Grønland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


(Flag)	(Nationalvåben)

Nationalt motto:

Nationalmelodi: Nunarput utoqqarsuanngoravit

Hovedstad

Godthåb
64°11′ N 51°42′ W

Største by Godthåb

Officielle sprog Grønlandsk, dansk

Regeringsform

Dronning
Landsstyreformand

Monarki
Dronning Margrethe II
Hans Enoksen

Hjemmestyre
• Indført 1. maj 1979

Areal
• Total
• Vand (%) 2.166.086 km² (nr. )
81,1 % (inkl. is)

Indbyggertal
• 2005 anslået
• [[]] folketælling
• Tæthed 56.375 (nr. )

0,03/km² (nr. )

BNP
• Total
• Pr. indbygger 2001 anslået
1,1 mia. USD (nr. )
20.000 USD (nr. )

Valuta Krone (DKK)

Tidszone
• Sommer (DST) (UTC-1–UTC-4)
(UTC–UTC-3)

Internetdomæne

.gl

Telefonkode +299

Kort over Grønland.

Grønland Kalaallit Nunaat grønlændernes land, er Jordens største ø. Geografisk hører Grønland til det nordamerikanske kontinent, men geopolitisk til Europa.

Kalaallit Nunaat, er ligesom Færøerne en del af det danske rige og indgår i det danske rigsfællesskab.

Grønland var frem til 5. juni 1953 en dansk koloni. Ved ændringen af den danske grundlov 5. juni 1953 fik øen status som et dansk amt. Efter en folkeafstemning i 1978 fik Grønland selvstyre med virkning fra 1. mai 1979.

Hovedstaden er Godthåb (Nuuk).

[redigér] Fra koloni til hjemmestyre

Med gennemførelsen af Lov om Grønlands Hjemmestyre overførtes kompetence og dermed ansvar fra danske politiske myndigheder til grønlandske politiske myndigheder, der overtog såvel det økonomiske som det forvaltningsmæssige ansvar for en række opgaver fra den danske stat. Fra denne dato var det derfor Grønlands Hjemmestyre, der havde såvel den lovgivende som den udøvende myndighed.

Op gennem 1980'erne og de første år af 1990'erne fik hjemmestyret overført ansvaret for en række meget store og komplicerede områder som fra 1. januar 1980, det sociale område, kultur- og uddannelsesområdet, arbejdsmarkedet samt regulering af det kystnære fiskeri samt fangst og landbrug

1. januar 1981: Nærings og konkurrencelovgivning, landsplanlægning og fredning.
1. januar 1985: Erhvervsforhold
1 januar 1986: Den Kongelige grønlandske Handel (KGH), vareforsyning og intern transport
1. januar 1987: Boliger og Grønlands Tekniske Organisation (GTO)
1. januar 1989: Miljøbeskyttelse
1. januar 1992: Sundhedsvæsen

Inden for de sagsområder der blev overtaget skulle Grønlands Hjemmestyre nu til at være såvel lovgivende som udøvende myndighed. Efterhånden har grønlænderne overtaget de fleste af de offentlige stillinger. I starten var det overvejende danske embedsmænd, der forvaltede lovene.

Grønlands Hjemmestyres økonomi skulle baseres på egne indtægter i form af skatter og afgifter samt et bloktilskud fra den danske stat, svarende til det beløb, som staten havde anvendt på områderne i årene forud for overtagelsen af de områder, der var overført til grønlandsk selvforvaltning.

På en række områder har den danske stat stadig ansvaret. Det gælder udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, Grønlands Kommando) politi, retsvæsen, kriminalforsorgen, arbejdsmiljø og dele af veterinærvæsenet, ligesom en række danske institutioner udfører fastlagte opgaver i det grønlanske samfund. Det gælder f.eks. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KVUG), Statens Luftfarsvæsen, Søfartsstyrelsen og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Isfjorden ved Ilulissat

Air Greenland

Satellitfoto

[redigér] Geologi

Grønlands råstoffer

Til trods for hjemmestyre er forvaltningen af råstofaktiviteterne i Grønland stadig et fællesanliggende mellem Danmark og Grønland.

