Max Stirner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Det eftersigende eneste portræt af Stirner, tegnet af Friedrich Engels

Max Stirner var en tysk skolelærer og filosof. Han blev født i 1806 i den sydtyske by Bayreuth og afgik ved døden i 1856 i Berlin. Max Stirner var et pseudonym, som han sandsynligvis har fået pga. af hans høje pande (Stirn betyder pande på tysk). Hans rigtige navn var Johann Caspar Schmidt.

Stirner er særligt kendt for sit filosofiske opgør i værket Den eneste og hans ejendom (Leipzig, angivet 1945) (Der Einzige und sein Eigentum) med den tyske idealisme og humanismen blandt unghegelianerne i første del af det 19. århundrede i det i småstater opdelte Tyskland.

[redigér] Liv

Max Stirners far var fløjtemager, men døde allerede da Stirner var et halvt år. Hans mor giftede sig to år senere med en apoteker, og de flyttede til Culm i Westpreussen (i dag: Chełmno). Den lille Stirner blev tilbage og voksede op hos sin gudmor og gudfar. Som 20-årig kunne han påbegynde studierne filosofi, teologi og klassisk filologi i Berlin. Her studerede han bl.a. hos Hegel og Schleiermacher. I 1828-29 studerede han i Erlangen (ikke langt fra Bayreuth). Efter en længere pause studerede han igen i årene 1832-34 i Berlin. I 1834-35 færdiggjorde han sit studium med eksamensarbejdet Über Schulgesetze (Om skolelove). Han får herefter beviset, der muliggør det for ham at arbejde som lærer. 1835-36 var han for en tid lærer på en skole i Berlin, men fik aldrig en fastansættelse på en stastslig skole. I 1839 blev han ansat på en pigeskole i Berlin (Lehr- und Erziehungsanstalt für höhere Töchter). Fra 1842 er han i fritiden bl.a. med i en diskussionskreds af oppositionelle liberale og socialister, kaldt „de frie“. Herimens skriver han en masse artikler og bøger, bl.a. Das unwahre Prinzip unserer Erziehung oder der Humanismus und Realismus, som bl.a. er en kritik af Hegels pædagogik. Fra 1843 arbejder Stirner på Den eneste og hans ejendom, der i modsætning til, hvad der angives i værket, udgives i slutningen af oktober 1844. Et måned tidligere forlod han af ukendte grunde pigeskolen i Berlin. Den eneste og hans ejendom forbydes og beslaglægges med det samme af de preussiske myndigheder, men bliver dog frigivet igen den 2. november, da indenrigsministeren i det daværende Preussen mente, at bogen ikke ville have nogen ufordelagtig virkning på læseren. Derimod ville den i højere grad være frastødende og styrke den religiøst-moralske livsholdning. Stirner, der begynder at komme i økonomiske problemer efter at hans kone forlader ham, forsøger forgæves i 1845 at starte en mælkedistributionshandel. I stedet bliver han oversætter og oversætter fx Adam Smiths The Wealth of Nations til tysk i 1847. I 1853-54 er han to gange i gældsfængsel. Han dør i 1856 efter en infektion fra et insektstik. Han begraves i Berlin.

Stirner var gift to gange. Første ægteskab ender brat i 1838, da hans kone og det ufødte barn dør ved fødslen. I 1843 gifter han sig med Marie Dähnhardt, til hvem Den eneste og hans ejendom er tilegnet. Hun var datter af en rig apoteker. De skilles dog igen i 1846, sandsynligvis fordi hun ændrer sig. Hun konverterer senere til katolicisme og flytter til England. Stirner var meget fattig i tiden herefter og frem til sin død.

[redigér] Filosofi

Max Stirner er ikke særligt kendt og indtager kun en perifær rolle i filosofihistorien. Stirners radikale tanker, der ofte var meget tiltrækkende for mange af samtidens og eftertidens større filosoffer, fik netop mange til at fortrænge og ignorere Stirner, netop pga. denne radikalitet. Stirner menes at have haft afgørende betydning for at Karl Marx valgte at udvikle af den historiske materialisme, og Nietzsches filosofi menes også at være stærkt påvirket og inspireret af Stirner.

