Klodevig 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Senere mønt med portræt af Klodevig 1.

Frankisk: Chlodowech, fransk: Clovis, latin: Chlodovechus, (født: ca. 466, død: 27. november 511 i Paris). Han var frankisk konge og tilhørte merovingernes slægt. Han var søn af Childerik 1., som han efterfulgte som konge for de ”saliske” franker i 481. I en serie af krige udvidede Klodevig sit rige til at omfatte de nordlige og vestlige dele af nutidens Frankrig og han anses af mange for at være Frankrigs grundlægger. Klodevig blev omvendt til katolicismen, hvad der fik stor betydning for etableringen af den kristne tro i Europa.

[redigér] Introduktion

Største delen af den information, som er tilgængelig om Klodevig, stammer fra Gregor af Tours, en biskop, der havde tætte forbindelser til den frankiske statsmagt. Som frankernes krønikeskriver giver han mange informationer, men de er ikke altid helt pålidelige.

Frankerne selv kaldte deres konge Chlodowech, et ord som består af forleddet chlod = "berømt" og efterleddet wig = "kamp" eller "strid". Navnet forekommer også i en latiniseret form som Ludovic, og på fransk er det blevet til Louis (Ludvig på dansk og tysk), som er det almindeligste navn på Frankrigs konger. Chlod forekommer også i mange andre kongelige, franske navne som Clotaire, Lothaire, Clodomir og Clotilde.

Klodevig blev født i 466 som son af Childerik 1. og dronning Basina af Thüringen, der var herskerpar i et rige omkring byerne Tournai og Cambrai nær ved nutidens grænse mellem Belgien og Frankrig, dengang kendt som Toxandria. I 481 overtog han, kun 15 år gammel, et kongedømme, som bl.a. omfattede Reims, Amiens og Boulogne og strakte sig fra den Engelske kanal i nord til floden Schelde. Riget bestod desuden af Cambrésis (området omkring Cambrai) bortset fra området omkring Soissons, som var underlagt Aegidius og derefter dennes søn, Syagrius.

Klodevig fulgte hele sit liv den germanske tradition med at ekspandere sit rige så meget som muligt og fjerne alle konkurrenter til tronen for at sikre sig, at kun hans egne sønner arvede riget. Klodevig skyede heller ingen midler i denne stræben, men lod andre frankiske konger og endda sine egne slægtninge myrde for at rydde vejen for sine sønner.

[redigér] Gallien i 400-tallet

Klodevigs rige 841

I slutningen af det 5. århundrede var den tidligere romerske provins, Gallien, delt mellem forskellige barbariske folk som lå i vedvarende krig mod hinanden. Frankerne havde etableret sig i nordvest og gjorde tjeneste som hjælpetropper langs med Rhinen; burgunderne havde etableret sig i Savojen og omkring Lyon, mens vestgoterne sad på området mellem Loire og Pyrenæerne (Languedoc) ved Middelhavet. Desuden fandtes der nogle regionale magthavere som det faldne, romerske imperium havde efterladt sig i 476, bland andet Syagrius’ rige ved byen Soissons.

Titlen konge (latin: rex) var ikke ny, for også andre barbariske ledere, som havde kæmpet for Rom, bar titlen, og Klodevigs succeser kan i det mindste delvis forklares på baggrund af frankernes relationer til Rom. De frankiske krigeres disciplin i kamp genspejler kontakterne med det romerske militær. Desuden betød Klodevigs omvendelse til katolicismen, at han blev accepteret af den gallo-romerska elite i de egne, som frankerne overtog, og at han fik støtte fra den katolske kirke. Det var noget, som ikke kun viste sig være en uvurderlig hjælp under Klodevigs erobringer, men som også sikrede den merovingiske slægt den kontinuitet, der gjorde, at den blev den første kristne kongeslægt i Europa. Denne kobling mellem Klodevig og den klassiske, romerske kultur har fået nogle historikere til at betragte Klodevig som en del af senantiken snarere end middelalderen.

[redigér] Ekspansion mod vest

I 484 indgik frankerne ved Rhinen en alliance med dem, som boede ved Cambrai, og i 485 giftede sig Klodevig sig med en af deres prinsesser, som fødte ham sønnen Childebert 1. Giftermålet tolkes almindeligvis som en taktisk alliance mellem Klodevig og hans slægtninge mod syd.

Hjulpet af Ragnachar, besejrede Klodevig i 486 Syagrius, den sidste romerske statholder i Gallien, ved Soissons i Picardiet. Med sejren fik Klodevig magt over størstedelen af området nord for Loire inklusive byerne Senlis, Beauvais, Soissons og Paris.

Klodevig sikrede derpå en alliance med østgoterne gennem et giftermål mellem hans søster, Audofleda, og deres konge, Theoderik den store. I 490'erne foretog Klodevig flere raids mod vestgoterne: bl.a. ved Saintonge i 494 og Bordeaux i 498. Hans mål på dette tidspunkt var åbenbart at udvide sit rige ned til Middelhavet, og han indledte offensiver mod germanerne omkring Rhinen. Han slog først styrker fra Thüringen mod øst i 491 og derpå besejrede han med hjælp fra flere underkonger alemannerne i slaget ved Tulpiacum (Tolbiac) 496.