Under forhandlingerne om grønlandsk hjemmestyre var spørgsmålet om rettighederne til den grønlandske undergrund - og dermed råstofferne i Grønland - et centralt og vanskeligt forhandlingspunkt. Ønsket om en egentlig overdragelse af rettighederne til råstofferne i Grønlands undergrund fra staten til den fastboende befolkning i Grønland blev fremført med betydelig styrke af de grønlandske forhandlere, men afstanden på dette punkt var så stor, at det eneste mulige resultat viste sig at være det kompromis, der blev resultatet, nemlig at "den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer". Derfor blev det fastsat ved lov, at "forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse" af de ikke-levende ressourcer finder sted i henhold til aftale mellem den danske regering og Landsstyret. Bestemmelsen afgør således ikke spørgsmålet om, hvem der har ret til råstofferne, men alene hvem der kan disponere over dem.

For at sikre den politiske ligestilling mellem Grønland og Danmark på råstofområdet blev der etableret fælles beslutningskompetence, så der ikke kunne træffes væsentlige beslutninger på området, uden at der var enighed mellem den danske regering og Landsstyret. I praksis opnås dette ved at begge parter kan nedlægge veto, hvis der udstedes en tilladelse til efterforskning eller udnyttelse. Til dette formål oprettedes Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland, der er et dansk-grønlandsk politisk forum, hvor centrale spørgsmål vedr. råstofområdet drøftes. Fællesrådets opgave er at følge udviklingen på råstofområdet samt at afgive indstilling til den danske regering og Landsstyret i forbindelse med udstedelse af tilladelser på råstofområdet.

Forvaltningen af råstofaktiviteterne i Grønland har siden 1. juli 1998 været udøvet af Råstofdirektoratet i Nuuk, der er sekretariat for Fællesrådet, i et tæt samarbejde med bl.a. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), Se GEUS hjemmeside Energistyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

[redigér] Historie

De første inuiter er sammen med indianernes forfædre indvandret til Amerika fra Asien over en landbro, der for 20.-30.000 år siden forbandt Asien og Amerika. På begge sider af det nuværende Beringshavet og gennem flere tusinder år udvikledes inuiternes kultur. Palæoeskimoerne gjorde store vandringer mod øst langs de arktiske kyster, som førte dem til Grønland. I kolonitiden var talrige børn af danske fædre, og disse børn stod med et ben i hvert af de to samfund og kunne ikke finde sig til rette. Man indførte da en lov, der gjorde at de danske mænd ikke måtte indgå ægteskaber med grønlænderne.

10.000 - 8000 f.Kr. ophørte istiden, og i gode klimaperioder vandrede de første eskimoiske stammer fra de nordlige canadiske øer over det snævre stræde til Thuleområdet.
1400 f. Kr til 700 f.Kr. indvandrede et stenalderfolk fra Saqqaq-kulturen, der bosatte sig i området fra Upernavik til Nuuk. De fremstillede deres redskaber af de grønlandske stenarter og levede af jagt og fiskeri. De første eskimoer emigrerede til det arktiske Canada, samt Alaska og Saqqaq i Grønland. De medbragte igloer, stenlamper, buer, harpuner og jagthunde. Der kan i nutiden stadig findes bopladser og redskaber i stort omfang langs kysterne. Klimaet blev koldere og Sarqaqfolket bukkede under på grund af fødevaremangel.
100 f.Kr. indvandrede Dorset-folket fra nord til de samme områder. Dorsetfolket eller Tunitfolket var et fredeligt og fysisk stærkt folk. De brugte store sten som en slags vejmærker, fremstillede figurer i sten, og brugte nåle lavet af hvalrostænder. Stadig benyttedes hunde kun til jagt. “Sarqaq” og senere Dorset folket bosatte sig også på østkysten for ca. 2000 år siden – sandsynligvis kom de fra nord – ved at ro langs kysten i skindbåde. I perioder med ugunstige naturforhold uddøde de små isolerede samfund og området var mennesketomt indtil næste immigration på østkysten i det 14. og 15. århundrede.
875 opdagede vikingen Gunnbjørn øen og kaldte den Gunnbjørnland. Da vikingerne i slutningen af 900-tallet kom til Vestkysten, traf de ingen mennesker. Til gengæld fandt de hustomter, rester af fartøjer og redskaber. Medens nordboere slog sig ned i den sydlige del af Grønland, indvandrede Inuitfolket fra Canada. Fra dem stammer nutidens grønlændere. De havde med deres kajakker, konebåde og hundeslæder en højtudviklet fangerkultur, med hval og sælfangst som de vigtigste fødekilder. Efterhånden som de vandrede mod syd, kom de i kontakt med nordboerne.
982 flygtede Erik den Røde med sit følge fra Island og bosatte sig de følgende år ved Brattahlid (sydvestlige Grønland) og kaldte landet Grønland.

