Danmarks Riges Grundlov
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Danmark |
 Denne artikel er en del af: |
|
|
|
|
Andre lande • Politik |
Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet i sin oprindelige form 5. juni 1849 af Frederik 7. Denne dato markerede dermed Danmarks overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki.
D.G. Monrad, der var blevet minister i martsministeriet 1848, skrev det første udkast, baseret på en samling af samtidens forfatninger, og udformede en skitse på 80 paragraffer, der i sin opbygning og grundidé ligner den nuværende danske grundlov. Regeringsudkastet blev siden sprogligt revideret af bl.a. minister Orla Lehmann.
Hovedprincippet: »Regeringsformen er indskrænket-monarkisk« (§ 2) kopierede Monrad efter den norske grundlov af 1814. Men han fandt også inspiration i den belgiske forfatning fra 1830, og til afsnittet om frihedsrettighederne kiggede han også på den amerikanske forfatning fra 1787 med dens tillæg om menneskerettighederne (Bill of Rights).
Grundloven er baseret på ideén om magtens tredeling i den udøvende magt, den lovgivende magt og den dømmende magt. Idéen om at dele magten op blev først født af den engelske filosof John Locke. Locke delte magten op i en lovgivende magt samt to former for udøvende magt. Hans lære omtales korrekt som magtfordelingslære, fordi John Locke i mindre grad var præget af en ideologisk tilgang til magten, men snarere en idé om en arbejdsfordeling. Idéen om magtens adskillelse blev først fremsat af den franske filosof Montesquieu i en berømt bog fra 1748; "De l'esprit de lois". Heri gjorde Montesquieu rede for idéen ved at dele magten op, idet man derved opnåede den indbyrdes kontrolfunktion mellem magtens dele, der er så afgørende for en retsstat. Montesquieu modificerede John Lockes idé og delte magten op i de nu traditionelle tre dele. Det er - som ellers ofte omtalt - i denne forbindelse terminologisk forkert at omtale pressen som "den fjerde statsmagt", fordi pressen ikke indtager en forfatningsmæssig magtposition, som man kan karakterisere som en beslutningskompetence. Pressens magt er en indflydelseskompetence.
Regeringens udkast blev forelagt den grundlovgivende rigsforsamling, som var valgt 5. oktober 1848 ved et valg med almindelig valgret for "uberygtede mænd over 30 år". De valgte medlemmer suppleres med 38 medlemmer, som var udpeget af kongen. De ialt 152 medlemmer interesserede sig mest for det rent politiske element: valgloven og sammensætningen af Rigsdagens to kamre, Folketing og Landsting, og den blev vedtaget i det stærke nationale sammenhold omkring Treårskrigen.
Siden er grundloven blevet revideret i 1866, 1915 og 1953.
- I 1866 bidrog nederlaget i 1864 til en stramning af valgreglerne til Landstinget, hvilket førte til en lammelse af lovgivningsarbejdet og dermed til provisoriske love.
- I 1915 blev stramningen fra 1866 ændret, og kvinderne fik valgret. Samtidig indførtes et krav om at 45% af de stemmeberettigede stemte for nye ændringer af grundloven. Det gjorde bl.a. at Stauning ikke fik gennemført en grundlovsændring i 1939, selv om 966.000 stemte for, og 86.000 imod. Der manglede blot 11.762 ja-stemmer for at få gennemført ændringen[1].
- I 1953 nedlagdes Landstinget. Samtidig ændredes tronfølgeloven, så der indførtes kvindelig arvefølge til tronen. Dog har drengebørn fortrinsret til tronen. Endelig nedsattes kravet om 45% tilslutning til 40%.
Det er ganske få lovændringer over en så lang periode. Det skyldes, at grundloven ikke indeholder særlig detaljerede regler for de enkelte områder, men i udstrakt grad henviser til, at disse "ordnes ved lov". Et vigtigt eksempel herpå er bestemmelsen om afholdelse af valg til Folketinget. Grundlovens uændrede udseende over en lang periode skyldes imidlertid også, at det er ganske svært at ændre den, hvilket fremgår af dens §88.
Det er iøvrigt værd at bemærke, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved lov af 29.april 1992 er fastslået som gældende i Danmark. Herefter supplerer konventionen grundlovens paragraffer om menneskerettigheder (§ 71-80), men konventionen erstatter ikke § 71-80.
En anden bemærkelseværdig ting i forhold til den politiske praksis i Danmark er, at grundloven slet ikke nævner politiske partier. Ved skrivningen af den oprindelige lov havde man idealistiske forestillinger om, at hvert medlem skulle optræde som en helt uafhængig person. I praksis viste det sig dog snart, at fælles interesser førte til mere og mere formaliseret samarbejde og dermed partidannelse. Der er derfor efterhånden udviklet en lang række uskrevne regler for partiernes rolle i det politiske system.
Ved læsning af Grundloven er det vigtigt at "kongen" læses som "regeringen", jvf. monarkens symbolske status.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Vigtigste paragraffer
I sagens natur er alle Grundlovens paragraffer vigtige, men enkelte har særlig relevans eller er blevet debatteret kraftigere:
[redigér] Paragraf 3
- § 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
Paragraffen er fundamental for den moderne, vesteuropæiske statsretstænkning, som fandt sin første store fortaler i den franske filosof Montesquieu i dennes lære om magtadskillelse, som primært finder sit udtryk i filosoffens store værk Om lovenes ånd (De l'esprit des lois) fra 1748.
Det er interessant, at man i Danmark ikke har valgt at adskille den lovgivende og den udøvende magt skarpt. En sådan hård adskillelse ser man bl.a. i USA.
[redigér] Paragraf 4
- § 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemlig Folkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Folkekirkens tætte tilknytning til og styring fra staten gør, at nogle betragter den som en form for statskirke.
Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reel religionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikke religionslighed. Se også Paragraf 68.
[redigér] Paragraf 20
- § 20. Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med Danmarks EF- og EU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang"). Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptiker(ved adokaterne Chrisitan Harlang og Ole Krarup) af netop denne grund. Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer) men faslog at der er grænser for suværanitets afgivelse. Danmarks EU-medlemskab er dog ikke i strid med grundloven.
[redigér] Paragraf 68
- § 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
En gruppe katolikker har anlagt sag an mod den danske stat for overtrædelse af denne paragraf. Påstanden er, at katolikker og andre trossamfund samt ateister (indirekte) bidrager til den danske folkekirke, fordi staten dækker 40% af lønningerne til folkekirkens præster. Desuden bidrager staten gennem SU og gratis uddannelse til uddannelsen af disse præster. Sagen endte med frifindelse af staten i 2006.
[redigér] Paragraf 72
- § 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
Denne paragraf skulle sikre borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig. Ikke desto mindre findes der over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer. F.eks. har myndighederne ret til uden dommerkendelse at kontrollere, om borgerne har sorteret deres affald korrekt.
[redigér] Paragraf 77
- § 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Her bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene. Se mere herom i artiklen om ytringsfrihed.
[redigér] Kilder/Henvisninger
- ↑ Søren Mørch: 24 statsministre. ISBN 87-02-00361-9.
- Se hele grundloven på Wikisource.
- Grundlovens historie (undervisningsmateriale)
- Grundlovens historie (Folketinget)
- Danmarks Riges Grundlov af 1953
| Denne artikel var dagens artikel den 16. januar 2005 og den 5. juni 2005. |
 |
Minibusruten Danmark Rutebilstationen | Danmarks Riges Grundlov | Konstitutionelt monarki  |
