Syvårskrigen (1756–1763)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Syvårskrigen eller Den Preussiske Syvårskrig blev udkæmpet mellem 1756 og 1763. Hovedmodstanderne var Storbritannien, Preussen og Hannover på den ene side og Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen på den anden. Spanien og Portugal blev senere trukket ind i konflikten, mens en styrke fra de neutrale Nederlande blev angrebet i Indien.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Nomenklatur
I Canada og Storbritannien bruges betegnelsen the Seven Years' War for kampene på alle krigsskuepladserne i Europa, i Nordamerika og Asien, og i Frankrig bruges betegnelsen La guerre de Sept Ans på samme måde. I Tyskland kaldes den preussiske del Der dritte schlesische Krieg, mens den globale konflikt hedder Der siebenjährige Krieg. I Indien betegnes krigen som the Second Carnatic War.
[redigér] Oversigt
Krigen kan ses som en fortsættelse af den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748), da den østrigske kejserinde Maria Theresia ønskede at genvinde de tab, Østrig led. Samtidig var Storbritannien og Frankrig blevet involveret i en stadig mere intens strid i deres kolonier, i Nordamerika stødte de franske og britiske interesser især sammen i den frugtbare Ohio-dal, og allerede i 1754 var en uformel krig brudt ud mellem de britiske og de franske kolonier.
I 1753 indgår Frankrig og Østrig en alliance mod Preussen, Frederik 2. som nu er isoleret indgår derfor den Britisk-preussiske konvention i Westminster 1756. Situationen spidses yderligere til efter den fransk-østrigske alliance udvides med Sachsen, Sverige og det Tyske Rige (undtagen Hannover, Hessen-Kassel og Braunschweig).
Konfliktens formelle start var d. 15. maj 1756, da Storbritannien erklærede Frankrig krig. Frederik II af Preussen besluttede at handle først og krydsede grænsen til Sachsen d. 29. august. Kampene mellem franske og britiske kolonitropper, som begyndte tre år tidligere, var allerede en international affære, og disse spændinger mellem de to rivaliserende stormagter var i høj grad medvirkende til at sætte krigen i gang.
Franskmændene brugte som en del af deres overordnede strategi krigen i Nordamerika til at binde britiske tropper dér, ved at destabilisere de britiske koloniers grænseområder med hjælp fra deres indianske allierede. Omvendt betød indsatsen af briternes allierede i Europa, at Storbritannien kunne koncentrere sit eget engagement i de oversøiske områder.
[redigér] Krigskuepladser
Denne krig var ikke begrænset til Europa, men blev udkæmpet mange steder i hele verden. Resultatet af krigen fik ligeledes stor betydning i alle de verdensdele, hvor den blev udkæmpet.
De vigtigste krigsskuepladser var:
- Tyskland
- Nordamerika
- Indien
- Karibien, Afrika og de store oceaner
[redigér] Den Preussiske Syvårskrig
- Hovedartikel: Den Preussiske Syvårskrig
Fra et militært synspunkt var det mest interessante ved krigen i Europa ikke selve de militære slag, men de marcher og kontramarcher, Frederik 2. excellerede i; denne mobile krigsførelse ville senere blive beundret af især Napoleon. Denne krig var den sidste større krig, der blev udkæmpet i Europa indtil Revolutionskrigene og Napoleonskrigene. Mange af de taktiske og strategiske idéer, som blev brugt i disse krige, havde deres oprindelse i Syvårskrigen.
Frederik 2. tog fra starten initiativet ved at angribe de uforberedte østrigske og sachsiske hære uden nogen formel krigserklæring. Trods dette lykkedes det sachserne at forsinke den preussiske kampagne, så krigen kunne trække ud. I foråret 1757 så situationen meget mørk ud for preusserne, da Frederik 2. led sit første nederlag i Slaget ved Kolin, og da både Østrig og Frankrig samtidigt mobiliserede for at angribe selve Preussen. Alligevel lykkedes det Frederik 2. at besejre først den franske hær og derefter den østrigske hær. Måden de to sejre blev opnået på, har især bidraget til Frederik 2. gode ry som hærfører.