Thjodhildes kirke ved Brattahlid, det nuværende Qassiarsuk. I år 2000 gennemførtes i anledning af 1000 års festlighederne en genopbygning af Thjodhildes tørvekirke

Leif Eriksson

Hans Egede

986 nåede kun 14 af 25 nordiske vikingerbåde med 700 mennesker ombord den sydvestligste grønlandske kyst og bosatte sig i Østerbygden. Denne indvandring blev begyndelsen til, at Grønland blev knyttet til Norge, og ca. 400 år senere til Danmark.
1000 Det islandske Altinget bestemte, at man skulle gå over til kristendommen og Leif Eriksson, (den formodentlige første europæer, som opdagede Amerika Vinland) søn af Erik den Røde kom tilbage fra Norge, med en missionær og byggede Tjodhilds kirke i Braattahlid, (grønlandsk Qassiarsuk) den første kristne kirke på det nordamerikanske kontinent. Der findes stadig velbevarede ruiner fra nordbotiden i området. I juli 2000 blev en rekonstruktion af kirken indviet.
1540 lykkedes det ikke for et islandsk skib at finde nordboere. Der er mange formodninger om hvorfor de forsvandt. Måske det hårde klima, sygdom eller genetiske forværringer grundet indavl, kampe med eskimoerne, eller at de efterhånden er blevet blandet op med eskimoerne. Efter 1450 er Thulefolket alene tilbage indtil koloniseringen i 1700-tallet.
1721 blev præsten Hans Egede af den danske konge Frederik 4. sendt til Grønland for at finde nordboerne, men fandt i stedet inuitfolket og begyndte at missionere blandt dem. Han grundlagde Godthåb (Nuuk) og startede både mission og handel på den danske konges vegne. Grønland blev en dansk koloni. Hans Egede var både agtet og æret i Grønland og udenfor, men kritiseres også for ikke at have respekteret inuiternes værdier og for anvendelse af tvang og trusler.
1734 Den jyske handelsmand og godsejer, Jacob Severin overtog handelen og anlæggende i Grønland. Men p.gr.a. konkurrence med hvalfangere og hyppige forlis magtede han det ikke længere i 1750 og et handelskompagni og senere det statslige selskab Den Kongelige grønlandske Handel KGH overtog
1750 I det 18. århundrede var der Inuit bosættelser langs hele Østgrønlands kyst, herunder også I fjordene omkring Ammassalik Ø. I løbet af det 19. århundrede faldt befolkningstallet drastisk. Sandsynligvis forsvandt de små samfund fra Østgrønlands nordligste punkt helt ned til lige nord for Ammassalik området først. Senere blev bopladserne i den sydlige del af Østgrønland affolket, Mange døde af sult og sygdom eller bosatte sig på vestkysten. Det eneste tilbageblivende beboede område på hele østkysten var Ammassalik området.
1800 I løbet af det 18. århundrede blev adskillige danske handelstationer etableret på Grønlands vestkyst, og Inuitterne blev gradvist kristne. På grund af sin isolation mellem den enorme indlandsis og havets pakis forekom der ikke en sådan kolonisering af Østgrønland, området forblev praktisk talt ukendt for alle andre end befolkningen ved Ammassalik

