Falklandskrigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Falklandskrigen var en militær konflikt mellem Argentina og Storbritannien vedrørende Falklandsøerne. Konflikten fandt sted mellem marts og juni 1982. Trods et overraskelsesangreb af argentinerne, generobrede briterne øerne og disse forblev, i overensstemmelse med beboernes ønske, under britisk overhøjhed. I Argentina medførte afslutningen af krigen militærjuntaens fald og genindførelsen af demokrati. I Storbritannien sikrede den militære sejr at Margaret Thatcher blev genvalgt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Ejerskabet af Falklandsøerne havde i lang tid været omstridt. I det 18. århundrede var det Frankrig, som først gjorde krav på øerne ved bosættelse. Spanien smed dem ud, men overførte efterfølgende øerne til Storbritannien. Øerne forblev dog uden bosættelse, og briternes krav henfaldt. Argentina opnåede uafhængighed fra Spanien i 1816, og en argentinsk bosættelse af Falklandsøerne (Islas Malvinas) fandt herefter sted i 1820. Bosættelsen gik dog i opløsning, og i 1833 blev øerne befolket af briterne igen. Argentina fremlagde dog fortsat et territorialkrav på øerne.
Med overgangen af det britiske kolonikontor til Commonwealth i slutningen af det 20. århundrede, anså de følgende britiske regeringer striden med Argentina som et mindre problem, de helst ville være foruden. På trods af dette nægtede de cirka 1.800 indbyggere (kelpere) med baggrund i FN's charter artikel 73 at blive en del af Argentina. I 1965 under FN-resolution 2065 begyndte Storbritannien og Argentina forhandlinger om øernes fremtid. Efter 17 år var der dog ikke sket væsentlige fremskridt. Argentina blev et militærdiktatur i 1976 og stod over for svære økonomiske problemer og civile uroligheder. Specielt de venstreorienterede guerillaer (montoneroerne) gav stor intern uro. En blodig sejr over guerillaen blev opnået i 1981. Økonomien var dog i en elendig tilstand med inflation på op til 140 procent, da General Galtieri kom til magten i december 1981.
[redigér] Optakt til slaget
Galtieri forsøgte at balancere mellem en stigende bekymring over økonomien og krænkelserne af menneskerettighederne i landet med en "hurtig" gevinst i forhold til nationalfølelsen i Argentina. Der blev lagt pres for at få en afklaring af øernes status igennem FN med hentydning til en eventuel invasion af øerne. Storbritannien overså denne trussel eller ignorerede den, da øerne ikke havde nogen økonomisk betydning. Argentinerne så briternes manglende reaktion som udtryk for manglende engagement i sagen og som en villighed til at opgive øerne ved invasion. Dette blev yderligere underbygget af tilbagetrækningen af den sidste del af den britiske flåde i 1981 (samtidig med en generel nedskæring i flådestyrken). Samtidig blev der gennemført en lovgivning i 1981, som fjernede det fulde britiske statsborgerskab som beboerne på Falklandsøerne havde. Generelt var der i Storbritannien en manglende tro på, at Argentina ville invadere.
Invasionsplanerne blev udviklet af Admiral Jorge Anaya. Admiralen var en stærkt anti-britisk leder af den argentinske flåde. Efter endnu en runde med uafsluttet afklaring af øernes fremtid i januar 1982 blev planerne for invasion gjort færdige og invasionen planlagt til at finde sted i april måned samme år. Hovedangrebet blev afprøvet ved "invasionen" af øen South Georgia (1.390 km øst for Falklandsøerne) i marts 1982 af en gruppe civile patriotiske argentinere. Den britiske flådes inspektionsskib HMS Endurance blev beordret til at fjerne de civile "besættere" den 25. marts. Tre argentinske krigsskibe blokerede dog denne opgave, og HMS Endurance trak sig derfor klogeligt tilbage. Den 30. marts erklærede den engelske efterretningstjeneste i Latinamerika, at en invasion ikke var forestående. Dette på trods af argentinske troppebevægelser i Puerto Belgrano.
[redigér] Invasion
Den 2. april gik argentinske Buzos Tácticos (~frømandskorps) i land ved Mullet Creek på Falklandsøerne. Brohovedet blev brugt til et udfald mod byen Port Stanley. Klokken 08.30 var slaget ovre, og guvernøren beordrede sine ti marinesoldater til at overgive sig. Marinesoldaterne, britiske embedsmænd og Argentina-kritiske kelpers blev sendt til Montevideo. Hovedbygden Port Stanley blev nu døbt Puerto Argentino og højrekørsel blev indført.
