan støvbade i.

Fodr og vand dem dagligt, og fjern straks skrantende høns fra flokken. Fjern klatter fra gødningsbrættet hver uge eller oftere, udskift strøelsen i hønsehuset ofte, udskift eller vend jorden i hønsegården mindst årligt, mal eller kalk hønsehuset indvendigt årligt. Rengøring og udmugning nedsætter smittetrykket fra parasitter og holder hønseholdet stort set lugtfrit.

[redigér] Produkter:

• Æg

Junglehøns lægger cirka et dusin æg om året, mens tamhøns kan lægge så meget som op til 250 æg om året. Æggene lægges et dagligt i serier med en eller flere dages pause imellem. Æggene kan være brune, hvide, kakigrønlige eller blå - det afhænger af racen. Den enkelte høne lægger altid samme farve æg. Ægfarven har ikke noget med fjerfarven at gøre.

Erhvervshønseholdere bruger somregel forsvindingsreder til hønerne, så æggene ikke bliver snavsede af at hønerne træder på dem, og så synet af en æggefyldt rede ikke skal stimulere en høne til at blive skruk.

Se også: Hønseæg

• Kød
• Fjer og dun

[redigér] Forskellige typer af hønsehold

• Erhvervsfjerkræholdere
  • Skrabehøns
  • Burhøns
• Fritgående høns
• Racefjerkræopdræt
• Hobbyhøns

[redigér] Hønseracer

Der er gennem tiden fremavlet forskellige racer af høns til forskellige formål. Vægten på de forskellige racer varierer fra 500 gram til 7 kg (for hanen) Adfærden er også et arveligt træk, æglægger-typer bliver f.eks aldrig skruk.

• Landracer

Danske landhøns med Luttehøns som er lavbenede og Smedehøns som er sorte, Svenske Åsbo

• Æglæggere

Italienere, Campinere, Friesen

• Svære racer til kødproduktion

Faverolle, Dorking

• Dværghøns

Silkehøns, Hollandske dværge

• Kamphøns

Aseel som stadig bruges til hanekamp i Asien, Moderne Engelske Kamphøns som nu mest er pryd og hygge

• Hybridhøns som bruges af erhvervshønseavlere/holdere

Brun Ægland, Isabrown

[redigér] Høns i mytologi og kultur

En høne er så populært et dyr, at det har givet anledning til flere ordsprog: "Jeg har en høne at plukke med dig" antyder, at der er et uafklaret problem. Eller "en fjer kan blive til fem høns" stammer fra et af H.C. Andersens eventyr og betyder, at en lille historie hurtigt kan blive til en længere historie/løgn (eks. fra eventyret: en høne taber en fjer, da hun pudser sig - historien fortælles videre og til sidst er det 5 høns, der har plukket sig ihjel for at imponere en hane). Fra den nordiske mytologi kendes navnene på flere haner f.eks Gyldenkam

[redigér] Links

• Danmarks Fjekræavlerforening for Racefjerkræ: [1]
• Fyldig oversigt over hønseracer og meget mere hønserelevant læsning (engelsk- og hollandsksproget) [2]
• Regler og forordninger om dyrehold, se fødevareministeriets hjemmeside: [3]