1814 Øen var formelt en norsk kronkoloni frem til 1814, da øen blev dansk efter opløsningen af den dansk-norske personalunion. De facto havde den imidlertid længe været styret fra Danmark-Norges fælles hovedstad København.
1892 besøgte en ny dansk ekspedition området ved Ammassalik. Befolkningstallet var faldet til 294 og den danske regering besluttede at etablere en koloni, der senere blev til det nuværende Tasiilaq.
1906 Danmark Ekspeditionen kortlægger Nordøstgrønland
1914 - 1918 I første verdenskrig forblev Danmark og dermed også Grønland neutral
1932 Et område af Østgrønland, kaldet Eirik Raudes Land, var 12. juli 1932-5. april 1933 annekteret af Norge. Den Internationale Domstol i Haag gav imidlertid området til Danmark, så de udstationerede norske soldater og embedsmænd blev trukket tilbage igen.
1940 - 1945 I 2. Verdenskrig var Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England og fly-overvågning af tyske u-både. Tyskerne forsøgte oprette vejrstationer i Nordøstgrønland. Efter flere skudvekslinger, opgav de vejrstationerne. Se også Sirius-patruljen.
1953 Kolonitiden ophørte, da Grønland ved ændring af Grundloven blev en del af det danske rige og sidestillet med et dansk amt. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen næsten udryddet fra 1963
1979 fik Grønland hjemmestyre og befolkningen og dens politikere bedre muligheder for selv at udvikle det store land.
1982 En folkeafstemning afgjorde. at Grønland trådte ud af EU i 1985. En af hovedgrundene var udenlandsk overfiskning af de grønlandske farvande. Grønland har nu status som et oversøisk EU-områdegen og med samme fordele som en toldunion.
1990 Fødselskriteriet fjernes og dermed forsvandt forskelsbehandlingen mellem danske og grønlandske embedsmænd
1991 Efter afslutningen af den kolde krig, fik Grønland mindre militær betydning.

[redigér] Geografi

Fjeldet Sermitsiaq ved Nuuk

Stort isfjeld på vej gennem Ilulissat Isfjord

Kalvende Gletsjer på Grønland

Grønland har en kystlinie på 44.087 km og strækker fra 59°46' sydlig bredde Kap Farvel til 83°40' nordlig bredde til øen Kaffeklubben. Øen er 2.650 km lang, ca. 1.000 km bred og ligger 710 km fra Nordpolen. Kun 410.449 km² - 19 % af øens areal på 2.166.086 km² er isfrit. Øens højeste punkt er Gunnbjørns fjeld 3.693 m.

Den indtil 3.000 m i gennemsnit 1.500 m høje indlandsis presser overskydende is ud som store og små isbjerge ud i havet. Landet afgrænses i syd af Atlanterhavet, i vest af Davis Strædet og Baffin Bugten, i nordvest af Smith Sund og Nares Strædet, i nord af Lincoln Havet og Wandels Hav, der begge er en del af Ishavet. Mod øst dannes afgrænsningen af Grønlandshavet og Danmarksstrædet, hvor fra der kun er 240 km til Island.

Grønlands sydspids, Kap Farvel Nunap Isua, ligger på højde med Stockholm og Oslo. Fra Grønlands nordspids, Kap Morris Jessup, er der 740 km til Nordpolen. Grønland er dermed det nordligste landområde på Jorden.

[redigér] Grønlands byer og bygder

Grønlands indbyggere fordeler sig i 18 byer og godt ca. 60 bygder langs den grønlandske kyst. Centraliseringen af befolkningen har medført, at mange mindre bygder ikke har helårsbeboelse mere. Da næsten ingen byer og bygder er forbundet indbyrdes med veje eller jernbaner, er de eneste transportmidler i Grønland, fly (ofte helikoptere), skibe og i visse områder hundeslæder og snescootere. De moderne ruteskibe forbinder Grønlands byer og bygder fra nord til syd. Trafikken til Østgrønland foregår kun med fly og helikopter. Da der er tale om store afstande og ustabilt vejr, må man ofte når man rejser i Grønland, have tålmodighed.

[redigér] Klima

Klimaet i Grønland er overvejende arktisk. Det vil sige, at middeltemperaturen selv i årets varmeste måned ikke når over +10°C. I dalene, der ligger i forlængelse af de dybeste fjorde, overstiger middeltemperaturen dog lige grænsen på +10°C. Landets store udstrækning medfører betydelige klimatiske variationer mellem Nord- og Sydgrønland, men der er også store variationer mellem kystområderne, specielt mellem det område, hvor der er åbent vand hele året, og områder inde i landet.

