Henrik Ibsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henrik Ibsen (20. marts 1828 - 23. maj 1906) var en norsk dramatiker. Han regnes som en af de vigtigste forfattere i anden halvdel af det 19. årh. og en af de vigtigste dramatikere i den europæiske teaterhistorie.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Barndom og opvækst
Henrik Ibsen blev født 20 marts 1828 i Skien, som den ældste i en søskendeflok på fem. Han forældre var købmand Knud Ibsen og Marichen Ibsen (f. Altenburg). Frem til sit syvende år levede han i en lykkelig, velstående og kunstinteresseret familie. Men i 1835 gik faren konkurs med sin forretning, hvilket kom til at præge opvæksten. Familens hus og mange af deres ejendele blev auktioneret bort. Familiens velstand blev vendt til fattigdom og de flyttede til en mindre gård Venstøp udenfor Skien.
[redigér] Apotekerlærling
15 år gammel forlod Henrik Ibsen familien og drog til Grimstad for at gå i apotekerlære. Han var en flittig apotekerlærling og aflagde i 1847 prøve som apotekermedhjælper. Ved siden af apoteksarbejdet fandt han også tid til at skrive og efterhånden begyndte han også at læse til examen artium (studentereksamen). Inspireret af latinpensumet og muligvis også af Shakespeares Julius Cæsar, skrev han i 1849 tragedien Catilina. Financieret af sine to gode venner studenterne Christopher Due og Ole Schulerud blev Catilina udgivet i Kristiania 1850 under pseudonymet Brynjolf Bjarme, men stykket solgte næsten ikke, og restoplaget blev solgt som indpakningspapir.
I 1850 flyttede Ibsen til Kristiania for at aflægge eksamen artium, sandsynligvis fordi han tænkte på at studere medicin ved universitetet i hovedstaden. Det blev der imidlertid aldrig noget af. Derimod startede han sammen med litteraturkritikeren Paul Botten-Hansen og forfatteren Aasmund Vinje et satirisk-litterært ugeblad inspireret af det danske satiriske tidsskrift Corsaren. Ibsen var bladets tegner og teateranmelder, samtidig skrev han også litteratur- og teateranmeldelser i andre aviser. Og Ibsen fortsatte med at skrive dramatik. Sit andet skuespil, eventyrkomedien Kæmpehøien, blev indleveret anonymt til Christiania Theater, hvor det blev antaget. 26. september 1850 blev for første gang et skuespil af Henrik Ibsen opført på et teater. Kort tid efter mødte han den verdensberømte norske violinist Ole Bull, som engagerede ham som ”dramatisk forfatter” ved Det Norske Theater i Bergen, som Bull havde været medstifter af i 1850.
[redigér] Læreår ved teateret
Det Norske Theater var et erklæret nationalt projekt, med ambitioner om at grundlægge en norsk scenekunst, som skulle erstatte den stærke danske dominans gennem blant andet de mange danske teatertrupper som turnerede de større norske kystbyer. Det Norske Theater blev etableret i Komediehuset i Bergen, som var bygget i 1800 af Det dramatiske selskab; men som fra 1830erne hovedsagelig blev benyttet af omrejsende danske trupper. Ibsen blev engageret som husdramatiker, og i løbet af de seks år i Bergen skrev han og fik opført fem skuespil ved teateret. Efter et studieophold i København og Dresden i 1852, financieret af teatrets direktion, blev hans engagement ved teateret udvidet til også at omfatte iscenesættelse. Henrik Ibsen blev dermed en af de første sceneinstruktører i norsk teater. Gennem arbejdet som sceneinstruktør tilegnede han sig grundlæggende praktisk dramaturgiske kundskaber, som han kunne nyttiggøre i skrivningen af sine skuespil. Ibsens grundlæggende erfaringer fra praktisk teater ser man blant andet i hans mange og detaljerede sceneanvisninger. I Bergen mødte han Suzannah Daae Thoresen, som han giftede sig med 1858 og fik sønnen Sigurd med.
I 1857 blev Ibsen tilbudt stillingen som kunstnerisk direktør ved Kristiania Norske Theater, som var blevet etableret 1852 som en nationalt orienteret konkurrent til det dansk drevne Christiania Teater i den norske hovedstad. Dette førte til nogle turbulente og vanskelige år for Ibsen. I 1863 gik Kristiania Norske Theater fallit og blev slået sammen med Christiania Theater, hvilket indebar at Christiania Theater blev ”fornorsket”. Ibsen blev engageret ved Christiania Theater som litterær konsulent, og 1864 iscenesatte han sit eget stykke Kongsemnerne ved dette teater, hvilket blev hans sidste opgave nogensinde med praktisk teater.
[redigér] Idealisten Ibsen
Sommeren 1864 forlod Ibsen sammen med sin lille familie Norge og bosatte sig i Rom. Dermed startede en periode på 27 års udlændighed. I løbet af disse år boede Ibsen i Rom (1864-1868), Dresden (1868-1875), München (1875-1878), Rom (1878-1885) og München (1885-1891). Under det første Rom-ophold skrev han de store idédramaer Brand og Peer Gynt. Brand blev hans første succes på det nordiske bogmarked. Herefter blev hans skuespil udgivet i København - og ikke i Kristiania - med Frederik Hegel ved Gyldendalske Boghandels Forlag som forlægger. Brand og Peer Gynt indebar Ibsens brud med den nationalromantiske tradition, som dominerede kunst- og kulturlivet i Norge og som hans mytologiske og historiske skuespil fra 1850erne og begyndelsen af 1860ern fortsat hørte hjemme i. I stedet begynte han at gøre sig bemærket med satire og kritik af de snævre nationalistiske tendenser i sit hjemland.
