Gnosticisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række forskellige religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid, først i Middelhavsområdet, hvorfra de siden bredte sig ind i Centralasien.

Betegnelsen kommer af gnosis (gr. γνώσις gnṓsis), det græske ord for "erkendelse", der i denne sammenhæng referer til gnosticismens fokus på erhvervelsen af en mystisk erkendelse eller indsigt som det centrale mål i tilværelsen. Gnosticismen indebærer også typisk en dualistisk filosofi og forestillinger om en mytologisk kamp mellem lys og mørke, sjæl og legeme, idet legemet sættes i forbindelse med den ringeagtede materielle verden, der oftest anses for underlagt en malevolent guddom – en såkaldt demiurg – medens sjælen tænkes at have sit ophav i en højere åndelig verden, hvor Gud regerer sammen med de såkaldte æoner – oplyste guddommelige væsener.

Gnosticismen har sit ophav i førkristen tid, men fandt stor udbredelse i de første århundreder efter vor tidsregning, og mange har påpeget betydelige ligheder mellem gnosticismen og den allertidligste kristendom; særligt de johannæiske skrifter udviser mange såkaldt gnosticerende træk i ordvalg og tematik. Dertil kommer, at vi senest i det 2. århundrede e.Kr. har positive vidnesbyrd om gnostiske kristendomsformer, der stod i opposition til de strømninger, der med tiden skulle blive til den traditionelle kristendom. Man kan argumentere for, at f.eks. Thomasevangeliet og Markion er tidlige udtryk for en sådan kristen-gnostisk strømning, og i det såkaldte Nag Hammadi-bibliotek fra ca. år 400 finder vi et tydeligt udtryk for en gnostisk kristendom — eller kristen gnosticisme, om man vil. Dette upåagtet gives der endnu i det 2. århundredes gnosticisme adskillige præ-kristne træk.