Det åbne hav virker i sommermånederne afkølende på luften, mens det i vinterperioden virker opvarmende. Derfor er vintrene milde og somrene kølige langs kysten i det sydlige Grønland, mens det langs kysten nord for åbentvandsområdet er kølige somre og kolde vintre. Forskellen mellem vinter- og sommertemperaturer vil endvidere øges desto længere man bevæger sig ind i landet, hvor klimaet bliver fastlandspræget, med varme somre og kolde vintre.

Det fremgår tydeligt, hvis man sammenligner temperaturerne for Sisimiut, som ligger ved kysten, med temperaturerne for Kangerlussuaq, der ligger ca. 150 km. fra kysten på nogenlunde samme breddegrad som Sisimiut. I januar (2003) var middeltemperaturen -12,4°C i Kangerlussuaq, mens den i Sisimiut var -7,2°C. I juli (2003) var middeltemperaturen 11,4°C i Kangerlussuaq, men 'kun' 7,1°C i Sisimiut. Sommertemperaturerne over hele Grønland er ret ensartede på grund af den store indstråling i perioden med midnatssol nord for polarcirklen.

Nedbørsforholdene varierer betydeligt i Grønland. I Sydgrønland varierer de årlige nedbørsmængder fra ca. 800 til over 1.400 mm. Længere nordpå og inde i landet aftager nedbørsmængderne kraftigt. I de nordligste egne og inde i landet er den årlige nedbør således under 200 mm, mens den enkelte steder, f.eks. i Peary Land, er så ubetydelig, at området kan betegnes som arktisk ørken.

Dagens længde varierer betydeligt på forskellige lokaliteter i Grønland alt efter årstid. Nanortalik i Sydgrønland og Nuuk i Midtgrønland, der ligger syd for polarcirklen, har ikke perioder med midnatssol eller polarnat og den længste dag for de to lokaliteter er henholdsvis 18,5 og 20,5 timer. Ved polarcirklen vil der være få dage med midnatssol og polarnat. Jo nordligere, jo længere bliver de to perioder. I Ilulissat nord for polarcirklen er der således ca. to måneder med midnatssol og polarnat, I Upernavik ca. tre måneder og i Qaanaaq (dansk: Thule) knapt fire måneder. Vejret på Grønland DMI

[redigér] Befolkning

Grønlands befolkning er overvejende inuit, menneske. Det er kun 140 år siden den sidste indvandring fra Canada fandt sted. Vestgrønlænderne er mere blandet med europæerne end øst og Nordgrønlænderne.

Den hurtige udvikling i Grønland har betydet radikale ændringer i den traditionelle familiestruktur, der har resulteret at der opstået mange sociale problemer, som Grønlands befolkning har fælles med andre befolkninger, der har gennemlevet lignende samfundsmæssige forandringer.

Der var i 2004 56.854 indbyggere og befolkningstætheden 0,14 pr, km isfrit areal. 91 procent af befolkningen bor i Vestgrønland, 1,6 procent i Nordgrønland og 6,3 procent i Østgrønland.

Ca.20 % af befolkningen er født udenfor Grønland. 88 % er grønlændere. 98 % af befolknngen er protestanter. 12 % er europæere, overvejende danskere, hvoraf 90 % bor i Nuuk og 10 % i de andre større grønlandske byer.

De mange tyske familienavne, som f.eks Fleischer, Kleist og Kreutzmann stammer fra fra de tyske kristelige missonærer Herrnhuterne. De tyske missonærer giftede sig ofte med Inuit-kvinderne, eller de adopterede forældreløse Inuit-børn.

