San Marino

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


(Flag)	(Nationalvåben)

Nationalt motto: Libertas

Nationalmelodi: Inno Nazionale

Hovedstad San Marino
43°56′ N 12°27′ E

Største by Serravalle

Officielle sprog

Italiensk

Regeringsform

Regentkaptajner

Republik
Claudio Muccioli
Antonello Bacciocchi

Uafhængighed

3. september 301

Areal
• Total
• Vand (%) 61,2 km² (nr. 193)
Ubetydeligt

Indbyggertal
• 2005 anslået
• [[]] folketælling
• Tæthed 28.880 (nr. 188)

471,9/km² (nr. 13)

BNP
• Total
• Pr. indbygger 2001 anslået
ukendt (nr. )
34.600 USD (nr. 4)

Valuta Euro (EUR)

Tidszone
• Sommer (DST) CET (UTC+1)
CEST (UTC+2)

Internetdomæne

.sm

Telefonkode +378

Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Republikken San Marino (på italiensk: la Repubblica di San Marino) er et af verdens mindste lande. Det er helt omsluttet af Italien og ligger mellem regionerne Emilia-Romagna og Marche, tæt ved den adriatiske kyst og ved Rimini. Oven på fjeldklippen Monte Titano ligger fæstningsværket La Guaita. San Marino er en af de ældste republikker i verden. Den første forfatning stammer fra året 1263.

Republikken ligger vest for Rimini og nyder godt af ca 3 millioner turister pr. år, som køber momsfrit (valutaen er Euro) ind i de mange butikker (momsen på forbrugsvarer i Italien udgør pt. 20%). San Marino er kendt for dets Formel 1 løb, Grand Prix di San Marino, der siden 1980 er blevet afviklet den første søndag i maj på Imola-banen i nærheden af Milano. På den måde har Italien to Grand Prix løb på samme måde som Frankrig, hvis andet Grand Prix løb afvikles i Monte Carlo.

San Marinos areal udgør 61 km2. Der bor knap 30.000 indbyggere i landet, hvoraf en del opfatter sig som italienere og ikke santamarinere. Med denne størrelse er det ikke overraskende at landet er erklæret neutralt med observatørstatus i "De alliancefrie landes bevægelse". For en sikkerheds skyld har San Marino siden 1862 haft en venskabsaftale med Italien. Det er medlem af OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), Europarådet og FN.

Landet styres af det såkaldte Storråd, der er landets lovgivende forsamling. Det består af 60 medlemmer, som vælges for fem år ved direkte valg. Storrådet vælger en regering på 10 medlemmer. Denne fungerer som landets øverste myndighed. Hvervet som hhv. statsoverhoved og regeringsleder varetages af to "kaptajner", der sidder seks måneder ad gangen fra hhv. 1. april og 1. oktober. Denne styreform minder lidt om konsul-styret i det gamle Rom. Det er lige før, at hele befolkningen kan nå at blive statsoverhoved eller medlem af parlamentet mindst én gang i deres tilværelse. Alle væsentlige beslutninger skal træffes i enighed mellem de to kaptajner. Man kan først genvælges til kaptajn efter 3 år. Når en valgperiode er overstået, kan enhver borger i de følgende tre dage få foretræde for en særlig ret og indbringe klager over den afgående kaptajns embedsførelse.

[redigér] Historie

Titano-bjerget, som San Marino ligger på, har været beboet siden forhistorisk tid. Legenden fortæller, at San Marino blev grundlagt den 3. september år 301 af en kristen stenhugger Marinus, som oprindelig kom fra øen Rab i Dalmatien, Kroatien. Sammen med sin ven Leo flygtede de til Rimini fra kejser Diocletians kristenforfølgelser. Marinus fik problemer med en amorøs kvinde, som hævdede at være hans hustru og afslørede ham som kristen, så han måtte flygte til Titano bjerget. Ved ankomsten blev hans æsel ædt af en bjørn, men det lykkedes Marinus at overbevise bjørnen om, at den måtte overtage æslets arbejde. En anden historie beretter, at Marinus fik foræret Titano bjerget af dets ejermand/kvinde, da han helbredte hendes søn for en sygdom. Her grundlagde Marinus et lille kristent samfund og byggede et kloster. Vennen Leo etablerede esin egen menighed i nærheden. Både Marinus og Leo blev helgenkåret efter deres død.

Samfundet blev ledet af af familieoverhovederne, der udgjorde et et råd, Arengo. Fra 1243 udpegede rådet en såkaldt "kaptajn". I 1463 indgik San Marino en alliance med herrren i Rimini - Sigismondo Pandolfo Malatesta. Alliancen holdt ikke, og striden afsluttes med, at pave Pio II forærer San Marino byerne Fiorentino, Montegiardino og Serravalle. Og senere samme år sluttede byen Faetano sig til. I 1631 blev nationen anerkendt af pavestaten, hvilket selvfølgelig er vigtigt, da næsten hele befolkningen er romersk-katolsk. San Marino har kun to gange i sin lange historie været besat af fremmede styrker: I 1502 af Cesare Borgia og i 1739 af kardinal Alberoni. I 1866 blev republikken San Marino formelt etableret.

I 1797 blev San Marino omringet af Napoleons soldater under ledelse af general Berthier. Han krævede udlevering af en biskop, som var en af Napoleons fjender, og truede med at indtage byen, San Marino trak klogeligt tiden ud og meldte, at man ville imødekomme kravet, men "desværre" stak biskoppen af i mellemtiden. Den regerende kaptajn forsikrede Napoleon om byens venskab, hvilket ikke alene resulterede i, at man undgik straf, men man fik oven i købet tilbudt gaver i form af korn og kanoner samt territoriale udvidelser. San Marino afslog det fristende tilbud, hvilket sikkert sparede den for repressalier efter Napoleons nederlag.

Da Benito Mussolini kom til magten i Italien, overtog San Marinos fascister også kontrollen og bevarede den, indtil Mussolini blev afsat. Inden da blev San Marino tvunget ind i anden verdenskrig på aksemagternes side. Englænderne gennemførte et enkelt bombeangreb, som kostede 60 mennesker livet. Under krigen søgte ca. 100.000 personer tilflugt i den lille republik, som ellers bare husede 15.000 indbyggere.