Nogle vil mene, at han viderefører hegelianismen, for derefter at bryde fuldstændigt med den. Hegels første efterfølgere forsøgte med humanismen at fortsætte oplysningen. Stirner ønskede at drive den oplysning endnu videre og de fleste var klar over, at han havde gjort det, men veg tilbage. Stirner beskriver i Den eneste og hans ejendom begrebet "åndens" historie. Ånden er en idé, der beskriver det "sande og det højeste" - altså livsværdier. Et menneske kan deles op i det fysiske og ånden. Hos Hegel er ånden lig gud (guds ideer afspejles i samfundet). Hos unghegelianerne, der kritiserer Hegels ånd, for at være for abstrakt og idealistisk, bliver mennesket den nye ånd. Men mennesket er dog ikke lig det enkelte individ, men et ideelt menneske - altså menneskeheden. Stirner kritiserer således begge systemer for at være idealistiske og for at bygge på det samme religiøse grundlag, der skulle foreskrive individet, hvordan det skal leve.

Stirner negerer derfor "gud", såvel som "menneskeheden" (Stirner nævner også flere lignende begreber, som individer underlægger sig). For ham findes der ikke kun én ånd. Derimod har og er hvert individ sin egen ånd, hvorfor Hegels projekt både føres videre, samtidig med at der brydes med det. Individet er unikt og er fuldstændigt sig selv. Det er den eneste i sin verden og egoist. Individet er ligeledes intet. Det er et tomt begreb, som individet selv må give mening. Alt det der omgiver individet kan individet gøre til sin "ejendom". Det vil sige, han kan skabe et fortroligt forhold til tingene.

Når visse individer alligevel vælger ikke kun at finde deres egen sag, men også vælger at gøre guds, menneskehedens, statens sag osv. til deres, sker det også med egoistiske motiver påstår Stirner. Altruismen, som normalt er den kendte modsætning til egoismen, eksisterer derfor ikke i Stirners filosofi. Disse individer gør nemlig kun andres sager til deres, fordi det vil gavne deres egne interesser. Stirner er således ikke mere egoist end andre, men personligt har modstridende interesser med mange.

For at konkludere, er Stirner således både individualistisk og eksistentialistisk indstillet. Han bryder sig ikke om love, moral, etik eller autoriteter. I Den eneste og hans ejendom kritiseres alle hans samtids progressive retninger (liberalisme, kommunisme mv.), der efter hans mening alle var påvirket af humanismen.

Hans individualisme betyder ikke, at individet er socialt isoleret, derimod er han fuldstændigt klar over, at individet er et socialt væsen. Samarbejdet mellem individer forestiller han sig i begrebet "foreninger af egoister". Da individerne kun arbejder efter egoistiske interesser, finder individer med fælles interesse herefter sammen for at opfylde målet. Hvis man fx har brug for brød, går man sammen om at lave brød til hinanden.

[redigér] Pædagogik

Pædagogikken er en vigtig del af Stirners filosofi (se også eksterne henvisninger). For at et individ kan blive fuldstændigt autonomt, må det frigøres fra alle indre autoriteter, der egentligt afspejler ydre autoriteter. Her kan man bruge Sigmund Freuds idé om Over-jeget, der opstår under barnets opvækst og som påføres af opdragere, der netop vil påføre individet eller Jeg'et bestemte moralske værdier. Ligeledes ville de tyske idealister og humanister også påføre individet bestemte moralske værdier. Allerede i Das unwahre Prinzip unserer Erziehung fra 1842 gør Stirner opmærksom på Hegels autoritære pædagogik.

[redigér] Litteraturhenvisninger

Stirner, Max: Den eneste og hans ejendom. ISBN 87-986359-2-1

[redigér] Se også

[redigér] Eksterne henvisninger

Nietzsches initiale krise Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i nyt lys
Max Stirner - Forblevet dissident Hvordan Marx og Nietzsche fortrængte deres kollega Max Stirner, og hvorfor han åndeligt set har overlevet dem.