I Buenos Aires blev nyheden fejret af folkemængden på Plaza de Mayo. I London var regeringen i chok, og dagen er siden blevet kaldt "sorte fredag". Argentinerne besatte herefter øen South Georgia og Sandwichøerne, 1.500 kilometer øst for Falklandsøerne.
Briterne var herefter hurtige til at organisere diplomatisk pres mod Argentina, og en amfibiestyrke blev i al hast samlet og sendt mod øerne. Styrken blev centreret omkring hangarskibene HMS Hermes og HMS Invincible. Den offentlige mening i Storbritannien var for et forsøg på at tilbagevinde øerne, mens den internationale opinion var mere spredt. Storbritannien var en tidligere stor kolonimagt, som nu forsøgte at tilbageerobre en lokal koloni, og med dette budskab vandt Argentina støtte.
Storbritannien vandt dog det diplomatiske spil ved brug af FN's princip om retten til selvbestemmelse og ved at indtage en forhandlingsposition. FN's generalsekretær udtalte, at han var imponeret over det kompromis, som briterne var parat til at indgå, men som Argentina afslog. Argentina baserede deres krav på forhold før 1945 og før oprettelsen af FN. Mange FN-medlemmer indså, at hvis territorialkrav så gamle kunne gøres gældende, så var deres grænser heller ikke sikre. Den 3. april vedtog FN en resolution, der krævede de argentinske tropper trukket tilbage fra Falklandsøerne og stop for alle fjendtligheder. Den 10. april vedtog EU økonomiske sanktioner mod Argentina.
Alexander Haig, den amerikanske udenrigsminister, førte en kort (8.-30. april) diplomatisk mission, før præsident Ronald Reagan erklærede amerikansk støtte til Storbritannien. USA indledte herefter sanktioner mod Argentina. Støtten fra USA var ikke sikker fra starten og menes at være en direkte følge af pres fra Caspar Weinberger, som fik overtalt Ronald Reagan til at støtte Storbritannien. Reagan er velkendt for sin udtalelse om, at han ikke kunne forstå. hvorfor to allierede kunne finde på at slås om et par kolde klipper. Amerikansk støtte var dog særdeles vigtig for briterne. Øen Ascension, en britisk besiddelse, var udlejet til USA, og briterne havde brug for øen som base. USA leverede også de nyeste Sidewinder L luft-til-luft missiler, og ifølge Weinberger ville man også have leveret et atomdrevet hangarskib. Dette var dog ikke kendt under konflikten.
Storbritannien ville være afhængig af sin flådestyrke under konflikten (Flådestyrken var under kommando af kontreadmiral Sandy Woodward), og de erklærede derfor en cirkel med radius på 370 km (200 sømil), med Falklandsøerne i centrum, for krigszone.
[redigér] Selve slaget
I midten af april havde englænderne opbygget en stor luftstyrke på Ascension med blandt andre en lang række støttefly og F-4 Phantom-jagerfly til beskyttelse. Samtidig hermed var den britiske flådestyrke på vej sydover fra Storbritannien. En lille del af denne flådestyrke udskilte sig fra hovedstyrken og angreb South Georgia.
Angrebet mod South Georgia er kendt som operation Paraquat og bestod af en række tropper fra Special Air Service (SAS - britiske jægerkorps) og Special Boat Service (SBS - britiske frømandskorps). Disse troppers formål var at yde rekognosceringsstøtte for hovedstyrken af marinesoldater på transportskibet HMS Tidespring. Det første fartøj ved øen var den atomdrevne jagt-ubåd HMS Conqueror (Churchill-klassen). Ubåden ankom den 19., og den 20. blev øen overfløjet af et Handley Page Victor fly for at rekognoscere. De første SAS-styrker blev landsat på øen den 21., men vejret var så dårligt, at både disse landinger og øvrige landingsforsøg dagen efter blev trukket tilbage efter flere helikopterstyrt i tågen.
Den 23. blev en argentinsk ubåd opdaget, og alle operationer blev indstillet. HMS Tidespring blev omgrupperet til en position længere til havs for at undgå sammenstød med ubåden. Den 24. gik de øvrige britiske styrker efter en omgruppering af disse til angreb på ubåden ARA Santa Fe (fra 2. verdenskrig). Britiske flådehelikoptere lokaliserede ubåden den 25. og påførte den så store skader, at kaptajnen besluttede at sætte den på grund.