I foråret 1758 invaderede preusserne Østrig, men vandt ingen afgørende sejre, samtidigt besejrede preusserne dog Frankrig to gange og holdt stand mod enrussisk hær. I oktober lykkedes det gentagne gange en svensk hær at holde stand mod preussiske angreb, og østrigerne knuste Frederik 2.’s hær ved et overraskelsesangreb. Trods det lykkedes det Frederik 2. at trække sig tilbage i god orden.
Frankrig åbnede sin kampagne mod Storbritannien med et angreb på Minorca og besatte øen i resten af krigen.
Briterne planlagde en landgang i Rochefort. Ekspeditionsstyrken afsejlede i september 1757, men det blev hurtigt klart at det var umuligt at indtage Rochefort, og styrken returne-de til England. William Pitt d.æ. ønskede dog at fortsætte med lignede operationer, og en styrke under Charles Spencer blev samlet i 1758, men opnåede aldrig tilfredsstillende resultater. Pitt forberedte nu indsættelse af tropper på kontinentet, briterne gjorde landgang i Bretagne for bl.a. at erobre St. Malo, hvilket aldrig lykkedes, og den britiske hær måtte evakueres med store tab.
I stedet planlagde Frankrig en invasion af Storbritannien og begyndte derfor at samle tropper ved udmundingen af Loire i 1759. Da den franske middelhavsflåde blev besejret af briterne og atlanterhavsflåden ved Quiberon lykkedes det ikke franskmændene at samle en flåde, som var stor nok til en invasion.
1759 medførte også flere alvorlige preussiske nederlag, som i høj grad var et resultat af en preussisk undervurdering af de russiske styrkers kapacitet. 1760 gjorde kun situationen værre for preusserne. Kun ved Liegnitz og ved Torgau lykkedes det Frederik 2. at vinde sejre, men franske, østrigske, russiske og svenske hære besatte store dele af Preussen. I 1761 trådte en nyt land ind i krigen, da Spanien erklærede Storbritannien krig. Preussen kunne nu knapt holde stand mod de kombinerede styrker fra Frankrig, Østrig og Rusland.
I 1761 var Preussens hær blevet stærkt reduceret, og Storbritannien truede nu med at trække sin støtte tilbage; det totale sammenbrud nærmede sig. I dette sorte øjeblik indtraf der et mirakel for Frederik 2.. Tzaritsa Elizabeth døde, og blev efterfulgt af den ”prussophile” Peter 3.. Han trak omgående sine tropper tilbage fra Berlin og var mellemmand i en fred mellem Sverige og Preussen. Det gav Frederik 2. mulighed for at drive Frankrig og Østrig ud af Preussen.
[redigér] Franske og indianske Krig
- Hovedartikel: Franske og indianske Krig
Både Storbritannien og Frankrig gjorde krav på den frugtbare Ohiodal, og vha. handelstationer og forter søgte de at øge deres indflydelse mest muligt i hele området mellem Appalacherne og Mississippi-floden, fra de Store søer til den Mexicanske Golf.
Begge kolonimagter ignorerede de oprindelige amerikaneres krav på landet, som derfor var under stort pres for at opretholde deres livsgrundlag. Situationen i grænseområdet mellem de forskellige magters grænseområder havde længe været spændt, og overfald på nybyggere var ikke ualmindelige. De oprindelige amerikanere kæmpede på begge sider, Irokesernes konføderation for briterne og Algonqin-nationen for franskmændene.
Efter en række nederlag i den indledende fase fik briterne langsomt franskmændene presset mod nord, og i 1759 kunne briterne erobre hovedstaden i Ny Frankrig, Québec, og de øvrige franske bosættelser. Det lykkedes briterne at blokere for franske forsyninger og forstærkninger fra moderlandet, og derfor fandt der herefter ikke mange større kamphandlinger sted inden fredsafslutningen.
