Franz Liszt
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Franz Liszt (22. oktober 1811 - 31. juli 1886) var en ungarsk komponist, pianist og dirigent. Liszt var også særdeles velbevandret i litteratur og filosofi og tog de fire af de syv grader, der skulle til for at blive katolsk præst.
Liszt var sin tids berømteste klavervirtuos og reformerede klaverteknikken, så der ikke er kommet mange fornyelser til siden; men først i nutiden er han ved at opnå fuld anerkendelse som komponist. Dette hænger sammen med den krig, der var mellem de to romantiske skoler: Liszts nytyske skole med Wagner, Bruckner, Smetana og Richard Strauss og flere andre og på den anden side den klassisk romantiske skole med Clara og Robert Schumann, søskendeparret Fanny og Felix Mendelssohn og Brahms.
Det lykkedes i høj grad Brahms' fortaler, musikkritikeren Eduard Hanslick, at overbevise det brede publikum om, at Liszt var dårlig smag, og at programmusik skulle være mindreværdig. De antiromantiske strømninger efter positivismen og naturalismen har også været medvirkende til at styrke disse fordomme. I de senere årtier, dvs. fra 1970 er der imidlertid skrevet digre værker om Liszt af f.eks. Alan Walker, og Leslie Howard har indspillet hele Liszts klaverproduktion på cd.
Med sine symfoniske digte spiller Liszt en betydelig rolle for orkestermusikkens udvikling. Desuden udvidede han, inspireret af Chopin og den belgiske musikteoretiker Fetis' ideer om omnitonalitet, de harmoniske og skalamæssige muligheder hen imod musikalsk flertydighed. På disse punkter er han derfor en vigtig forudsætning for f.eks. Richard Wagner, Anton Bruckner, Gustav Mahler og Richard Strauss.
Og i sin klavermusik har han klange, der rækker ud over det traditionelle dur–mol-mønster og rækker frem mod f.eks. Claude Debussy, Arnold Schönberg og Béla Bartók. På visse områder foregriber han også jazzens akkorder og skalaer, som man kender dem fra bebop og frem.
