Frederik 3.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Frederik 3.

Dansk konge af den oldenborgske slægt 1648 - 1670. Valgsprog: Dominus providebit (Herren er mig forsyn).

Frederik 3. fødes på Haderslevhus i 1609 som næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine. Konge af Danmark-Norge fra 1648-1670. Da Christian 4.'s ældste søn, den udvalgte prins Christian, dør i 1647, bliver Frederik som næstældste søn valgt til tronfølger. Ved kroningen i 1648 må han underskrive den hidtil strengeste håndfæstning, som øger Rigsrådets magt betydeligt. I de første år efter tronbestigelsen fører Frederik 3. en tilbagetrukken tilværelse og overlader ledelsen af Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene. I 1643 gifter den 35-årige Frederik sig med den 15-årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De når i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.

Da magtkampen mellem på den ene side rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og på den anden side Rigsrådet bryder ud i lys lue, stiller kongen sig på Rigsrådets side og bidrager dermed til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen har muligvis også haft personlige grunde, da han ikke bryder sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt bliver senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christina - Christian 4.'s yndlingsdatter - sidder i fængsel i Blåtårn i 22 år som medskyldig.

På det udenrigspolitiske område genoptager Frederik sin faders kamp om herredømmet i Østersøområdet. I 1657 går Danmark i krig mod Sverige, mens Karl X Gustav har travlt i Polen og Brandenburg. Danmark har ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på det tidspunkt. Den svenske konge forlader Polen og marcherer med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Svenskerne indtager den nyanlagte fæstning Frederiksodde(Fredericia) og tager bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Indtil videre forhindrer den danske flåde den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkes det svenskerne at gå over isen til Fyn, og få dage senere fortsætter de over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Danskernes forsvar bryder sammen, og Frederik 3. må kapitulere til arvefjenden. Ved Freden i Roskilde i februar 1658 bliver Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, samt Bohus len og Trondhjem len i Norge afstået til Sverige. Det værste er næsten, at Corfitz Ulfeldt, der er flygtet til Sverige, sidder med som svensk repræsentant ved forhandlingerne. Kort efter bryder Karl Gustav freden og rykker frem mod København, som belejres. Frederik 3. deltager aktivt ind i forsvaret. Hans forsikring om, at han vil "dø i sin rede", da han bliver opfordret til at forlade hovedstaden, gør ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltager aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl dør i begyndelsen af 1660, bliver der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 stadfæstes, og de skånske områder forbliver svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm har allerede i 1658 befriet sig selv og overdraget øen til Frederik 3. som arv og ejendom.

På det efterfølgende stændermøde i 1660 udnytter Frederik uenigheden mellem adelen på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret håndfæstningen, og indføre enevælden. Den 18. oktober samme år aflægger stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran Københavns Slot. Peder Schumacher - senere adlet som Griffenfeld - udarbejder Kongeloven, verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskriver Kongeloven i 1665.

Frederik 3., der er en belæst mand, der interesserer sig for teologi og datidens videnskaber, grundlægger omkring 1648 Det Kongelige Bibliotek baseret på sin egen bogsamling samt på en række adelige biblioteker, som han har opkøbt. Frederik 3. dør af lungebetændelse i februar 1670 og bliver gravsat i Roskilde Domkirke.