Salvador Allende

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Salvador Allende

Salvador Isabelino Allende Gossens (°26. juni 1908 – †11. september 1973) var en chilensk politiker, minister og præsident. Allende blev efter tre mislykkede forsøg (1952, 1958, 1964) valgt til præsident i 1970 for den socialistiske venstrefløjs regering Unidad Popular. Efter længere tids utilfredshed over kaotiske forhold, en katastrofal økonomisk politik og hyperinflation, blev Allende afsat ved et militærkup i 1973. General Augusto Pinochet tog magten, hvorefter Allende angiveligt (dog er det usikkert om han blev myrdet af det Chilienske militær) valgte at begå selvmord. Allende efterlod sig en kone og tre døtre.

Indholdsfortegnelse

1 Personen
2 Politisk karriere
3 Politik
4 Præsidentembede
5 Historisk eftermæle
- 5.1 Antisemitisme, racisme og nazisme
6 Eksterne kilder/henvisninger

[redigér] Personen

Allende blev født i havnebyen Valparaíso som søn af Salvador Allende Castro og Laura Gossens Uribe. Han gik i grundskole på Liceo Eduardo de la Barra og tog en lægeuddannelse fra Chiles Universitet i 1933. Allende var gift med Hortensia Bussi, og sammen havde de tre døtre. Derudover er den kendte forfatter Isabel Allende niece til Salvador Allede.

[redigér] Politisk karriere

Efter endt uddannelse valgte Allende at forfølge en politisk karriere. I 1933 var han medstifter af Chiles Socialistiske Parti og blev dets første leder. I 1934 og frem til 1937 fungerede han som sundhedsminister i en chilensk regering ledet af Pedro Aguirre Cerda. I 1937 vendte Allende tilbage til parlamentet. I 1945, 1953 og 1969 vandt han plads som senator og fra 1966 var han præsident for senatet. Han prøvede forgæves at vinde præsidentvalget i årene 1952 (5,4%), 1958 (28,5%) og 1964 (38,6%), inden det lykkedes for ham at få et snævert flertal, ved valget i 1970, med en valgkoalition kaldet "Unidad Popular" (Enhedspartiet) bestående af socialistiske og kommunistiske partier.

[redigér] Politik

Salvador Allende var en glødende marxist. Hans mål var med demokratiet som udgangspunkt at indføre et marxistisk, kommunistisk styre i Chile. "Vores mål er total, videnskabelig, marxistisk socialisme" sagde han efter magtovertagelsen i 1970. Og han anså regimer som Sovjet, DDR og Cuba som sine forbilleder.

[redigér] Præsidentembede

Straks efter sin magtovertagelse indledte Allende en massiv omstillingsproces, som han benævnte som La vía chilena al socialismo (Den chilenske vej til socialisme). Dette indebar bl.a. storstilede nationaliseringsprojekter, landekspropriation, uddeling af jord, og reform af uddannelsessystemet. Økonomisk blev politikken forsøgt finansieret ved opkrævning af nye skatter, stop for betaling på udlandsgælden samt brug af millioner af dollars i opsparede midler i valutareserver.

Udenrigspolitisk var hans regering præget af et tiltagende dårligt forhold til USA og en tilnærmelse til Sovjet og Østtyskland, samt genoptagelse af de diplomatiske forbindelser med Fidel Castros Cuba. I 1971 indledte Fidel Castro et månedlangt besøg i Chile, hvor han blandede sig aktivt i chilensk politik og holdt massedemonstrationer.