Befolkning i hovedstaden: Nuuk 14.350 (jan. 2004)
Befolkning i byerne: 46.891 (jan. 2004)
Befolkning i bygderne: 9.963 (jan. 2004)
Befolkningstilvækst: 0,31 pct. (2003)
Dødskvotient, i alt: 7,3 pr. 1.000 indbyggere (2003)
Nettoindvandring: -345 (2003)
Børnedødelighed, i alt: 8,9 pr. 1000 levendefødte (2003)
Middellevetid: Kvinder: 70 år, mænd: 64 år (2003)
Fertilitetskvotient: 62,5 levendefødte pr. 1.000 kvinder i alderen 15-49 år (2003)
HIV/AIDS-smittede: 7 (2002)
Religion: Evangelisk-lutherske kirke
Sprog: Grønlandsk (kalaallisut), dansk

[redigér] Politiske forhold

'Regeringstype: Parlamentarisk demokrati under et konstitutionelt monarki
Status: Hjemmestyre under Kongeriget Danmark siden 1. jan. 1979.
Hovedstad: Nuuk (Godthåb)
Nationaldag: 21. juni (årets længste dag)
Retsvæsen: Dansk
Valgret: Myndige personer over 18 år
Medlemskab af EU: Fra 1. januar 1973 til 1. februar 1985
Statsoverhoved: HM Dronning Margrethe den 2.
Regeringschef: Landsstyreformand Hans Enoksen siden 14. december 2002
Folketingsmedlemmer: Lars Emil Johansen og Kuupik Kleist siden 20, november 2001
Lovgivende myndighed: Landstinget (parlamentet med 31 medlemmer)
Dømmende myndighed: Kredsret, Landsret, Højesteret
Grønlands flag: To horisontale bånd i hvid (øverst) og rød med en stor cirkel en anelse til hejsesiden for midten - den øverste halvdel af cirklen er rød, mens den nederste halvdel er hvid. Flagets symboliserer solen, havet og indlandsisen

[redigér] Økonomi

BNP: 9.178 mio. kr. (2002)
BNP vækstrate: -1,5 pct. i 1981-priser (2002)
BNP pr. capita: 0,2 mio. kr. (2002)
Bruttoindkomst pr. husstand Højeste 25 pct.: 746.518 kr. Laveste 25 pct. 76.584 kr. (2001)
Inflationsrate (forbrugerpriser): 2,3 pct. (jul. 2004)
Arbejdsstyrke: 27.024 (15-62 år født i Grønland jan. 2004)
Ledighed: 10,4 pct. berørt af ledighed i byerne (2003)
Offentlig budget: Indtægter: 7,6 mia. kr. Udgifter: 7,5 mia. kr. inkl. kapitaludgifter på 0,6 mia. kr. (2002)
'Industrier: Fiskefabrikker (primært rejer og hellefisk), husflid, skind, mindre skibsværfter, minedrift (guld og olivin)
Elproduktion: 311 GWh (2002)
Elforbrug, hele Grønland: 173 GWh (2001/2002)
Landbrugsprodukter: Foder afgrøder, have- og drivhus grøntsager, får, rensdyr, fisk
Eksport: 2.267 mio. kr. f.o.b. (foreløbige tal 2003)
Eksport varer: Fisk og fiskeprodukter 90 pct. (rejer 56 pct.)
Eksportmarkeder: EU (primært Danmark) 91 pct., USA 4 pct. samt Island, Canada, Japan 1 pct. (foreløbige tal 2002)
Import: 2.473 mio. kr. c.i.f. (foreløbige tal 2003)
Import varer: Maskiner og transportmidler, bearbejdede varer, fødevarer, brændsler
Importmarkeder: EU (primært Danmark), Norge, Canada, USA
Handelsbalance: -206 mio. kr. (foreløbige tal 2003)
Økonomisk støtte, modtager: 2.952 mio. kr. i bloktilskud fra Danmark (2003)
Valuta: Danske kroner (DKK)
Valutakurs: 100 US $ = 708,22 DKK, 100 EUR = 742,43 DKK (1. jan. 2003)
Finansår: Kalenderåret

[redigér] Kommunikation

Telefonlinjer i brug: 25.330 (2002)
Mobiltelefoner: 17.700 (2002)
Retningsnummer: 299
Radiostationer: AM 5, FM 12
Radioer: 98 pct. af alle hustande har radio (2002)
TV-stationer: Kalaallit Nunaata Radioa landsdækkende TV ([1]) samt flere lokale TV-stationer
TV-apparater: 97 pct. af alle husstande har TV (2002)
Aviser: Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG) og Sermitsiaq
Internet landekode: .gl
Internetudbydere: 1
Internetbrugere: 9.071 (2002)
'Wikipedia-landekode: kl

