Elektromagnetisk stråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Elektromagnetisk stråling kan beskrives som en kombination af oscillerende elektriske og magnetiske felter som udbreder sig gennem rummet med lysets hastighed og som formidler energi fra et sted til et andet. Lys er en form af elektromagnetisk stråling. Det teoretiske studium af elektromagnetisk stråling kaldes elektrodynamik og er et underemne af elektromagnetisme.

Enhver elektrisk ladning som accelereres, udsender elektromagnetisk stråling. Når enhver ikke-ohmsk-afsluttet elektrisk ledning (eller andet ledende objekt som f.eks. en radioantenne) leder vekselstrømsenergi, udstråles elektromagnetisk stråling med samme fase og frekvens som vekselstrømmens.

Afhængigt af omstændighederne, kan elektromagnetisk stråling opføre sig som bølger eller som partikler. Som en bølge karakteriseres elektromagnetisk stråling ved en hastighed, amplitude og frekvens (evt. bølgelængde). Når elektromagnetisk stråling betragtes som partikler, også kendt som fotoner, har hver foton en energi, som er relateret til bølgens frekvens og den er givet ved Plancks relation:

E = hν, hvor

E er fotonens energi.
h er Plancks konstant: 6,626 × 10^-34 J*s.
ν er bølgens frekvens.

Senere opdaterede Albert Einstein denne formel til E_foton = hν.

Generelt klassificeres elektromagnetisk stråling ved sin frekvens (bølgelængde) i: radio, mikrobølger, infrarødt lys, synligt lys, ultraviolet lys, røntgen- og gammastråler. Den detaljerede klassifikation er i artiklen: det elektromagnetiske spektrum.