Intelligens

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ordet intelligens kommer af intellekt. Der er ikke enighed om hvad det betyder. Typiske betydninger omfatter evnen til at lære eller evnen til at løse nye opgaver uden forhåndsviden om fremgangsmåden. Intelligens er knyttet til processer i storhjernebarken. Muligvis har den noget at gøre med kapaciteten af hjernens arbejdslager, f.eks. hvor mange neurale processer der kan foregå samtidig ved løsningen af en opgave. I de senere år er det blevet almindeligt at bruge ordet om den totale sum af alle mentale egenskaber og færdigheder; derved bliver begrebet udvandet så meget, at det ikke længere har meget med intellektet at gøre.

Indholdsfortegnelse 1 Typer af intelligens 1.1 Generel intelligens 1.2 Gardners teori 1.3 Andre teorier 2 Arvelighed: Er intelligens arvelig? 3 Flynn-effekten: Den stigende intelligens 4 Se også 5 Kilder/henvisninger 5.1 Danske 5.2 Engelske

[redigér] Typer af intelligens

[redigér] Generel intelligens

Begrebet generel intelligens blev opfundet af Charles Edward Spearman i 1904. Han opfandt den såkaldte faktoranalyse, og med dette matematiske værktøj var han i stand til at afgøre hvor stor en del af variationen i mentale evner der kunne tilskrives een fælles underliggende faktor. Den kaldte han den generelle faktor, eller g-faktoren, og den svarer stort set til hvad man almindeligvis forstår ved intelligens. G-faktoren er ikke knyttet til noget bestemt sted i storhjernen, i modsætning til de enkelte del-evner. Disse grupperer sig især i tre: 1) En intelligens for sprog og symbolbehandling, som hos højrehåndede især er lokaliseret i venstre hjernehalvdel. 2) En intelligens for simpel regning og talbehandling samt for logiske ræsonnementer. Den er mere centralt fordelt i hjernen, dog oftest med overvægt i venstre hjernehalvdel. 3) En intelligens for rumlige, geometriske og mekaniske forestillinger samt for abstrakte relationer og avanceret matematik. Hos højrehåndede er den som regel lokaliseret i højre hjernehalvdel. Disse tre intelligenser viser alle nær sammenhæng med g-faktoren. F.eks. er korrelationen mellem den sproglige og den rumlige intelligens så høj (0,8 - 0,9) at de to åbenbart for en stor del afspejler en og samme egenskab - Spearman´s g-faktor. Men samtidig er der altså tale om forskellige evner lokaliseret i hver sin del af hjernen. Ved hjerneskader kan den ene ødelægges uden at den anden tager skade. I forsøg på at måle g-faktoren anvender man psykometriske intelligenstests. Det er en kombination af tests der måler den sproglige, den logiske og den rumlige intelligens. Da kvinder i gennemsnit scorer højest på sproglige tests, og mænd på rumlige tests, er det vigtigt at der er den rette balance mellem forskellige typer af tests for at testen ikke skal favorisere det ene køn frem for det andet. Det samlede resultat udtrykkes ved intelligenskvotienten, forkortet IK eller på engelsk: IQ. IK er et tilnærmet mål for g-faktoren, men er ikke identisk med g-faktoren. IK er per definition ens for de to køn, hvorimod g-faktoren godt kan tænkes at være lidt forskellig. Der synes også at være forskelle i g-faktoren mellem forskellige racer. Generelt er der dog langt større forskel inden for hver gruppe af mennesker, end mellem grupperne.

Forestillingen om den generelle intelligens er upopulær i pædagogkredse i Danmark. Dens svaghed er også at den kan give anledning til et vist fatalistisk syn som ikke er praktisk i det pædagogiske arbejde. En anden "svaghed" er at intelligensbegrebet, der er et videnskabeligt psykologisk begreb, stemmer dårligt overens med den herskende pædagogiske filosofi. Intelligens minder alt for meget om, at der er forskel imellem mennesker. Selv om teorien om g-faktoren er dømt forældet mange gange, kommer der stadig nye bekræftelser på at g faktisk eksisterer. Den seriøse kritik handler da også mere om hvorvidt det er mere praktisk anvendeligt at bruge andre intelligensbegreber.