[redigér] Indien
- Hovedartikel:Syvårskrigen (1756-1763) i Indien
British East India Company’s egne tropper udgjorde de britiske militære styrker i Indien i kampene mod Frankrigs La Compagnie des Indes Orientales. I begyndelsen af krigen har franskmændene stor fremgang, de bl.a. bistand til Nawaben af Bengalen Siraj Ud Daulah da han erobrer det britiske Fort William ved Calcutta.
I juni 1757 indtræffer et vendepunkt for briterne, Nawabens hær og briterne under kommando af Robert Clive indleder et slag ved Plassey i Bengalen. Clive har imidlertid ført hemmelige forhandlinger med Nawabens hærfører Mir Jafar, som forrådte sin herre, og deserterede med en meget stor del af hærstyrken. Briterne vandt herefter en let sejr over Nawaben, og sikrede sig kontrollen over Bengalen. Og franskmændene kan drives ud af Indien.
[redigér] De store Oceaner inkl. Karibien og Afrika
- Hovedartikel:Syvårskrigen (1756-1763) Søkrig
Efter den britiske sejr over den franske atlanterhavsflåde i Quiberon bugten 1759 var det britiske herredømme på havet uantastet. Franskmændene havde nu umådeligt svært ved at sende forsyninger til deres kolonier, og Frankrigs evne til at føre krig udenfor Europa svandt bort.
Franske kapere voldte dog stadig problemer for de britiske handelsskibe, så i maj 1759 blev de strategisk vigtige franske øer Guadeloupe og Marie Galante erobret af briterne, og i marts 1762 var resten af de franske øer i Karibien blevet erobret ved fælles operationer mellem hær og flåde.
Efter Spanien har indtrådt i krigen på fransk side besætter britiske tropper Havana på Cuba samt Manila på Filippinerne i 1762.
I Vestafrika besættes alle franske støttepunkter i Senegambien, som er området mellem floderne Senegal og Gambia.
[redigér] Freden
Krigen fandt sin afslutning ved Freden i Paris og Freden i Hubertusburg (1763).
Freden i Hubertusburg (15. februar 1763) blev indgået mellem Preussen, Sachsen og Østrig, og den betød, at de europæiske grænser blev ført tilbage til deres udseende før krigen. Dermed fik Preussen bekræftet retten til Schlesien efter at have overlevet angreb fra flere lande, der hver især var større end Preussen. Denne fredstraktat betragtes nu som begyndelsen på det moderne Tyske Rige, da Preussen som resultat af traktaten øgede sin indflydelse enormt på bekostning af det Tysk-romerske rige.
Freden i Paris (10. februar 1763) blev indgået af Storbritannien, Frankrig, Spanien og Portugal. Fredstraktakten markerede sammen med Freden i Hubertusburg afslutningen af Syvårskrigen. Traktaten indledte ligeledes Storbritanniens dominans som kolonimagt.
Størsteparten af de erobrede landområder blev leveret tilbage til de oprindelige ejere fra før krigen, men Storbritannien vandt store oversøiske områder, primært på Frankrigs bekostning. Frankrig fik valget mellem at beholde sine karibiske besiddelser eller Ny Frankrig, og man valgte øerne Guadeloupe, Martinique og Saint Lucia i Karibien samt øerne Saint Pierre og Miquelon ved Newfoundland. Storbritannien overtog herefter alle de franske besiddelser i Nordamerika øst for Mississippi, og de resterende i Karibien, New Orleans og Fransk Louisiana blev overdraget til Spanien. Cuba blev leveret tilbage til Spanien som modydelse for Storbritanniens overtagelse af Florida.
I Indien beholdt Frankrig sine faktorier, men måtte afstå fra at have tropper i Bengalen og levere Sumatra tilbage til briterne.
I Middelhavet genvandt Storbritannien kontrollen over Minorca.
Slavestationen på Gorée ved Afrika skulle leveres tilbage til Frankrig, mens stationerne i Senegal blev overdraget til Storbritannien.
Storbritannien bekræftede i traktaten sine nye undersåtters rettigheder til frit at praktisere deres katolske tro, og samtidig blev den britiske konges status (på vegne af Hannover) som kurfyrste i det Tysk-Romerske Rige fastslået.