Med HMS Tidespring langt væk til søs og en yderligere forsvarsstyrke fra u-båden nu placeret på øen, besluttede den ledende britiske officer at samle de 75 mænd, han havde til rådighed og foretage et direkte angreb. Efter et kort bombardement på øen overgav de argentinske styrker sig. Næste dag blev sejren officiel, og premierminister Margaret Thatcher gav nyheden til medierne med en opfordring til at fejre den.
Den 2. maj påbegyndtes operationerne mod selve Falklandsøerne med operation Black Buck 1. RAF's Avro Vulcan-bombefly angreb flyvepladsen ved Port Stanley. Vulcan'erne var designet til mellemdistanceoperationer i Europa med kernevåben og havde ikke rækkevidden til at nå Sydatlanten. Efter invasionen skulle de ombygges til at kunne lufttankes og kunne kaste 21 1.000 punds jernbomber. De fleste af RAF's tankfly var ombyggede Victor-bombefly med samme rækkevidde som Vulcan-flyene. Samtlige britiske fly var derfor afhængige af flere tankfly og flere optankninger i luften. 11 tankfly var påkrævet for hver to vulcan-fly, altså en kolossal logistikopgave. Selve angrebene førte kun til, at én sølle bombe ramte landingsbanen ved Port Stanley. FAA indså dog, at når briterne kunne bombe på Falklandsøerne, havde de også mulighed for at kunne nå fastlandet. De bedste jagerfly blev derfor udstationeret ved Buenos Aires som beskyttelse. Angrebet var en taktisk fiasko, men en stor strategisk sejr, som umuliggjorde tæt flystøtte for de argentinske tropper på selve Falklandsøerne. Som en sidegevinst tvang tilbagetrækningen de argentinske flystyrker til at flyve over britiske styrker i alle deres forsøg på at angribe øerne. Et af Vulcan-bombeflyene fik beskadiget lufttankningsstudsen i dårligt vejr og måtte søge nødhavn i Rio de Janeiro. Da Brasilien var neutral, blev briterne interneret.
Få minutter efter Black Buck 1, fulgte ni Sea Harriers fra HMS Hermes op på angrebet ved at droppe klyngebomber på Port Stanley og den mindre græsflyveplads ved Goose Green. Begge missioner førte til ødelagte fly på jorden. Selve lufthavnsstrukturen blev også påført skader. FAA igangsatte samtidig med disse angreb også et angreb på de britiske styrker. Dette angreb blev indledt efter oplysninger om, at en britisk landgang allerede var påbegyndt. Fire af de deltagende fly blev skudt ned af Sea Harrier'ere, der opererede fra HMS Invincible. Kampe brød ud mellem Harrier'ere og Mirage IIIE-jagerfly fra Grupo 8. Begge sider forsøgte at opnå den bedste skudposition. Mirage-flyene indledte angrebet ved et dyk fra oven. Et Miragefly blev skudt ned, og et andet blev beskadiget og søgte mod Port Stanley, hvor de nu nervøse argentinske forsvarere øjeblikkeligt skød det ned.
Ialt 28 Sea Harrier deltog i falklandskrigen, tilsammen skød de i maj/juni 23 fly ned og 6 Sea Harrier gik tabt (fire pga. vejret og to pga. argentinsk luftværn).
Krydseren ARA General Belgrano fra 2. verdenskrig blev den 2. maj sænket af HMS Conqueror (ironisk nok med ustyrede torpedoer af 2. verdenskrigsdesign) uden for den britiske krigszone, med tab af 323 liv (den britiske avis The Sun hilste begivenheden med overskriften GOTCHA! (fik jer). Dette tab førte til en stejlere holdning i den argentinske regering. Tabet af ARA General Belgrano blev også årsag til flere anti-krigskampagner, idet det blev postuleret, at skibet var ved at sejle væk fra Falklandsøerne, da det blev sænket. For den britiske flåde var aktionen vigtig, da den argentinske flådes overfladefartøjer (herunder hangarskibet ARA Veinticinco de Mayo) vendte tilbage til deres baser, hvor de blev resten af krigen.