Efter en vis succes i 1971 begyndte det økonomiske fundament i 1972 at skride under Allendes politik. Valutareserverne var opbrugt, produktionen i de nationaliserede selskaber faldt, udenrigshandlen mindskedes, delvis som følge af faldende råvarepriser, fødevareproduktionen faldt, fødevarepriserne steg, inflationen tog til og utilfredse arbejdere begyndte en lang række strejker, der i nogle tilfælde fik en næsten lammende effekt på Chile. Allende svarede igen med en stadigt mere vidtgående bekæmpelse af den private ejendomsret samt kommandoøkonomiske og antikapitalistiske tiltag. Der blev sat loft over varepriserne, men eftersom der efterhånden var kommet en tilstand med hyperinflation, og priserne nu ikke kunne følge med, medførte det blot, at produktionen yderligere styrtdykkede, og der opstod kroniske mangelsituationer. Da kongressen, der var blevet stadigt mere utilfreds med Allendes politik og håndtering af landes økonomi, med et lovforslag prøvede at skride ind mod Allendes nationaliseringspolitik, svarede Allende med et veto mod lovforslaget. Fra da af nedlagde Allende konsekvent veto mod alt, hvad kongressen fremlagde og valgte at forbigå de demokratiske institutioner og i stedet regere landet ved dekreter. Allende satte militæret ind mod de strejkende arbejdere, og en form for ro blev genindført for en kort tid. Men efter et mudret valg til parlamentet i starten af 1973, blev landet igen kastet ud i kaos. Men nu turde Allende ikke længere indsætte hæren eller politiet af frygt for deres manglende loyalitet. Den 29. juni 1973 forsøgte Roberto Souper, kaptajn for en kampvognsbataljon, forgæves et militærkup. I august 1973 beskyldte højesteret regeringen for ikke at kunne eller ville håndhæve landets love, og den 22. august anklagede et flertal af parlamentet Allende for grundlovsstridige handlinger og opfordrede militæret til at træde ind for at genindføre den grundlovssikrede orden. Den 11. september 1973 tog militæret, ledet af general Augusto Pinochet, magten. Før militæret fik indtaget præsidentpaladset, udsendte Salvador Allende en berømt afskedstale og begik derefter selvmord - sandsynligvis med en maskinpistol, han havde fået i gave af Fidel Castro. Den amerikanske involvering i militærets magtovertagelse er omdiskuteret. CIA blev informeret om kuppet to dage forinden, men spillede højst sandsynligt ingen direkte rolle.

[redigér] Historisk eftermæle

Tredive år efter sin død er Salvador Allende stadig en kontroversiel og omdiskuteret person. På den politiske venstrefløj anses han af mange som en helt og martyr, der døde for socialismen. Og man anser USA og specielt Henry Kissinger og CIA som ansvarlige for hans død. Andre ser Allende med mindre sympatiske øjne og kritiserer ham for hans politik med masse-nationalisering, hans flirt med militante venstrerevolutionære grupper og den katastrofale økonomiske politik. Han er også blevet kritiseret for sin autokratiske ledelsesstil, tilsidesættelse af demokratiske institutioner og fjendtlige indstilling over for kritiske medier.

[redigér] Antisemitisme, racisme og nazisme

Under research til en bog om nazisme i Sydamerika stødte forskeren Victor Farias på en analyse af Salvador Allende med titlen: "Mental hygiejne og forbrydelse" ("Mental Hygiene and Delinquency"), hvori Salvador Allende agiterede for, at homoseksualitet er en forbrydelse, der kan kureres med kirurgiske operationer, forskellige racistiske ideologier om racers tilbøjeligheder til kriminalitet, og at jøder er genetisk programmerede til at begå underslæb, tyveri og tage ågerrenter. Sigøjnere, landstrygere og arabere betegnes af Salvador Allende som dovne, løsagtige og med hang til tyveri. Homoseksualitet forestillede Allende sig kureret ved at bore små huller i maven, hvorigennem stykker af testikler kunne indføres.

Som sundhedsminister (1938-41) fremførte Salvador Allende, efter ekspertbistand fra to tyske nazister E. Brücher og Hans Betzhold en lov, der skulle tvangssterilisere psykisk syge og alkoholikere, som dog faldt efter modstand fra lægestanden, som modsatte sig med begrundelse at det var ren nazisme.

Victor Farias mener videre at have fundet bevis for, at Salvador Allende i 1939 havde modtaget bestikkelse fra den tyske udenrigsminister Ribbentrop, som var godt tilfreds, da det hjalp til at udbrede nazistiske ideer i Chile.

Isabella Allende anklager Victor Farias for uhæderligt arbejde og at tage ting ud af sammenhæng, og at informationerne i øvrigt er uden historisk relevans.