[redigér] Gardners teori

En nyere, meget omtalt, teori af Howard Gardner taler om at der er syv intelligenser.

1. Den logisk-matematiske intelligens
2. Den Sproglige intelligens
3. Den rumlige intelligens
4. Den musiske intelligens som svarer til de kunstneriske evner.
5. Den interpersonelle intelligens der handler om at forstå andres følelser og motiver og at begå sig socialt.
6. Den intrapersonelle intelligens, dvs. evnen til at forså sine egne følelser og motiver.
7. Den kropslige intelligens eller kropskinæstetiske intelligens, som svarer til de motoriske evner.

Senere har Gardner også accepteret eksitensen af en ottende intelligens, nemlig

1. Den naturalistiske intelligens, dvs. evnen til at klassificere objekter i omverdenen.

Gardner kritiseres for at jo flere evner han samler under "intelligens", jo mere udvandes intelligens-begrebet. Det virker f.eks. ikke rimeligt at medregne de motoriske evner. Når man samler så mange forskellige evner, så bliver der meget lidt til fælles for dem alle. Laver man en faktor-analyse på alle Gardners 8 intelligenser, så bliver g-faktoren, den generelle intelligens, en meget lille brøkdel af forklaringen på den samlede variation imellem mennesker. Man opnår altså at g-faktoren næsten forsvinder, og hovedvægten kommer til at ligge på de enkelte evner. Dette synes da også at komme Gardners tilhængere meget tilpas.

Om man er tilhænger af g-faktoren, eller af Gardners "mange intelligenser", afspejler som regel ens ideologiske holdning. Gardners tilhængere er typisk de der lægger vægt på ligheden imellem mennesker og på at alle er gode til noget. Tilhængere af g-faktoren er typisk de der lægger vægt på forskellene mellem mennesker og på at nogle er dygtigere end andre.

[redigér] Andre teorier

En videreudvikling af intelligens-begrebet er opdelingen i flydende intelligens og krystalliseret intelligens. Den flydende intelligens er uafhængig af kultur og indlæring og svarer nærmest til g-faktoren, mens den krystalliserede intelligens er kapaciteten til at udnytte den eksisterende erfaring og viden til at løse konkrete opgaver. Den afhænger derfor af indlæring og kultur.

Det svarer omtrent til et andet intelligensbegreb, der kaldes den interaktive intelligens. Princippet er her at selv om et menneskes intellektuelle potentiale udtrykkes med g-faktoren, er det mere interessant at se på den opnåede intellektuelle færdighed. I modsætningen til g-faktoren (IQ), som er stort set uforanderlig gennem en persons liv, kan den interaktive intelligens optrænes. Tilhængere af dette intelligensbegreb betragter det altså som mere interessant i bedømmelsen af en person hvad man har opnået end hvad man potentielt, givet de rette forhold, kunne opnå.

David Golemann har introduceret begrebet følelsernes intelligens. Den svarer nogenlunde til summen af Gardners interpersonelle og intrapersonelle intelligenser; den omfatter også evnen til at give afkald på en øjeblikkelig fordel til fordel for en større, mere langsigtet fordel. Den er lokaliseret til de centrale dele af pandelappen. Golemanns pointe er at de sociale evner, evnen til at omfatte andre med empati osv. er bedre indikatorer for et ungt menneskes fremtidige succes end IK. Følelsernes intelligens kan ikke måles, men der er adfærdstests som kan give et fingerpeg.

[redigér] Arvelighed: Er intelligens arvelig?

Om intelligens er arvelig, undersøges ved måling af IK hos personer med forskellig grad af slægtskab. Det kan være en- og tveæggede tvillinger, eller bortadopterede børn, eller allerbedst: enæggede tvillinger der er bortadopteret til hver sin familie. Hvis man undersøger dette hos skolebørn, finder man typisk, at ca. 50 % af variationen i intelligens kan forklares af arvelige faktorer. Men intelligensen stabiliseres først senere, omkring 18-års alderen, og hvis man laver tilsvarende undersøgelser af voksne, finder man at intelligens er arvelig til en grad af 60 - 90 %. Arveligheden synes at være størst for den rumlige intelligens. Hvilken procentdel man når frem til, afhænger af variationen i miljøet. I et land hvor det intellektuelle miljø er meget ensartet, f.eks. et land som Danmark med en relativt ensartet kvalitet i skolevæsenet, betyder variationer i miljøet relativt lidt, og her finder man derfor at arvelige faktorer bestemmer en relativt høj procentdel af variationen i intelligens.