[redigér] Omvendelsen og dåben

Klodevigs dåb. Maleri fra omkring 1500 af Saint Gilles.

I tilknytning til en ikkeangrebsaftale med burgunderne fra 493 giftede Klodevig sig med den Burgundiske prinsesse, Clotilda. Efter sejren mod alemannerne omvendte han sig til hendes katolske tro, hvad der var et betydningsfuldt skridt. Andre germanske konger som vestgoterne og vandalerne bekendte sig enten til en hedensk tro eller til arianisme. Med Klodevigs omvendelse til katolicismen blev båndet styrket mellem de germanske erobrere og deres romerske undersåtter, hvoraf de fleste var katolikker. Flere har dog påpeget, at hans konvertering til kristendommen også skabte en afstand mellem Klodevig og hans lydkonger, hvad der kan have svækket hans militære stilling i de følgende år. Båndet til den katolske kirke indebar også at den merovingiske slægt kunde regne med kirkens uforbeholdne støtte i en meget lang periode. Klodevig lod sig døbe i Reims den 25. december 498 sammen med 3.000 krigere.

I 500 blev Klodevig tilkaldt af Godegisel, konge i Genève, som var i strid med sin bror, Gundobad, konge i Wien, der også var Clotildas farbror, som tidligere havde ladet hendes forældre myrde. Sammen besejrede de to konger Gundobad i et slag ved floden Ouche nær Dijon, og det tvang Gundobad på flugt til Avignon. Klodevig belejrede Avignon og havde held til at aftvinge sin modstander dele af Burgund og en årlig tribut, men det lykkedes ikke at underkue det Burgundiske kongedømme. Da den vestgotiske konge, Alarik 2., kom Gundobad til undsætning, valgte Klodevig at opgive Godegisel. Selv om Klodevig efterlod 5.000 mand hos Godegisel i Wien, lykkedes det Gundobad at indtage byen og dræbe sin bror. Han genvandt kontrollen over Burgund, indgik en alliance med Klodevig, og de to konger kæmpede i 507 sammen i krigen mod vestgoterne.

[redigér] Ekspansion mod syd

Tilsyneladende lykkedes det Klodevig at skaffe støtte fra kelterne i Armorica (dagens Bretagne), og han indgik en alliance med dem i 500. Om foråret 507 gik de frankiske styrker over Loire ved Tours, og de mødte Alariks styrker på et område udenfor Poitiers. Slaget ved Vouillé skal have været et af de værste i historien, og det sluttede ikke, før Alarik 2. var dræbt. Det eneste alternativ for vestgoterne var at trække sig tilbage over Pyrenæerne, og sejren medførte, at Akvitanien blev indlemmet i Klodevigs rige

[redigér] Konsolidering

Klodevigs rige i 511.

Ifølge Gregor af Tours skal den østromerske kejser, Anastasius 1., have givet Klodevig titlen konsul efter sejren ved Vouillé. Da Klodevig ikke findes omtalt som konsul er det tænkeligt, at han fik en symbolsk titel.

Derefter gjorde han Paris til sin hovedstad og grundlagde et kloster i byen, Saints-Apôtres, der var viet til apostlene Peter og Paulus, på Seinens venstre bred. Klostret blev senere omdøbt efter byens skytshelgen, Genoveva (fransk: Geneviève)), men det blev ødelagt i 1802, og i dag er det romanske tårn, Tour Clovis, det eneste, der er tilbage af det. Tårnet står i dag inde i det prestigefyldte Lycée Henri 4. i nærheden af Panthéon.

Gregor beskriver også hvordan Klodevig førte systematiske felttog efter sejren ved Vouillé for at eliminere alle reguli, dvs. frankiske lydkonger: blandt andre Sigibert af Köln og dennes søn, Cholderik; Chararik en anden salisk konge; Ragnachar af Cambrai og dennes brødre, Ricchar og Rigomer af Le Mans.

Umiddelbart før sin død juli 511 sammenkaldte Klodevig 32 biskopper til en synode i Orléans for at styrke båndene mellem kronen og biskopperne gennem en reform. Han døde den 27. november 511 og blev begravet i Saints-Apôtres i Paris i stedet for Tournai som hans far og de ældre merovingiske konger.

[redigér] Riget deles

Riget blev delt
mellem hans sønner.

Efter Klodevigs død deltes riget mellem hans fire sønner: Theoderik 1., Childebert 1., Chlothar 1. og Chlodomer. Det nye politiske kort med kongedømmer i Reims, Orléans, Paris og Soissons, der alle konkurrerede om magten over frankerriget, førte til en lang periode af uenighed, som ikke hørte op før 751, da den karolingiske slægt erstattede den merovingiske på den frankiske trone.

Ifølge fransk historieskrivning var det Klodevig, som grundlagde Frankrig, og han betragtes derfor som den første franske konge. Imidlertid var det tilsyneladende Klodevigs hensigt fra begyndelsen, at riget skulle deles mellem hans sønner, og mange mener derfor, at Hugo Capet bør gives æren som Frankrigs grundlægger.