I 1873 udkom Kejser og Galilæer, som Ibsen senere selv karakteriserede som sit hovedværk. Dette er en tiakters mastodont af et skuespil med handling fra romerriget på 300tallet. I 1877 indledte han rækken af sine berømte og banebrydende samtidsdramaer med Samfundets støtter. Med disse dramaer stillede han sig i spidsen for ”det moderne gjennombrud” i europæisk åndsliv. I sine samtidsdramaer behandlede han centrale og kontroversielle temaer i det moderne samfund, kvinders stilling i ægteskab og samfund, moralsk hykleri og magtmisbrug blandt ledende mænd i næringsliv, politik, kirke og medier, forholdet mellem sandhed og moral, frihed og pligt, minoritet og majoritet, miljøhensyn versus økonomiske interesser, incest, dødshjælp, m.m.
[redigér] Samtidsdramatikeren Ibsen
Med de realistiske samtidsdramaer Samfundets støtter (1877), Et dukkehjem (1879), Gengangere (1881) og En folkefiende (1882) opfyldte Ibsen den indflydelsesrige danske kritiker Georg Brandes' krav om at sætte samtidens problemer under debat. Et dukkehjem indebar et internationalt gennembrud for Ibsen. Dette skuespil kom til at få enorm betydning for kvindesagskampen overalt i verden og er sandsynligvis verdens mest spillede drama i moderne tid.
Før Ibsen vendte tilbage til Norge i 1891 skrev han Vildanden (1884), Rosmersholm (1886), Fruen fra havet (1888) og Hedda Gabler (1890). Disse dramaer med markante kvinder i hovedrollerne manifesterede en gradvis overgang fra det socialkritiske problemdrama til det psykologiske og symbolske drama. Ibsen var af kritikerne og almenheden blevet opfattet som en repræsentant for den socialkritiske realisme eller naturalismen, og hans gradvise overgang til en dybdepsykologisk symbolisme blev gennemgående ikke forstået i hans samtid. Hans samtidsdramaer var vigtige for udviklingen af en psykologisk-realistisk (eller naturalistisk) skuespillerkunst; først senere i løbet af det 20. århundrede begyndte man i teatret og i litteraturkritikken at beskæftige sig med de symbolske aspekter af Ibsens samtidsdramatik.
I 1891 flyttede Ibsen tilbage til Kristiania, hvor han blev boende indtil sin død i 1906. Hans fire sidste dramaer, Bygmester Solness (1892), Lille Eyolf (1894), John Gabriel Borkman (1896) og Når vi døde vågner (1899), karakteriseres ofte som dramatiske selvportrætter i selvransagelsens og selvbekendelsens tegn. Hovedpersonene i disse stykker er aldrende mænd, som Ibsen selv, med kreative yrker. De skuer tilbage og tar opgør med sit levede liv, som gerne ender tragisk. Disse sene dramaer er præget af symbolik.
I 1900 fik Ibsen sitt første slagtilfælde. Hans "dramatiske epilog" Når vi døde vågner blev det sidste skuespil han skrev. Han døde i 1906 efter flere år med dårligt helbred.
Ibsen skrev i alt 26 skuespil og omkring 300 digte. Hans skuespil har bevaret en stærk aktualitet og sættes stadig op på utallige scener overalt i verden. Næst efter Shakespeare er Ibsen sandsynligvis verdens mest spillede dramatiker.
[redigér] Henrik Ibsens skuespil og digte
- Catilina (drama) 1850
- Kjæmpehøjen (drama) 1850
- Sancthansnatten (drama) 1852
- Gildet paa Solhaug (drama) 1855
- Fru Inger til Østeraad (drama) 1857
- Olaf Liljekrans (drama) 1857
- Hærmændene paa Helgeland (drama) 1858
- Kjærlighedens Komedie (drama) 1862
- Kongs-Emnerne (drama) 1864
- Brand (drama) 1866
- Peer Gynt (drama) 1867
- De unges forbund (drama) 1869
- Digte (lyrikk) 1871
- Kejser og Galilæer (drama) 1873
- Samfundets støtter (drama) 1877
- Et dukkehjem (drama) 1879
- Gengangere (drama) 1881
- En Folkefiende (drama) 1882
- Vildanden (drama) 1884
- Rosmersholm (drama) 1886
- Fruen fra havet (drama) 1888
- Hedda Gabler (drama) 1890
- Bygmester Solness (drama) 1892
- Lille Eyolf (drama) 1894
- John Gabriel Borkman (drama) 1896
- Når vi døde vågner (drama) 1899
[redigér] Udvalgt litteratur om Ibsen og hans dramatik
- Figueiredo, Ivo de (2006), Henrik Ibsen: mennesket, Oslo Aschehoug, ISBN 978-82-03-22892-6
- Rønning, Helge (2006), Den umulige friheten: Henrik Ibsen og moderniteten, Oslo Gyldendal, ISBN 978-82-05-35481-4
- Wiingård, Jytte (2004), Henrik Ibsen: en essaysamling, København Multivers, ISBN 87-7917-103-6
- Aarseth, Asbjørn (1999), Ibsens samtidsskuespill: en studie i glasskapets dramaturgi, Oslo Universitetsforlaget, ISBN 82-00-12965-9
- Templeton, Joan (1997), Ibsen’s Women, Cambridge University Press, ISBN 0-521-59039-6
- Johnston, Brian (1992), The Ibsen Cycle: The Design of the Plays from Pillars of Society to When We Dead Awaken, Pennsylvania State University Press, ISBN 0-271-00809-1
- Haakonsen, Daniel (1981), Henrik Ibsen: mennesket og kunstneren, Oslo Aschehoug, ISBN 82-03-18701-3