To dage efter sænkningen af General Belgrano (den 4.) mistede briterne destroyeren HMS Sheffield til exocet-missiler. HMS Sheffield var sammen med to andre Type 42-destroyere blevet deployeret som radarforposter for de britiske hangarskibe. Efter at skibene var blevet registreret af den argentinske flåde via deres COAN P-3 Neptune-patruljefly, blev to COAN Super Étendard-fly sendt på vingerne. Hvert af disse udstyret med et enkelt exocetmissil. Efter en optankning fra et FAA C-130 Hercules tankfly kort efter start, gik de ind i en lav højde og affyrede missilerne fra en afstand af 30 til 50 km fra HMS Sheffield. Et af missilerne fløj forbi HMS Yarmouth, men det andet missil ramte HMS Sheffield og bragte fartøjet i brand. Skibet blev forladt nogle timer senere og sank den næste dag. I mellemtiden blev de øvrige destroyere trukket tilbage fra deres fremskudte positioner og gjorde dermed den britiske hovedflåde åben for angreb.
Antallet af operationer blev øget igennem den anden halvdel af maj. FN's forsøg på at arrangere våbenhvile mellem parterne blev afslået af briterne, som på dette tidspunkt følte, at de både havde lidt store tab, var dybt involveret i konflikten og risikerede at umuliggøre en sejr for sig selv, idet krigen ville blive umulig at vinde på grund af de sydatlantiske storme, hvis konflikten trak ud.
Den 21. maj foretog britiske styrker en amfibielandgang nær Port San Carlos på den nordlige del af Østfalklandsøen. 4.000 mand blev sat i land. Planen herefter var at rykke frem sydover og erobre Darwin og Goose Green før slaget om Port Stanley.
Til havs viste det sig, at de britiske luftværnsforanstaltninger ikke var gode nok. HMS Ardent blev sænket den 21., HMS Antelope den 23., MV Atlantic Conveyor (med en vital last af helikoptere, landingsbaneudstyr og telte) den 25., HMS Coventry, HMS Argonaut og HMS Brilliant blev stærkt beskadiget. Argentinerne mistede over 20 fly i disse angreb. Rapporter efter krigen indikerede, at mange britiske liv blev reddet af SAS-/SBS-hold, som advarede mod flyangreb. Chile opdagede et udbrændt Sea King helikoptervrag fra Royal Navy, tæt ved grænsen. Det stammede formentligt fra en mislykket landsætning af SAS-observatører i det Sydlige Argentina.
Den 28. maj indtog britiske faldskærmstropper Darwin og Goose Green efter en række hårde kampe. 17 britiske og 45 argentinske soldater blev dræbt og 1.400 mand af de argentinske styrker blev taget til fange. BBC World Service annoncerede rent faktisk invasionen af Goose Green, før den gik i gang. Den 1. juni efter at yderligere 5.000 britiske soldater var blevet landsat ved San Carlos, blev Port Stanley omringet. Et af de sidste argentinske luftangreb i krigen var yderst succesrigt - 50 mand blev dræbt på landgangsfartøjerne Sir Galahad og Sir Tristam den 8. juni. Mange andre fik alvorlige brandskader pga. ammunition og brændstof ombord. Disse mænd opholdt sig stadig på skibene på grund af tabet af helikoptere på MV Atlantic Conveyor. Det var derfor nødvendigt at overføre dem ad søvejen, hvilket tog længere tid. Samtidig gjorde manglen på telte styrkerne stærkt udsatte med Falklandsøernes frygtelige vintervejr. Den primære grund til at de blev sejlet, var dog at soldaterne fra Welch Guard og Scotch Guard (Livgarden i den britiske hær) ikke var i stand til at marchere (yomping) fra brohovedet Port San Carlos til Port Stanley, som elitesoldaterne fra Faldskærmstropperne og Royal Marines havde gjort.
Natten til den 12. juni var endnu en nat med blodige kampe. På Mount Longdon døde 23 britiske faldskærmssoldater og 51 argentinske soldater og Mount Harriet og Two Sisters blev erobret af Royal Marines med 6 dræbte briter og 60 argentinske dræbte. Yderligere 13 blev dræbt, da destroyeren HMS Glamorgan blev ramt af et exocetmissil affyret fra ladet af en lastbil, hvilket yderligere viste de britiske skibes sårbarhed over for forholdsvis lavteknologiske angreb. Briterne rykkede fra 15 til 12 km fra Port Stanley.