[redigér] Flynn-effekten: Den stigende intelligens

Den gennemsnitlige intelligens i befolkningen har været stigende i mange år. Resultatet af IK-målinger af danske værnepligtige er, at gennemsnittet er steget med hvad der svarer til ca. 10 IK-points siden 1950. Det betyder at den gennemsnitlige intelligens, der per definition svarer til IK = 100, hele tiden forskydes opad. Denne forskydning over tiden kaldes Flynn-effekten (efter den politiske videnskabsmand James Flynn). De seneste oplysninger fra Danmark har dog vist, at stigningen i de værnepligtiges IK stoppede midt i 1990´erne, og siden da er IK endda begyndt at falde igen. Flynn-effekten er ikke blot begrænset til Danmark. James Flynn fandt den i 35 forskellige land.

Scorene for generel viden i den amerikanske Scholastic Aptitude Test (SAT) viser et fald i samme periode som stigningen i intelligens. SAT måler i højere grad kulturel betinget viden.

Den australske forsker, Robert W. Howard har i 1999 lavet forskning i alderen på skakmestrene. I 1970 var gennemsnitsalderen hos de 50 øverste på verdensranglisten i skak 38 år. I 1995 var den 29 år. Robert W. Hovard er overbevist om, at intelligensen virkelig stiger med hver ny generation.

Interessant er det, at det er præstationerne ved løsning af de praktiske opgaver (non-verbale) del af intelligenstestene, der stiger for hver ny generation, og altså ikke den del af IQ-testen, som omhandler ord og tal (verbale opgaver), hvorfor stigningen ikke kan forklares med bedre skoleundervisning

Flynn-effekten ses nok som en af de største besynderligheder indenfor intelligensforskningen, og den har været en række forsøg på at forklare den:

• Test-tagerne har vænnet sig til intelligenstest og har måske allerede set og prøvet en intelligenstest før de kommer på session.
• Forrykket stikprøve (biased sampling): De personer der er brugt til at kalibrere IQ'en for den konkrete test er udvalgt så de ikke repræsenterer et generelt udsnit af befolkningen.
• Bedre undervisning i skolerne
• Virkelig stigning:
  • Socio-økonomisk forbedringer
  • Bedre ernæring der giver bedre hjernefunktioner

[redigér] Se også

• ræsonnere
• intelligenskvotient
• intelligensalder
• Mensa
• Kunstig intelligens
• Helmuth Nyborg
• Arthur Jensen (psykolog)
• Geni
• Visdom
• De mange intelligenser

[redigér] Kilder/henvisninger

[redigér] Danske

• Mogens Hansen, 1989, Intelligens, ålykke, ISBN 87-592-2007-4
• Definitionen på intelligens kommer fra bogen: Desmond Morris, Forstå din baby, Politikens forlag, 1993, side 135 (Originalens titel: Babywatching).

[redigér] Engelske

• Ian J. Deary, 2001, Intelligence: A Very Short Introduction, Oxford University Press, ISBN 0-19-289321-1.
• Linda S. Gottfredson, (1998, Winter). The general intelligence factor. Scientific American Presents, 9(4), 24-29. [1]

• Hvorfor er mennesket intelligent?
• PISA scores transformed into IQ in comparison to IQ values in the book "IQ and the Wealth of Nations" by Richard Lynn and Tatu Vanhanen
• DR Tema: Intelligens
• Science News Week of May 8, 2004; Vol. 165, No. 19 , p. 291: Words in the Brain: Reading program spurs neural rewrite in kids Citat: "..."Good teaching can change the brain in a way that has the potential to benefit struggling readers," says pediatrician Sally Shaywitz of Yale University School of Medicine..."
• Robert W. Howard (1999). Preliminary Real Word Evidence That Average Human Intelligence Reallys is Rising. Forsknyt fra psykologien august 2000 s. 19