Den Preussiske Syvårskrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Preussiske Syvårskrig eller Syvårskrigen (1756–1763) blev udkæmpet i 1754 og 1756–1763 mellem Storbritannien, Preussen og Hannover på den ene side og Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen på den anden. Spanien og Portugal blev senere trukket ind i konflikten mens en styrke fra det neutrale Nederland blev angrebet i Indien.
Den nordamerikanske del af krigen er i USA kendt som The french and Indian Wars, hvor mange indianerne sluttede sig til franskmændene. Denne konflikt varede i ni år.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Krigens baggrund
Syvårskrigen kan ses som en fortsættelse af den Østrigske Arvefølgekrig. Frederik den Store af Preussen havde da fået kontrol over den rige provins Schlesien. Kejserinde Maria Theresia af Østrig havde gået ind på fredsaftalen der afsluttede krigen, men kun for at kunne opbygge sine militære styrker igen, og danne nye alliancer, hvilket lykkedes godt for hende.
Det politiske europakort blev i løbet af få år vendt op og ned. De gamle fjender Frankrig, Østrig og Rusland var blevet forenet mod Preussen, som havde Storbritannien som eneste beskytter. Årsagen til at Storbritannien havde interesser i konflikten, var båndet til Fyrstendømmet Hannover, som var arverige til det styrende britiske fyrstehus. Briterne følte at Hannover blev truet af Frankrig, og havde dermed fælles sag med Preussen. Samtidig foregik der et kapløb om kolonier mellem Storbritannien og Frankrig, som styrkede fjendskabet mellem dem. Den britiske flåde var den stærkeste i Europa, mens Preussen havde de stærkeste landstyrker på kontinentet. Alliancen med Preussen førte også til at briterne kunne fokusere sine landstyrker på kolonierne, eftersom Preussen i stor grad kunne stå alene på land.
Den østrigske hær var blevet moderniseret efter preussisk model. Maria Theresia havde selv stor kundskab om militære affærer, og havde presset dette igennem. På grund af hendes omsorg for almindelige soldater havde hun også stor støtte blandt styrkerne.
[redigér] Krigsudbruddet
Kampene startede i Ohio, USA i 1754, men først efter to år udbrød krigen i Europa hvor Storbritannien erklærede krig mod Frankrig 15. maj 1756. Frederik den Store bestemte sig til at slå først mod den alliance han stod ovenfor, og krydsede derfor grænsen til Sachsen den 29. august 1756.
[redigér] Kampene i Europa
Preussens styrker var undertallige, men ikke underlegne. Preussen er blevet betegnet som en armé med en stat, og ikke en stat med en armé.
Da kampene startede var hverken den sachsiske eller den østrigske hær forberedt. I slaget ved Lobositz hindrede Frederik en isoleret sachsisk armé fra at få hjælp fra en østrigsk armé under general von Browne. Men det lykkedes sachserne at forsinke preusserne.
I foråret 1757 tog Frederik igen initiativet ved at marchere mod Prag. Efter slaget ved Prag belejrede de byen, men måtte opgive dette efter Frederiks første nederlag, i slaget ved Kolin.
Østrigerne var nu klar til at angribe preussiske områder, og da en fransk armé under Soubise nærmede sig fra vest, var preusserne i en presset situation. Det lykkedes Frederik med en manøvre som Napoleon senere kaldte «et mesterværk af manøvrering og gåpåmod». I slaget ved Rossbach knuste han den franske armé, og i slaget ved Leuthen den østrigske. Dermed havde Frederik igen vist sig som en af Europas førende hærførere.
I foråret 1758 invaderede Frederik Østrig, men det lykkedes ikke at vinde større sejre. I vest gik det bedre, da hans tropper slog franskmændene i både slaget ved Heinberg og slaget ved Krefeld. I øst stod slaget ved Zorndorf i Preussen, hvor Frederiks 35.000 soldater kæmpede mod 43.000 russere under grev Femor. Slaget endte uden nogen klar sejr. 25. september 1758 stod slaget ved Tornow, som heller ikke blev klart afgjort, hvor en svensk hær slog seks preussiske angreb tilbage. 14. oktober samme år overraskede østrigerne den preussiske hovedstyrke i slaget ved Hochkirch. Frederik mistede store dele af sit artilleri, men det lykkedes ham at gennemføre en velordnet tilbagetrækning.
