Den Russiske Revolution 1917
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Russiske revolution i 1917 er en betegnelse for de begivenheder, som ledte til afviklingen af det zaristiske styre i Rusland, og senere til afsættelsen af den provisoriske regering. Disse begivenheder dannede grundlaget for Sovjetunionens oprettelse.
Revolutionen bestod af to selvstendige revolutioner:
- Februarrevolutionen, der endte med, at zar Nikolaj 2. af Rusland måtte abdicere;
- Oktoberrevolutionen, som endte med afsættelsen af den siddende regering, og førte til Sovjetunionens oprettelse.
Den russiske revolution var en af de mest skelsættende begivenheder i det 20. århundrede. Revolutionen betød ikke kun oprettelsen af Sovjetunionen, og de deraf afledte begivenheder, men blev også startskuddet til en rækker kommunistiske revolutioner og revolutionsforsøg verden over.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Paradoksalt nok var det den omfattende industrialisering, og den afledte vækst i antallet af arbejdere, og en forbedring af deres forhold, der dannede grundlag for revolutionen. Den russiske regering havde i årtierne op til arbejderrevolutionen iværksat en omfattende industrialiseringskampagne. Alene mellem 1900 og 1913 øgedes industriproduktionen pr. indbygger med næsten 50%. En arbejderrevolution i Rusland ville næppe have været mulig uden en sådan forudgående vækst i industrien og i antallet af arbejdere.
Baggrunden for den russiske industrialisering var da heller ikke, at ønske om at forbedre forholdene for arbejderne, men overvejende en konsekvens af det militære og teknologiske pres fra Vesten. Behovet for at opretholde et stærkt forsvar på et primitivt økonomisk grundlag havde givet statsmagten en særlig styrke i Rusland, som den bevarede helt op til Sovjetunionens sammenbrud. For at kunne gennemføre stadige militære moderniseringer, måtte den pålægge befolkningen overdrevne byrder, og dette virkede bremsende for den naturlige økonomiske udvikling i landet og hindrede opkomsten af et handels- og industriborgerskab i vestlig forstand. Den russiske samfundsstruktur mindede på mange måde om den som andre europæiske lande havde forladt ved udgangen af middelalderen. Ruslands økonomi var baseret på landbrug, men man benyttede middelalderlige dyrkningsmetoder, som man i vesten for længst var gået bort fra. Samtidig betød det kolde russiske klima, at vækstsæsonen kun varede 4-6 måneder (mod 8-9 i vestlige lande). Disse faktorer gjorde, at Rusland havde svært ved at brødføde sin befolkning.
Den russiske zar frygtede, at en industrialisering ville virke opløsende på det traditionsbundne bondesamfund og undergrave autokratiets - selvherskerdømmets - stilling. Men dette måtte samtidig afvejes mod ønsket om, at Rusland gennem en industriel udvikling skulle kunne indtage den internationale stilling, som tilkom det i kraft af dets størrelse. Nederlaget i Krimkrigen (1854-1855) åbenbarede Ruslands svaghed for alverden og førte umiddelbart til, at livegenskabet blev ophævet i 1861. Regeringen iværksatte en voldsom industrialisering, og i løbet af få årtier kunne Rusland opnå status som verdens femte største industrimagt. Men disse forhold måtte også påvirke arbejderklassens sammensætning og karakter. En af revolutionens hovedpersoner, Trotskij, skrev: ”De fleste arbejdere var bønder som var «revet direkte væk fra ploven og smidt ind i fabrikkens heksekeddel”. Kun i de gamle industriområder udgjorde andengenerationsarbejderne en gruppe af betydning. Proletariatet voksede ikke gradvis frem gennem århundrederne som i England, men i et hurtigt spring som indebar brud med alle gamle bånd og en indtræden i en fuldstændig ny og fremmed tilværelse. Arbejdernes rodløshed var den bedste grobund for de radikale stemninger. Industriarbejdernes antal var i 1917 ca. 3,5 millioner. Det var ubetydeligt sammenlignet med bønderne, som endnu udgjorde 80% af befolkningen. Men deres betydning var større, når det tages i betragtning, at de var samlet i få men store industricentre og i politiske hovedstæder som Moskva og Petrograd. Mellem 1890 og 1910 steg indbyggertallet i Petrograd fra 1.033.600 til 1.905.600, og lignende stigninger sås i Moskva. Koncentrationen af industrien i disse ”øer” i agrarsamfundet og koncentrationen af mange arbejdere under ét tag, var en konsekvens af ”underudviklingens privilegium”. Det havde givet industriejerne det fortrin, at de var ubundet af etablerede former og kunne importere de sidste nyskabelser indenfor organisation og teknologi. Men samtidig gjorde det den russiske arbejderklasse modtagelig for socialismen i dens mest revolutionære form. Et forvarsel om dette havde regeringen fået ved revolutionen i 1905, som førte til en begrænset demokratisering af landet. Begivenhederne blev udløst den 22. januar 1905 da op mod 200.000 mennesker deltog i en demonstration ved zar Nikolaj 2.s palads i Petrograd. Zarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og mellem 1000 og 4000 mennesker blev dræbt. Det medførte omfattende strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde, og i efteråret 1905 gik arbejderne i generalstrejke. Oprøret blev slået ned, men zaren måtte modvilligt gå med til en begrænset demokratisering af landet, og i 1906 blev det det russiske parlament, Dumaen, oprettet. En hensynsløs forfølgelse af al arbejderuro i årene som fulgte, nåede sit højdepunkt ved massakren på strejkende guldminearbejdere ved floden Lena i Sibirien i 1912. Den udløste en ny strejkebevægelse og iøjnefaldende fremskridt for bolsjevikkerne. Under dumavalgene (til parlamentet) samme år vandt bolsjevikkerne i 6 af 9 arbejderkvarterer, og i 1914 kontrollerede de de fleste fagforeninger i Petrograd og Moskva. I juli blev der erklæret generalstrejke i hovedstaden. Der blev bygget barrikader, og det kom til blodige sammenstød med politiet. Først da Rusland gik med i verdenskrigen, var opstanden i Petrograd blevet slået endelig ned.
