Johann Wolfgang von Goethe
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
malet af Joseph Karl Stieler i 1828
Johann Wolfgang von Goethe (28. august 1749-22. marts 1832) var en tysk forfatter, videnskabsmand og filosof. Goethe skrev bl.a. Faust og Zur Farbenlehre (Farvelære). Han inspirerede Darwin med sin uafhængige opdagelse af de menneskelige premaxilla-kæbeknogler.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kort biografi over Johann Wolfgang von Goethe
Tysk digter født i Frankfurt am Main. Johann Wolfgang von Goethe er søn af Johann Casper Goethe og Katharine Elisabeth Goethe. Sidstnævnte nærer han et nært, nærmest kammeratligt forhold til grundet den relativt beskedne aldersforskel mellem dem. Moderen er således blot 18 år ældre end Goethe, men 21 år yngre end sin mand. Hendes glade natur og ivrige interesse for kunst, teater, spil og sang står i kontrast til faderen, der er jurist, lærd med mange udlandsrejser bag sig og fortaler for en streng og akademisk opdragelse. Dette modsætningsforhold forældrene imellem er Goethe sig bevidst om; han ser det ligeledes i sig selv, og det kommer blandt andet til udtryk i hans digte.
Goethe tilegner sig igennem sin opvækst kundskaber inden for matematik, geografi, naturkundskab og historie og lærer sig desforuden 7 fremmedsprog.
Faderen ønsker at Goethe skal tage en juristuddannelse og sender ham derfor til Leipzig som 16-årig. Rokokoens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen er fyldt med på det tidspunkt, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.
Inden sin afrejse er han i venners lag kendt som en digter, der skriver kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsætter i Leipzig, hvor han digter lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læser om klassisk litteratur, oversætter litteratur samt tilegner sig færdigheder i tegning og radering.
En afgangseksamen fra sine juriststudier opnår han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten bliver forlovet, medfører stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vender således nedbrudt hjem til Frankfurt i en alder af 19 år.
Faderens bebrejdelser over hans manglende juristeksamen medfører en yderlig svækkelse af hans helbredstilstand, men Goethe overvinder sygdommen og kaster sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra pietistiske kredse bryder han samtidig med rokokoen og fordyber sig i emner som religion, astrologi og alkymi. Heri ligger spiren til det eksistentielle og metafysiske kæmpedrama Faust.
Goethe drager til Strasbourg for hurtigt at få sine studier afsluttet, og det er samtidig her, han møder Johann Gottfried Herder, som giver ham indblik i nye horisonter, såsom Shakespeare og folkedigtning. Årene 1770-71 betragtes således som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han finder gotikken. Han vender hjem til Frankfurt som nyuddannet jurist, men synes stadig ikke at kunne finde interesse for det juridiske.
Digtningen, nu i frirytmiske former, forbliver hans passion og afspejler samtidig den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejder flere skuespil, og derudover ét af sine mest berømte værker Die Leiden des jungen Werthers (1774), som er baseret på hans egen forelskelse i en i forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i romanen er således trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Denne får dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun har været meget begrænset, men som nu udvikles til et verdenssprog. Ungdommen begynder at gå klædt som hovedpersonen, forherliger naturen som i romanen, og enkelte begår endda selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Romanen bliver derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og bliver midlertidigt forbudt i flere lande.
Goethes vennekreds kommer efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som får stor betydning for ham igennem resten af livet. Da han senere rejser til Schweiz, bliver han ligeledes ven med hertug Carl August af Sachsen-Weimar, der er stærkt optaget af naturvidenskaberne, en interesse som får betydning for Goethes eget arbejde.
Han tiltræder en ministerstilling og overtager ledelsen af Weimar-teatret, som han dog fratræder igen i 1817 på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden bliver Weimar under hans ledelse en ledende kulturby, og teatret bliver landets førende. Goethes statslige stilling undergraver imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren, og måske i særdeleshed af Frau Charlotte von Stein, som han står i nært forhold til, afdæmpes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstatter det kraftgeniale og særprægede.
I 1786 forlader han det snæversynede Weimar og rejser til Italien. Dette skift i scenario medfører en art menneskelig befrielse og stilistisk set en stærkere betoning af det plastiske og det objektive. Hans 2 år lange ophold i Italien sammenfattes via breve hjem og artikler i Italienische Reise (1816-17).
Inspireret af den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejder han senere, under diskussion med dramatikeren og digteren Friedrich von Schiller, hvilken han siden hen indleder et nært samarbejde med, ideen om "planternes metamorfose" - et forsøg på at finde frem til urplanten ud fra møjsommelige betragtninger og ej abstrakte overvejelser. Urplanten skal tjene som bevisførelse på, at enhver planteart har en fælles urform. Samtidig påviser han, at mennesket har et mellemkæbeben, hvilket bestyrker hans tanke om, at hvad der findes hos dyrene, også må findes hos mennesket. Derudaf konkluderer han, at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.
Italiensopholdet afføder desforuden en undren over malernes farvevalg - den æstetiske vurdering, som han ikke finder forklaret ud fra Newtons teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkaster således denne teori og udarbejder sit værk Zur Farbenlehre (1810), der fremfører farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger disse en mystisk symbolik.
I 1806 ægter han Christiane Vulpius med hvem, han får flere børn, men hvoraf kun sønnen August overlever den spæde alder.
Goethe er kun i ringe grad i pagt med det 19. århundredes tendenser, idet han afviser såvel de nationale som de liberale strømninger, samt romantikken som sådan. Hans alderdomsdigtning og stil får et særpræg, der udelukker enhver indordning i en større sammenhæng. Hele hans udvikling fra de rebelske Sturm und Drang- år til den harmoniske klassicisme og visdom i hans modne år kan aflæses i hovedværket Faust. Fra 1823 bliver Johann Eckermann Goethes privatsekretær, og denne opmuntrer Goethe til at færdiggøre fortsættelsen til Faust: Faust II.
Eckermann fører ligeledes mange personlige samtaler med Goethe, hvilke nedskrives og publiceres i Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens (1835); en bog med personlige, filosofiske og poetiske elementer.
1832 udkommer Faust II, som i eftertiden er blevet betragtet som hans mest berømte værk. Faust er såvel en nyfortolkning af den velkendte legende om den middelalderlige magikerlærling Johann Faust som en allegori over menneskets liv i alle dets facetter. Værkets betoning af individets frihed og styrke til at undersøge aspekter af menneskelige og guddommelige elementer, indskriver det som det første store værk inden for den moderne individualisme.
[redigér] Vigtige værker
- Lyrik
- Römische Elegien (1795)
- West-östlicher Divan (1819)
- Prosa
- Die Leiden des jungen Werthers (1774)
- Die Wahlverwandtschaften (1809)
- Teori
- Über Kunst und Altertum (1816-32)
- Zur Farbenlehre (1810)
- Drama
- Clavigo (1775)
- Faust - Der Tragödie Erster Teil (1808)
- Faust - Der Tragödie Zweiter Teil (1832)
- Selvbiografier
- Dichtung und Wahrheit (1811-33)
- Italienische Reise (1816-17)
- Gespräche mit Goethe in den letzten Jahres seines Lebens (1835)
[redigér] Se også
[redigér] Ekstern henvisning
- Digte, biografi og portrætter i Kalliope
- Goethe's works: text, concordances and frequency lists