Natten til den 14. juni erobrede britiske faldskærmssoldater, med støtte fra Scorpiontanks og Milanmissiler, Wireless Ridge med kun tre dræbte briter og omkring 150 dræbte argentinske soldater. Mount Tumbledown blev indtaget af Scotch Guards efter et tab på 10 briter og 39 argentinere og Mount William blev indtaget af de frygtede gurkha'er i britisk tjeneste. De argentinske forsvarere ønskede ikke at møde gurkha'erne og trak sig tilbage til Port Stanley - eneste tab var en minesprængt gurkha. Britiske soldater nåede de yderste huse i Port Stanley.
Den 14. juni foreslog den argentinske øverstbefalende på øerne, Generalmajor Mario Menendez, en 24 timers våbenhvile og ved dennes udløb, overgav den argentinske garnison på 9.800 mand i Port Stanley sig - i strid med juntaens ordrer. Den 20. juni tilbageerobrede briterne South Sandwich-øerne og erklærede konflikten tilendebragt.
Konflikten varede 72 dage og kostede 255 briter (herunder 8 kinesiske søfolk), 3 civile falklændere og 649 argentinere (herunder 16 civile søfolk) livet.
[redigér] Sammenligning af styrker
[redigér] Landtropper
Efter Operation Rosario blev 150 politi-soldater efterladt til at kue falklænderne. Da det blev klart for argentinerne at Margaret Thatcher ville slås, genindkaldte de soldaterårgang 1981 for 3. og 10. Mekaniserede Infanteribrigader (soldaterårgang 1982 var endnu ikke færdiguddannet). Disse var blevet trænet til en eventuel landkrig mod Chile i subtroperne, ikke i polar krigsførelse. Pga. Royal Navys ubådsblokade af Falklandsøerne skulle alt og alle flyves til øerne og derfor var de to brigader ikke særligt mekaniserede. Alle argentinske propelfly af en vis størrelse var blevet mobiliseret til luftbroen til Falklandsøerne og fløj soldater og mindre udstyr. FAAs ni C-130 Hercules-fly fløj så køretøjer og større udstyr til øerne, når de ikke blev brugt som tank-, rekognoscerings- eller bombefly. De argentinske marineinfanterister var udstationeret i Tierra del Fuego, sydligere end Falklandsøerne og var kuldevante. Den 5. Marineinfanteribataljon bevogtede to af Port Stanleys forbjerge. De argentinske tropper forskansede sig med tunge maskingeværer, masser af ammunition og minefelter. De argentinske skarpskytter fik også udleveret natkikkertsigte.
Den øverstkommanderende for Teatro de Operaciones Malvinas (argentinske styrker udstationeret på selve Falklandsøerne) var den nyudnævnte generalmajor Mario Menendez. Da hans styrker svulmede, fik han to generalmajorer til at lede hver sin infanteribrigade. Disse var blevet udnævnt før Menendez og mente derfor ikke at være under kommando af Menendez. Lodrette ordrer blev blot anset for at være gode råd!
De argentinske skolebørn blev jævnligt indoktrineret med at Malvinerne tilhørte Argentina, så de argentinske soldater var velmotiverede.
Denne værnepligtige hær mødte den professionelle britiske hær. Det meste af den britiske felthær var udstationeret i Vesttyskland, klar til at udkæmpe kampvognsslag mod den Røde Hær i en 3. Verdenskrig. Britisk infanteri var også på skift udstationeret i Nordirland, og havde siden 1969 mistet mindst 720 soldater til IRA. De britiske soldater var derved ikke uvante med tab. Royal Marines trænede ofte i Nordnorge og var kuldevante.
Pga. sparerunder, havde de britiske soldater ikke det bedste udstyr. Deres støvler var for billige og gik fra hinanden under march. Britiske soldater håbede at den argentiner han skød, havde samme støvlenummer som ham selv. De britiske faldskærmstropper (der for i øvrigt ikke blev nedkastet med faldskærm under hele krigen) havde fået udleveret 9mm maskinpistoler, gode i bykamp, uanvendelige i åbent terræn. Man erobrede derfor argentinske 7,62mm automatrifler og ammunition efterhånden.
194 mand fra Ejército Argentino (Argentinas hær), 34 mand fra ARA's Infantería de Marina, 14 jordpersonel fra Fuerza Aérea Argentina (Argentinas luftvåben) og 7 mand fra Gendarmería Nacional Argentina (grænsevagter) samt 123 mand fra den britiske hær og 27 mand fra Royal Marines døde på Falklandsøerne.
