Treårskrigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Treårskrigen fra 1848-1850 var en dansk-tysk krig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848. Over for hinanden stod den slesvig-holstenske bevægelse med krav om Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og De nationalliberales ejderpolitik, som sigtede imod en adskillelse af hertugdømmerne, så Holsten og Lauenburg som tyske skulle løsgøres fra kongeriget, mens Slesvig som dansk skulle integreres fuldt ud i Danmark.

Indkaldte soldater i 1848

Den 23. marts 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og dannede deres egen regering i Kiel, og den danske hær besatte efter den danske sejr i slaget ved Bov Slesvig ned til Ejderen.

Preussen og det Tyske forbund besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angreb 32.000 mand med 74 kanoner i slaget ved Slesvig de danske stillinger påskedag den 23. april 1848. Trods tapper modstand lykkedes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til Als. Fra Als foretog Hedemann og F. A. Schleppegrell et sejrrigt angreb på Dybbøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Nybøl den 5. juni vakte selvfølgelig begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville Rusland heller ikke tillade Preussen at gå over Kongeåen og hermed ind i selve kongeriget. Kampene ebbede ud, og den 26. august sluttedes våbenhvile i Malmø.

Det følgende år blev våbenstilstanden opsagt fra dansk side, og krigen blev genoptaget. Den danske hær bestod nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kunne mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt besluttede man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besatte området til Århus. General Olaf Rye trak sin brigade ud på Mols og forskansede sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forblev på Als.

Sårede soldater i 1848

I Fredericia var en styrke på 7000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding fik tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskibede sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Mezas styrke blev i stilhed trukket til Fyn fra Als. Slaget ved Fredericia fandt sted den 6. juli 1849 og resulterede i en stor dansk sejr, men general Rye faldt. Nu blandede Rusland sig og truede med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel fik ordre til at rømme Jylland.

De slesvig-holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under Slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget slutter 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.