[redigér] Infrastruktur

Havne: Havneanlæg i 16 byer samt anløbs- og fiskeribroer i 60 bygder
Lufthavne: 12 lufthavne, 5 heliporte og 41 helistop

[redigér] Grønlands kommuner

Aasiaat Kommune Ammassalik Kommune Ittoqqortoormiit Kommune Ivittuut Kommune Ilulissat Kommune Kangaatsiaq Kommune Nanortalik Kommune Narsaq Kommune Nuuk Kommune Paamiut Kommune Sisimiut Kommune Uummannaq Kommune Qaanaaq Kommune Qaqortoq Kommune Qasigiannguit Kommune Qeqertarsuaq Kommune

Grønland er inddelt i landsdelene:

Vestgrønland, Nordgrønland og Østgrønland. Administrativt er landet inddelt i 18 kommuner.

Det kommunale selvstyre er af væsentlig ældre dato end hjemmestyret. Allerede i 1975 fik kommunerne den grad af selvstændighed de har i dag. Kommunerne opnåede bl.a. ret til at udskrive skatter. De kommunale opgaver er ikke defineret i nogen lov, men kommunerne har - som i Danmark - ret til selv at bestemme hvilke opgaver de vil påtage sig, alene begrænset af lovgivningen. De vigtigste kommunale opgaver er en række tekniske funktioner, sociale opgaver, opgaver inden for kultur, undervisning og idræt samt lokale miljøopgaver.

Kommunerne er sammensluttet i de grønlandske kommuners landsforening .

De kommunale opgaver finansieres dels ved egne indtægter, i form af skatter, dels indtægter udefra, hovedsagelig i form af bloktilskud fra Grønlands Hjemmestyre. Desuden foregår der en betydelig omfordeling via udligningen af skatter fra de mere velstillede til mindre velstillede kommuner. Desuden opkræves en fælleskommunal skat.

Kommunerne er i dag borgernes vigtigste kontaktled til hele den offentlige sektor.

Inden for den enkelte kommunes grænser er der desuden en række bygder, hvor kommunalbestyrelsen er ansvarlig for såvel drift som styrelse af disse. I bygderne varetages opgaverne af en bygdebestyrelse bestående af tre til fem medlemmer.

En del af disse bygder er meget små, hvor der typisk bor 30-75 indbyggere, mens der kun er meget få bygder, der har over 200 indbyggere. 1. januar 2003 boede der 9.456 i bygderne i Grønlands 60 bygder, mens 47.086 boede i byerne.

Fordele og ulemper ved 18 kommuner i Grønland er for øjeblikket under diskussion. Et strukturudvalg har vurderet forskellige modeller for en ændret byrde og opgavefordeling mellem hjemmestyret og kommunerne, herunder antallet af de nuværende kommuner. I en netop afleveret rapport anbefaler udvalget, at Grønlands kommuner sammenlægges i større regioner. Dette forslag forventes diskuteret i Landstinget i løbet af 2006.

Bybillede fra Sisimiut 1980

Nanortalik kirke

Isbjerg vest for Ilulissat isfjord

[redigér] Områder uden for kommunal inddeling

Grønlands Nationalpark ca. 972.000 km² omfatter hele den nordøstlige del af landet
Hans Ø (grønlandsk: Tartupaluk) Både Canada og Danmark gør krav på øen
Kaffeklubben er opkaldt efter en uformel kaffeklub på Mineralogisk Museum på Københavns Universitet

Thule Air Base i Pituffik
Peary Land er en halvø i det nordlige Grønland opkaldt efter Robert E. Pearys ekspedition 1891-1892.
Prins Christians Sund (grønlandsk: Ikerasassuaq) Vejrstation øst for Grønlands sydspids Kap Farvel
Oodaaq Ø er en ø i Kennedy Kanalen mellem Grønland og Ellesmere