[redigér] Flådestyrker
Da Argentina deler 5.150 km landegrænse med sin værste uven, Chile, har den argentinske flåde ARA været lettere udsultet. Den bestod af en god del fartøjer fra 2. verdenskrig: krydseren ARA General Belgrano, hangarskibet ARA 25 de Mayo, tanklandgangsfartøjet ARA Cabo San Antonio, fire destroyere, to ubåde og en masse mindre fartøjer. Af nye fartøjer var der to type-42 destroyere (som HMS Sheffield) købt i England, tre franske fregatter og to vesttyske diesel-ubåde.
Den øverstkommanderende for Teatro de Operaciones del Atlántico Sur (argentinske flådestyrker udenfor krigszonen) var viceadmiral Juan Lombardo, der 2. april var leder af Operation Rosario. ARA havde udover Antarktis ikke andre forpligtelser og kunne indsætte hele deres flåde i krigen.
Royal Navy havde forpligtelser over hele verden og kunne kun afse en del af sin flåde til krigen. Royal Navy havde foretaget en løbende udskiftning af sine skibe og havde ingen fra 2. verdenskrig med. Moderne krigsskibe er opbygget af lettere legeringer og er mere automatiserede. Dette var fatalt, idet de små besætninger havde svært ved at bekæmpe ilden, og letmetallerne kunne bryde i brand. Billige nylonuniformer smeltede fast i huden og gav grimme brandsår.
Under en sparerunde mistede Royal Navy sit sidste 'rigtige' hangarskib: HMS Ark Royal. HMS Ark Royal havde 12 supersoniske Phantom-jagerfly der kunne have ryddet himlen for argentinske fly, 14 tungtlastede Buccaneer-bombefly der kunne have skabt kaos blandt de argentinske tropper og sidst, men ikke mindst, 4 langtrækkende Fairey Gannet radarvarslingsfly. Heldigvis for argentinerne, blev HMS Ark Royal skrottet i 1980. RAF lovede at de nok skulle sørge for luftdækning af Royal Navy og med udviklingen af de lodretstartende Sea Harrier-fly, indrettede Royal Navy to helikopterskibe til Sea Harrier-hangarskibe. Sea Harrier'ne skulle sænke sovjetiske skibe og nedskyde store, langsomme Tupolev-bombefly - ikke hurtige, manøvredygtige jagerfly.
Det Britiske Admiralitet samlede en Task Force (ekspeditionsstyrke) med to Sea Harrier-hangarskibe, to amfibiekampskibe, 8 destroyere, 15 fregatter, 2 minerydningsfartøjer, 22 militære transportskibe og 52 chartrede handelsskibe. Med sig havde de 48 Sea King-, 14 Sea Lynx-, 56 Wessex- og 9 forældede Wasp-helikoptere. Uafhængigt af Task Forcen, opererede 1 diesel- og 5 atomubåde.
337 mand fra Armada de la República Argentina (Argentinas flåde), 2 mand fra Prefectura Naval Argentina (Argentinas kystvagt), 86 mand fra Royal Navy og 34 civile søfolk fandt deres kolde, våde grav i farvandet omkring Falklandsøerne.
[redigér] Flystyrker
Argentinas luftvåben blev anset for at være det bedste i Sydamerika, men de havde ikke trænet skibsangreb, da den mest sandsynlige fjende ville være Chile.
De argentinske flystyrker måtte trække det tunge læs i de seks uger krigen varede og påførte briterne alvorlige tab, i modsætning til de minimale tab, de talmæssigt overlegne argentinske landtropper udstationeret på øerne, påførte.
Port Stanleys eneste startbane var 1.371 m lang og kunne kun bruges af STOL-fly, ikke supersoniske kampfly eller bredkroppede trafikfly. Argentinerne havde ellers i ti år tilbudt at forlænge startbanen ganske gratis, men guvernøren afslog hver gang tilbudet.
I stedet for at flyve nogle bulldozere og andet entreprenørudstyr til øerne for at forlænge Port Stanleys startbane, inden briterne nåede frem, brugte juntaen luftbroen på at fragte 10.000 soldater til øerne !
Denne dumhed gjorde at de argentinske kamppiloter skulle flyve 750 km fra Argentina, kun havde få minutter over målet og 750 km hjem igen. For at have brændstof nok til turen, skulle bombelasten reduceres kraftigt.
