Genforeningen 1920
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Baggrund for genforeningen i 1920. Efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig og Holsten til Preussen og Østrig. I 1866 udbrød der krig mellem Østrig og Preussen. Preussen vandt krigen, og Østrig måtte afstå sin del af byttet fra 1864. I fredsaftalen af 1866 mellem Østrig og Preussen fik Napoleon 3. af Frankrig i § 5 indsat en bestemmelse om, at beboerne i Slesvig ved lejlighed kunne få lov til at stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Preussen. Denne paragraf 5 blev ensidigt ophævet af Preussen i 1877. Derefter var der intet håb om en ændring af det statslige tilhørsforhold ved en folkeafstemning før i 1918.
I 1918 fremlagde USA's præsident Woodrow Wilson en 14-punkts fredsplan for Europa. Bl.a. stod der, at nationale mindretal skulle have selvbestemmelsesret m.h.t. hvilken stat, de ville tilhøre.
I oktober 1918 var Tysklands militære nederlag i 1. verdenskrig en realitet. Den sidste tyske regering før revolutionen forsøgte at klare grænseproblemet ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Regeringen havde fra den dansksindede rigsdagsmand i den tyske rigsdag i Berlin, H. P. Hanssen Nørremølle, fået informationer om, at en ny tysk regering måske ville være villig til en større afståelse.
Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes folkeafstemninger i Slesvig, én i Nordslesvig og én i Mellemslesvig. De tyske myndigheder skulle rømme området ind til syd for linjen Slesvig-Husum, og en international kommission bestående af medlemmer fra Frankrig, England, Norge og Sverige overtog administrationen af landsdelen. Franske tropper besatte området. Den internationale kommission planlagde og gennemførte valgene i de to zoner.
[redigér] Folkeafstemning
Afstemningen i Nordslesvig, i den såkaldte 1. zone, blev afholdt den 10. februar 1920. Der blev afgivet 75 procent danske stemmer mod 25 procent tyske. Man stemte en bloc, d.v.s. flertallet skulle være afgørende for det statslige tilhørsforhold for et udelt Nordslesvig. I 2. zone, i Mellemslesvig, hvor Flensborg lå, foregik afstemningen den 14. marts 1920. Der var her 20 procent danske stemmer og 80 procent tyske. Bestemmelsen var i denne zone, at hvis en grænsekommune i Mellemslesvig skulle få dansk flertal, kunne kommunen komme til Danmark. Men bortset fra tre små landsbyer på øen Før havde ingen kommuner i denne afstemningszone dansk flertal.
I Danmark var der stor glæde over foreningen med Nordslesvig. Men Flensborg-bevægelsen, der især bestod af konservative, nationale kredse var utilfredse med, at Flensborg ikke kom til Danmark på trods af, at kun en fjerdedel af byens indbyggere havde stemt dansk. Det var med til at udløse Påskekrisen i 1920. I maj 1920 overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig, som nu officielt kom til at hedde De Sønderjydske Landsdele, der senere blev til Sønderjylland i uofficielle sammenhænge.
I juni kom der dansk forvaltning, og kronen afløste markmønten. Den 15. juni (genforeningsdagen) blev landsdelen officielt forenet med Danmark.
Den 10. juli rider Christian 10. over den gamle grænse ved Taps på landevejen mellem Kolding og Christiansfeld. Flere dages genforeningsfest kan begynde.
