Globalisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Globalisering er betegnelsen for en stadig stigende kulturel og økonomisk udveksling mellem de forskellige verdensdele. Globaliseringen har to drivkræfter. Den første er teknologisk: ny teknologi gør, at transport og kommunikation bliver stadig billigere, hvilket gør handel og anden udveksling såsom turisme stadig mere økonomisk attraktiv. Den anden er politisk, hvor regionale ledere indgår forpligtende aftaler om at fjerne tekniske handelshindringer. De mest kendte eksempler er GATT-aftalen og senere WTO-organisationen.

Økonomisk skaber globaliseringen betragtelig velstand gennem øget handel. Der er dog enkelte økonomer, der mener, at den globale frihandel i enkelte tilfælde med fordel midlertidigt kan begrænses med handelshindringer med det formål at opbygge en lokal industri.

Socialt kan globaliseringen give problemer, når en industri flyttes til et andet land. At det ud fra en overordnet økonomisk betragtning skaber både velstand og arbejdspladser i begge lande, er sjældent en trøst for den person, der netop har mistet sit arbejde. Desuden er der en udbredt frygt for, at globaliseringen vil føre til "social dumping", hvor arbejdspladserne flyttes til de steder der har de ringeste forhold for arbejdskraften eller de mest lempelige miljøregler.

Kulturelt betyder globaliseringen på én gang en berigelse og en homogenisering. Berigelsen består i, at man lokalt får et langt rigere udvalg af kulturelle tilbud, for eksempel i form af spisesteder fra overalt i verden end tidligere. Homogeniseringen består i, at det er de samme tilbud, man finder overalt i verden. En tendens er, at det især er den amerikanske kultur, der i forvejen er en blandingskultur, der vinder frem på bekostning af lokale kulturelle traditioner.

Politisk er globaliseringen blevet et dominerende emne overalt i verden i det ny årtusinde. Hvor liberalisme og i mindre grad kommunisme begge stod som ideologiske bannerførere for (hver sin udgave af) globaliseringen under den kolde krig, og liberalismen var ideologisk drivkraft for globaliseringen efter den kolde krig, er modreaktionen trådt i karakter i to former:

en stigende betydning af nationale og religiøse symboler i det politiske liv, isolationisme og modstand mod indvandring.
en bevægelse for en alternativ, social globalisering "nedefra", dvs. via græsrodsbevægelser og det civile samfund i såvel rige som fattige lande.

Geopolitisk betyder globaliseringen en forrykkelse af magtbalancen i retning af de udviklingslande, der har en infrastruktur, der gør dem i stand til at drage fordel af globaliseringen (det vil især sige Sydøstasien) på bekostning af de gamle stormagter (USA og EU) og de udviklingslande, der har en mangelfuld infrastruktur (hvilket især omfatter det sydlige Afrika). Det skyldes, at selv om fri handel skaber vækst hos begge parter, så skabes den største vækst hos den partner, som har de generelt laveste priser. De lande, hvis infrastruktur ikke fungerer, vil ikke reelt deltage i frihandelen og ikke opleve den deraf følgende vækst.