Britiske skibe øst for Falklandsøerne havde et kærkomment helle, fri for argentinske fredsforstyrrere.
Af andre ’flyvepladser’ på øerne var der to græsbaner – Goose Green og Pebble Island. Som et plaster på såret udstationerede COAN en del af deres flyveskole på øerne. 6 Aermacchi MB.339 jetovergangstræningsfly, kendt fra det italienske opvisningshold Frecce Tricolori, og 4 T-34C Mentor elementærskolefly. De blev udstyret med maskingeværer og ustyrede raketter og da MB.339 kræver en betonbane, blev de udstationeret i Port Stanley, mens T-34 propelflyene fik Pebble Island. FAA var meget stolte af deres Pucará-propelfly, som de selv havde designet og produceret. Disse havde udmærket sig mod guerillaer i Nordargentina under den beskidte krig. 24 Pucará-fly blev fordelt på de tre flyvepladser.
Hvad juntaen havde tænkt sig at disse letbevæbnede fly, kun egnet til godt vejr, skulle kunne udrette mod en NATO-styrke, udrustet med radarstyrede kanoner, luftværnsmissiler og jagerfly, er en af falklandskrigens store gåder.
Argentinerne oprettede Fuerza Aérea Sur med generalmajor Ernesto Crespo (den eneste argentinske senior-officer der udviste opfindsomhed og fleksibilitet) som øverstkommanderende. FAS bestod af FAAs og COANs supersoniske kampfly og STOL-fragtfly, samt mobiliserede, civile STOL-passagererfly. FAS deployerede sine fly til de sydlige baser, med Falklandsøerne indenfor rækkevidde, og de udførte simulerede angreb på en af ARAs britisk-byggede Type 42-destroyere.
Generalmajor Crespo oprettede Eskadron Fénix, der var 30 civile Gates Learjet, Cessna Citation og andre hurtige forretningsfly. Disse havde radarsignaturer og hastigheder der mindede om jagerfly og de udførte skinangreb, der belastede det britiske luftvarslingssystem med falske alarmer. Crespo indførte også snydekratere, der fik briterne til at tro, at de havde sat Port Stanleys startbane ud af spillet.
Royal Air Force havde op til invasionen to opgaver: at beskytte de Britiske Øer mod luftangreb og at støtte NATO's landtropper i Centraleuropa i en 3. verdenskrig. På baser i Storbritannien og i Vesttyskland havde RAF opstillet over 400 moderne kampfly af typen Phantom II, Tornado, Jaguar og Buccaneer. Uanset hvor meget RAF end ville hjælpe, gjorde manglen på flybaser indenfor rækkevidde af Falklandsøerne det umuligt at bruge denne styrke. Nærmeste base var Wideawake på Ascension-øen, (afstand: 3.240 sømil) og her samlede RAF en styrke af langtrækkende fly. Alle sammen krævede dog lufttankning for at kunne nå øerne og selv de involverede tankfly skulle lufttankes. RAF havde 20 Victor K2 tankfly på øen (der var ikke plads til flere) og lufttankningsforbruget pr. mission var følgende:
- Vulcan B2 Black Buck-missioner – 15 tankfly (5 missioner).
- Forlængede Nimrod MR2 maritime patruljer – 12 tankfly (111 Nimrod-missioner, ikke alle var forlængede).
- Langdistance C-130 Hercules nedkastninger – 6 tankfly (50+ missioner).
- Harrier GR3 udstationering til Task Forcen – 6 tankfly (4 gange).
RAF havde en enkelt eskadrille VTOL-fly, nærmere betegnet Harrier og 10 opererede fra Royal Navys skibe. De var eksperter i jordangreb og fløj 126 missioner. Den eneste brite der var krigsfange under Operation Corporate, var kaptajn Glover, der var blevet skudt ned i sin Harrier ved Port Howard. Ironisk nok blev han ramt af et britisk bygget Blowpipe-missil.
Endelig havde RAF sendt Chinook HC1 helikoptere til krigsskuepladsen, men da Atlantic Conveyor gik tabt var der kun 1 Chinook tilbage. Den kunne til gengæld løfte 5,2 tons indvendig eller 12,7 tons udvendig. På et tidspunkt løftede den en minesprængt Scimitar tank ud af et minefelt (Andrew Jones, British Armor in the Falklands, ARMOR, March 1983 pp 26-27).
