Frederik 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Fakta om Frederik 7.

Født	6. oktober 1808
Fødested
Død	15. november 1863
Begravet	Roskilde Domkirke
Regeret	1848-1863
Valgsprog	Folkets kærlighed min styrke
Far	Christian 8.
Mor	Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
Ægtefælle	Vilhelmine Marie Mariane af Mecklenburg-Strelitz Louise Rasmussen
Børn	ingen

Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863), dansk konge af den oldenborgske slægt siden 1848 indtil sin død.

Valgsprog: Folkets kærlighed min styrke.

Frederik, søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin fødes den 6. oktober 1808. Han er konge af Danmark fra 1848-1863. Forældrene bliver skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun bliver forvist til Horsens og får aldrig mere lov til at se sin søn. Som 20-årig gifter han sig med sin kusine, Frederik 6.'s yngste datter, Vilhelmine Marie af Mecklenburg-Strelitz. Ved brylluppet uropføres Elverhøj. Med tiden bliver ægteskabet præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst bliver det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviser ham til Fredericia og forlanger skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia møder han den kvinde, der får størst betydning for ham, danserinden og senere modehandlerske Louise Rasmussen. Først den 8. december 1839, da faderen bliver konge under navnet Christian VIII, og Frederik bliver kronprins, ophæves eksilet og han overtager faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn.

Da Christian 8. dør den 20. januar 1848, er det med bange anelser at offentligheden tager imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han har været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel bliver en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgiver enevælden og giver Danmark en fri forfatning med Junigrundloven.

Frederik 7. Rytterstatue (H.W. Bissen, 1865). Foran Christiansborg (foto 1999).

Bølgerne fra den franske februarrevolution når Danmark, og den 18. marts 1848 kræver hertugdømmerne at Slesvig optages i Det tyske Forbund og at hertugdømmerne forenes under en fri forfatning. Disse krav fører til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts i Casino, hvor især den blændende taler Orla Lehmann kræver kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drager en stor demonstration, anført af borgerrepræsentationen, næste dag til slotspladsen. Regeringen er klogeligt trådt tilbage kort forinden, og kongen møder demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom de beder mig. Det gamle ministerium er opløst".

To dage senere udnævnes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærer overfor det nye ministerium, at han nu betragter enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”

Omkring 1830 opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. Kongeåen og Elben. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette resulterede i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen.

Krigen slutter med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne må opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærer holstenerne den ugyldig. Preussen støtter tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønsker at indlemme Slesvig i kongeriget. Kongen dør imidlertid, inden han når at underskrive den nye forfatning.

Allerede under krigen er der blevet valgt en grundlovgivende forsamling som får til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov. Den 5. juni 1849 underskriver Frederik 7. grundloven, selv om han er betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. får Danmark et demokrati.

I 1850 gifter Frederik 7. sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra Fredericia i 1830'erne, Louise Rasmussen, som vies til venstre hånd. Det betød, at deres evt. børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som finder sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævnes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjælper dog ikke på befolkningens forargelse. Med tiden driver hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det er især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltager i denne chikane. I 1854 køber de Jægerspris Slot af staten og tager ophold der. Efter kongens død lever grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 opretter hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter dør hun og begraves i haven til Jægerspris Slot.

Frederik 7. er den sidste konge af den oldenborgske linje. Han dør den 15. november 1863 på Lyksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsættes i Roskilde Domkirke. Han efterfølges på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det er egentlig hans hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. har arveret til tronen efter Kongeloven, men nu nyder hendes mand godt af denne arveret.