I 1759 fulgte flere alvorlige nederlag for preusserne. I slaget ved Kay, også kaldt slaget ved Paltzig, slog grev Saltikov med 70.000 russiske soldater 26.000 preussere under general von Wedell. Hannovers styrker slog 60.000 franskmænd i slaget ved Minden, men Frederik mistede alligevel halvparten af sin hær i slaget ved Kunersdorf. I slaget ved Maxen lykkedes den østrigske general Daun at tvinge et preussisk korps med 13.000 mand til at overgive sig.
1760 blev endnu et dårligt år for Preussen, men ikke helt katastrofalt. Den preussiske general Fouque blev slået i slaget ved Landshut. Franskmændene tog Marburg, mens svenskerne tog dele af Pommern. Hannover sejrede over Frankrig i slaget ved Marburg, mens østrigerne tog Glatz i Schlesien. I slaget ved Liegnitz sejrede Frederik, selv om hans styrker var underlegne i forholdet tre til en. Russerne under general Totleben og østrigerne under general Lacy tog kontrol over Berlin i en kort periode. Mod slutningen af året sejrede Frederik i slaget ved Torgau.
I 1761 kom Spanien ind i krigen, da landet erklærede krig mod Storbritannien den 4. januar. I slaget ved Villinghausen slog Ferdinand af Braunschweig en fransk styrke på 92.000 mand. Russerne tog et større område i Pommern, mens østrigerne tog Schweidnitz.
På dette tidspunktet truede Storbritannien med at trække sin støtte til Preussen tilbage. Eftersom den preussiske hær var mindsket til 60.000 mand var det klart at afslutningen nærmede sig. Men 5. januar 1762 døde Elisabeth af Rusland, og den preussiskvenlige Peter 3. kom til magten. Han tilbød straks en fredsaftale, hvor Rusland trak sig ud af krigen.
Den siste store trefning var slaget ved Freiberg den 29. oktober 1762, mellem Preussen og Østrig.
[redigér] Kampene i koloniene
Britiske styrker var under krigen involveret i kampe i Indien, Nord-Amerika, Europa, Karibien, Filippinerne og langs kysten af Afrika. Briterne tog store områder i denne perioden, på Frankrigs bekostning. Robert Clive drev franskmændene ud af fra Indien, og general James Wolfe slog de franske styrker under general Louis-Joseph de Montcalm i slaget ved Plains of Abraham, og tog dermed kontrol over Ny Frankrig - Canada.
[redigér] Freden
Striden mellem Storbritannien og Frankrig endte med Paristraktaten, hvor flere områder skiftede hænder for at konsolidere kolonierne. Frankrig fik valget mellem at beholde Ny Frankrig eller sine karibiske øer. De valgte Karibien, for at sikre adgangen til sukker. Dette passede briterne godt, eftersom de allerede kontrollerede flere karibiske øer, og havde god adgang til sukker, samtidig med at overleveringen af Ny Frankrig gav dem kontrol over Nord-Amerika øst for Mississippifloden. Spanien mistede Florida til briterne, men fik overdraget kontrollen over New Orleans og Louisiana vest for Mississippi fra franskmændene.
Grænserne i Europa blev flyttet tilbage til situationen før krigen med traktaten i Hubertusberg af februar 1763. Dermed blev Preussens kontrol over Schlesien bekræftet. Preussen havde overlevet en krig med flere af sine naboer, som hver især var større. Dette betød at Preussens indflydelse øgedes voldsomt på bekostning af Tysk-romerske rige. Dette regnes som en del af starten til dannelsen af det forenedeTyskland.
Preusserne havde gentagne gange været tæt på et fuldstændigt nederlag, og havde alle fjenderne invaderet på samme tid er det tvilsomt om Frederik kunne have standset dem. Militært set var højdepunktet i Frederiks krigførelse ikke slagene, men de mange marcher imellem dem. Hans mobilitet blev stærkt beundret af Napoleon, som forsøgte at benytte samme strategi i sine felttog.