Hårdnakkede rygter vil vide at RAF Canberra PR9 fotorekognosceringsfly opererede fra Chile med chilenske nationalitetsmærker og allerede i 2082 vil de britiske arkiver blive åbnet.
De argentinske jagerfly var udstyret med ældre franske Matra 530 infrarøde luft-til-luft-missiler, mens de britiske Harrier og Sea Harrier var udstyret med de nyeste amerikanske AIM-9L Sidewinder luft-til-luft-missiler. Mens Matra 530 kun kunne 'låse' på fjendens jetudstødning (30° omkring klokken seks position), kunne AIM-9L også 'låse' på flyskrogets friktionsvarme (360°).
Problemet med at bomber ramte deres mål uden at detonere, plagede argentinerne gennem hele krigen. Efterkrigsanalyser viser at op til 80 % ikke eksploderede, grundet at bombekast under 12 m højde ikke gav bomberne tid nok til at armere sig selv (en propel i spidsen skulle skrue tændsatsen ind i sprængstoffet). RAF Harriers derimod kastede laserstyrede 'smarte' bomber, senere kendt fra Golf-krigen og RN Sea Harriers kastede klyngebomber. Disse moderne bombetyper krævede mindre held af piloterne og gav briterne en teknologisk fordel. Dog skal det siges at RAF Vulcanbombeflyene kastede 'dumme' jernbomber og at klyngebomber ikke ville have hjulpet FAA mod skibe.
RAF havde ingen selvstændige radarvarslingsfly, da NATO sørgede for de multinationale AWACS-fly i Europa. Da falklandskrigen kun var en konflikt mellem Storbritannien og Argentina, havde RAF ikke lov til at indsætte radarvarslingsfly, selvom AWACS-flyene kunne lufttankes til falklandsområdet og RAF selv havde personel til dem (AWACS er bemandet med folk fra alle NATO-lande, herunder Danmark).
41 flyvende personel fra FAA og 4 piloter fra COAN samt 1 medlem af Royal Air Force forlod ikke deres luftfartøjer i live.
[redigér] Analyse
Militært set var Falklandskrigen vigtig, da det omfattede et af de meget få søslag efter 2. verdenskrig. Falklandskrigen viste overfladeskibes sårbarhed overfor missiler og u-både.
Politisk gjorde krigen Margaret Thatcher umådelig populær og var en væsentlig del af årsagen til hendes genvalg i 1983, også selv om flere medlemmer af regeringen trådte tilbage, herunder John Nott, den tidligere forsvarsminister. Diplomater i FN-regi har endvidere udtalt, at den britiske sejr blev fulgt af en øget international respekt for Storbritannien, som ellers blev set som en afdanket kolonimagt. Galtieri trådte hurtigt tilbage og gav hermed mulighed for en genindførelse af demokrati i Argentina.
Ifølge undersøgelser fra SAMA82 (SydAtlantiske Medalje Association) lider halvdelen af de britiske kampveteraner fra Falklandskrigen af det, psykologer kalder posttraumatisk stresssyndrom. Mange veteraner kæmper med fremmedgørelse, raserianfald og skyldfølelse. Falklandsveteraner har dobbelt så mange alkohol- og narkoproblemer som jævnaldrende ikke-veteraner, og jo større kamperfaring, jo større fængselscirkulation. Tyve år efter har 264 veteraner begået selvmord (mod 244 dræbt under kamphandlingerne).
Antallet af argentinske selvmord er usikkert i det katolske Argentina, men en ny argentinsk film (Iluminados por el fuego af Tristán Bauer) om en malvinerveterans selvmord nævner 454 (april 2006).
Falklandsøerne er fyldt med ueksploderede granater, bomber og miner, og adskillige ingeniørsoldater og civile er blevet dræbt eller lemlæstet siden 1982.
[redigér] Status
Falklandsøerne er fortsat på britiske hænder, og argentinerne hævder fortsat at øerne retmæssigt tilhører dem. Statsminister Tony Blair gennemførte som den første britiske statsminister efter Falklandskrigen, sit officielle besøg i Argentina i 2001. Argentinas præsident Nestor Kirchner sagde på 22-årsdagen for krigens start, at det at genvinde øerne havde første prioritet.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Britains Small Wars, på engelsk
- Mindeside for de engelske faldne
- Filmen Iluminados por el fuego af Tristán Bauer, på tysk
