Giordano Bruno
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Giordano Bruno (1548-1600) var en italiensk filosof og digter. Han blev født i Nola ved Napoli og døde i Rom – ved brænding på bålet.
[redigér] Liv
Filippo Bruno læser først på universitetet, og siden træder han som 17-årig (dengang egentlig en sen start) ind i dominikanerordenen, hvor han antager navnet Giordano. Kun ét år inde i sin uddannelse i dominikanerklostret San Domenico Maggiore i Napoli beskyldes den nysgerrige og kritiske novice for at foragte dyrkelsen af Jomfru Maria og af helgenerne og trues med en disciplinærsag. Han bliver ordineret præst i 1572, og i 1575 opnår han doktorgraden i teologi og tager året efter til Rom.
Da Inkvisitionen samme år forbereder en kætterisag mod ham, flygter han fra Rom og indleder sin årelange vandring gennem Europa: omtrent 10.000 kilometer tilbagelægger han til fods mellem Europas universitetsbyer. Han ernærer sig i starten som lærer bl.a. i Noli (Ligurien), han er en tur i det franske, i Savoyen og tager retning mod Lyon. I 1579 er han i Genève, en by præget af Calvins lære, hvor han lægger sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik af en af universitetets lærere. Han bliver tvunget til at gøre afbigt og forlader kort derefter Genève. Han tager til Lyon og kommer så til Toulouse, hvor han underviser og skriver sit første store værk om hukommelseskunsten De umbris idearum. Det skaffer ham gunst hos den franske kong Henrik den 3., ved hvis hof han bliver kongelig lektør, han underviser da ved Sorbonne.
I 1583 tager han med den franske ambassadør Michel de Castelnau til London, hvor han er i tre år som dennes gæst, og i den tid skriver han i rivende hast sine fem dialoger, forfattet på italiensk, da den engelske elite beundrede italiensk sprog og kultur. De italienske værker har slået hans navn fast som stor forfatter og filosof. Han omgås en række engelske intellektuelle, men når ved sine skarpe, satiriske udfald siden at gøre sig uheldigt bemærket i hele det engelske establishment, lige fra grammatikerne ved universitetet i Oxford til hoffets lærde, hvilke han havde en del tilfælles med - hans påvirkning kan spores hos bl.a. den unge Shakespeare og Marlowe.
Den stadig skarpere trosstrid i Europa tvinger ham også væk fra England. Han rejser tilbage til Paris i 1585, hvor han på Sorbonne leverer et generalangreb på Aristoteles' erkendelsesteori og kosmologi. Han flygter fra Paris, efter at være blevet indblandet indirekte i striden mellem huguenotter og katolikker. Han går til det lutherske Wittenberg (tysk), hvor han i 1586 får lov til at undervise på universitetet i Aristoteles' lære. Fra denne periode stammer nogle af Brunos latinske værker, der mere systematisk beskriver hans teorier om erkendelsesteori og kosmologi.
Han drager videre til Helmstadt, hvor de politiske konjunkturer er ham imod, og videre til Praha i 1588 til kejser Rudolf 2.s hof, hvor han ikke formår at vinde fodfæste - han kan ikke trænge igennem med sin naturfilosofi i trængslen af magikere, røgen fra alkymister og larmen fra guldmagere og charlataner. Han drager til Frankfurt am Main, hvor han ikke finder støtte og vover da - mod venners råd - at tage til Venedig efter indbydelse fra den venetianske patricier Giovanni Mocenigo, der ønsker at blive undervist i B's hukommelseskunst. I 1593 angiver Mocenigo ham til den venetianske Inkvisition, som anholder og fængsler B. for kætteri. B. regner med en mild dom, om han fornægter sine tidligere standpunkter, men Inkvisitionsdomstolen i Rom insisterer på at få ham udleveret, så Venedigs Storråd beslutter at føje sig og udleverer ham. B. kommer til Rom og sidder syv år som Inkvisitionens fange i Castel Sant' Angelos kældre, mens hans sag undersøges grundigt af Inkvisitionen ledet af kardinal Bellarmino, der til slut dømmer ham som uforbederlig kætter, da B. ikke vil fornægte sine synspunkter. Den 17. februar i jubelåret 1600 under Clemens VIII's pavedømme bliver han kneblet og ført til pladsen Campo dei Fiori i Rom og brændt. En statue af Giordano Bruno skabt af Ettore Ferrari rejstes i 1889 på pladsen.
[redigér] Værker
- De umbris idearum (1582);
- Sigillus sigillorum (1583);
- De l’infinito, universo e mondi (1583, 1591);
- La cena de le ceneri (1583);
- De la causa, principio et uno (1584); i dansk oversættelse Om årsagen, princippet og enheden (Kbh.: C.A.Reitzel 2000)
- Degli eroici furori (1585);
- De monade numero et figura (1591);
- De immenso et innumerabilibus (1591);