[redigér] Første Verdenskrigs rolle
I regeringen havde man drøftet spørgsmålet, om krigen ville kunne hindre, eller fremme, revolutionen i Rusland. Zaren fik modstridende råd, og det viste sig også, at krigen virkede begge veje. Også arbejderne blev i begyndelsen grebet af kærlighed til fædrelandet. Mange udskiftede livet på barrikaderne med ”et liv for zaren”. Men krigen blev langvarig, og de første sejre blev afløst af en lang række nederlag. Den økonomiske forværring som krigen selv skabte gav næring til ny uro. Omlægningen til produktion for krigsformål førte til, at produktionen til det indenlandske marked begyndte at synke kraftigt, for krigsindustrien opsugede alle finansielle ressourcer, metaller, kul og arbejdskraft. Fødevaremangelen i byerne - som i 1916 begyndte at nærme sig et kritisk punkt - hang sammen med denne omlægning af produktionen. Naturligvis havde det uheldige konsekvenser for landbrugsproduktionen, at mobiliseringen efterlod millioner af bondehusholdninger uden mænd og heste, men det var lige så skæbnesvangert, at markedet var i færd med at bryde sammen. Da regeringen begyndte at styre al industriproduktion efter krigens behov, fik den stadig mindre at tilbyde bønderne af kapital- og forbrugsvarer, og pengene blev mindre og mindre værd. Bønderne fandt det formålsløst at sende korn på markedet, når de alligevel ikke fik noget til gengæld. I Petrograd nåede fødevarepriserne svimlende højder. Arbejderhustruer måtte stå flere timer i kø hver dag for at få fat i levnedsmidler, og det kom til spontane opstande. I fabrikkerne måtte arbejderne stå i kulde og fugtighed pga. manglen på kul, og arbejdstempoet var skruet op med obligatorisk overtid for at fuldføre ordrerne til militæret. Sådan var forholdene i hovedstaden den tredje krigsvinter, og en politirapport slog fast, at ”massen af industriarbejdere er rede til at bryde ud i de vildeste hungeroprør”.
[redigér] Februarrevolutionen
Se Februarrevolutionen for hovedartiklen
I begyndelsen af februar kom det til omfattende demonstrationer i Petrograd, der på det tidspunkt stadig var Ruslands hovedstad. Demonstranterne protesterede over den desperate fødevaremangel, og den generelle russiske tilbageståenhed i forhold til europæiske lande. Demonstrationer tog kraftigt til efter fejringen af den internationale kvindedag den 23. februar 1917 (efter den julianske kalender) og fortsatte med at vokse i intensitet og størrelse de næste dage. Til at begynde med var demonstrationerne rimelig spontane og uplanlagte, men i takt med, de voksede, begyndte både liberale og venstreorienterede at koordinere tingende. Demonstrationerne udviklede sig voldeligt, og det kom til kampe mellem demonstranter på den ene side og politi og militær på den anden. Den 26. februar blev 150 demonstranter dræbt, da hæren fik ordre til at åbne ild mod demonstranterne. Men næste dag sluttede soldaterne i Petrograd sig til oprøret; de ville ikke skyde på andre russere, og var trætte af den strenge disciplin i hæren. Demonstranterne og soldaterne indtog i fællesskab Vinterpaladset, og tvang derved zar Nikolaj II til at abdicere. Ledelsen af Rusland blev hurtigt overdraget til Dumaen, hvorved man undgik et kontraangreb fra de styrker, som ikke deltog i revolutionen, og med lethed kunne have genindtaget Petrograd.
[redigér] Oktoberrevolutionen
Se Oktoberrevolutionen for hovedartiklen
Oktoberrevolutionen blev ledet af Vladimir Lenin, der, efter den Russiske Borgerkrig (1918-1921), blev den første leder af Sovjetunionen.
Den 25. oktober (efter den julianske kalender, 7. november efter den gregorianske kalender) gjorde Lenins styrker (Den Røde Garde) oprør mod den provisoriske regering i Petrograd. Oprøret i Petrograd forløb for størstedelens vedkommende uden blodsudgydelser. Den Røde Garde overtog kontrollen med regeringsfaciliteterne. Om natten mellem den 7. og den 8. november (25-26 oktober, JK) angreb de og overtog Vinterpaladset. Den 8. november blev den officielle dato for revolutionen efter overgangen til den gregorianske kalender i 1918. Oktoberrevolutionen adskilte sig fra februarrevolutionen ved, at den ikke voksede ud af en masseopstand, og ved at den var planlagt - skønt den altså ikke gik efter planen. Oprettelsen af Folkekommissærernes Råd indebar ikke mere, end at bolsjevikkerne nu havde magten i Petrograd, men i begyndelsen af november fik de efter hårde kampe også kontrollen over Moskva.
I 1918 sluttede det nye styre fred med Tyskland og trak sig ud af Første Verdenskrig. Dette blev dråben, der fik bærret til at flyde over for styrets modstandere – både ind- og udenlands. Omfattende væbnet opstand mod det bolsjevikiske styre begyndte, og Den Russiske Borgerkrig var en realitet. Den skulle vare de næste 3 år, og først derefter var den bolsjevikiske magtovertagelse endeligt sikret. Sovjetunionen blev oprettet i 1922
[redigér] Se også
[redigér] Kilde
Dele af denne artikel stammer fra leksikon.org – Leksikon for det 21. århundrede
