Den fransk-preussiske krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den fransk-preussiske krig blev udkæmpet mellem Frankrig på den ene side og på den anden Det Nordtyske Forbund under Preussens ledelse samt de sydtyske lande Baden, Bayern, Storhertugdømmet Hessen og Württemberg mellem 19. juli 1870 og 10. maj 1871. Krigen endte med en overvældende tysk sejr, efter at tyske styrker havde erobret Paris. Til trods for deres store overlegenhed i antal, havde franskmændene ikke nogetsteds kunnet besejre deres tyske modstandere.
Krigen medførte, at kejser Napoleon III`s styre i Frankrig blev erstattet af Den Tredje Republik, mens Tyskland i løbet af krigen blev samlet under Preussens ledelse.
[redigér] Bagrund
Den fransk-tyske krig 1870-71 havde mange og dybtliggende årsager. Franskmænd og tyskere nærede ligesom deres regeringer en gensidig mistro til hinanden. I Frankrig så man med mistro og misundelse på Preussens øgede magt efter krigen i 1866, overvurderede den modvilje mod tysk samling under preussisk ledelse, som rådede i store dele af Sydtyskland, og franskmændene håbede, gerne med hjælp fra Østrig, at kunne tage «revanche for Sadowa». Hertil kom Otto von Bismarcks løfte om at fuldføre samlingen med «blod og jern», samt Napoleon III og hans nærmeste omgivelsers tro på, at en ærefuld krig kunne befæste dynastiet og standse den øgede modstand mod regeringens indenrigspolitik.
Således fandtes der betændte emner på begge sider. Den udløsende årsag blev imidlertid prins Leopold af Hohenzollern-Sigmaringens kandidatur til den spanske trone. Spaniens regering tilbød nemlig Leopold tronen. Prinsen og hans familie var i tvivl, og han gav afvisende svar to gange, efteråret 1869 og vinteren 1870. Hans holdning blev delt af kong Wilhelm I af Preussen, som i egenskab af overhoved for huset Hohenzollern deltog i forhandlingerne. Den nordtyske forbundskansler og preussiske statsminister Otto von Bismarck var ikke involveret i forhandlingerne, men fulgte dem med interesse, overbevist om, at en forbindelse mellem Preussen og Spanien kunne holde Frankrig i skak. Gennem hemmelige agenter klarede Bismarck at få den spanske regering til at genoptage forhandlingene, og efter at han havde vundet kronprins Friedrich for sin sag, fik man i maj 1870 prins Leopold til at ændre sin beslutning og acceptere tilbudet om den spanske trone.
Før kongevalget kunne ske i Spanien, blev planen imidlertid kendt i Paris. Den franske regering, specielt udenrigsminister Antoine Agénor de Gramont, som havde håbet at tilføje Preussen et diplomatisk nederlag, krævede i en aggressiv tone, at prinsens kandidatur formelt skulle trækkes tilbage af regeringen i Berlin. Han lod sin ambassadør, grev Vincent Benedetti, opsøge kong Wilhelm i Bad Ems for at få ham til at fremsætte en sådan erklæring. Kongen, som ønskede at afslutte sin livsgerning i ro, svarede undvigende, at sagen ikke angik Preussen, men kun prinsen personligt, og skyndte sig den 13. juli at give Benedetti underretning om prinsens beslutning og sin velsignelse af denne.
Det telegram, hvori kongen underrettede Bismarck om sin samtale med Benedetti (Die Emser Depesche), blev publiceret af Bismarck samme aften i aviserne. Det skete i en let redigeret form; Bismarck fik det til at se ud, som om kongen havde afvist ambassadørens krav temmelig bryskt.
Denne fremstilling rejste en storm af chauvinistisk uvilje i Paris. Den blev skærpet af Bismarck-inspirede artikler i den tyske presse. Kejser Napoleon ønksede personligt fred, men han blev revet med af den franske nationalforsamling, og den 19. juli 1870 offentliggjorde han Frankrigs krigserklæring mod Preussen.
[redigér] Styrkeforhold og mobilisering
Franske forberedelser: De franske militære forberedelser var dårlige, mens tyskernes var fortræffelige. Derfor tog krigen fra begyndelsen en ganske anden vending end Napoleon III`s rådgivere havde regnet med. Den 14. juli 1870 besluttede franskmændene at indkalde reserverne. Dagen efter bevilgede parlamentet og senatet 66 millioner franc til krigen; den 18. juli blev bevillingen øget til 500 millioner. Samme dag blev krigserklæringen udfærdiget, og dagen efter overleveret af den franske chargé d'affaires i Berlin.
Det lykkedes ikke den franske krigsledelse at samle mere end 300 000 mand. Størstedelen af dem blev fordelt mellem Metz og Saarbrücken, bortset fra 1. korps, ledet af marskal Patrice Mac-Mahon som blev samlet omkring og nord for Strasbourg, 5. korps ved Bitsche, 6. korps ved Châlons-sur-Marne, og 7. korps i øvre Alsace. Stor uorden rådede såvel under mobiliseringen som under arméernes opmarch.
Preussiske og tyske forberedelser: Natten mellem 15. og 16. juli 1870 blev mobiliseringsordrer udstedt i Det nordtyske forbunds medlemsstater, fulgt af en tilsvarende ordre i de sydtyske stater. Det nordtyske forbunds rigsdag bevilgede 120 millioner daler, og de sydtyske folkeforsamlinger tilsammen 34 millioner gylden til krigen.
Den 23. juli begyndte jernbanetransporterne, og den 4. august rykkede tyskernes venstre flanke over den franske grænse.
Tre arméer blev dannet.
- Den første armé (ledet af Karl Friedrich von Steinmetz og bestående af 7. og 8. korps, senere også af 1. korps) rykkede frem fra nordøst mod Saarbrücken.
- Den 2. armé (ledet af prins Friedrich Karl af Preussen og bestående af gardekorpsene 3., 4., 9., 10. og 12., senere også 2., hver med 30 000 mand) steg af ved Mainz og fortsatte til fods bag de andre arméer.
- Den 3. armé (kommanderet af kronprins Friedrich af Preussen og bestående af 5. og 11. preussiske, 1. og 2. bayerske og baden-württembergske korps, senere også 6. preussiske) blev forlagt i og bag linjen Karlsruhe-Landau.
Øverstkommanderende for alle arméer var kong Wilhelm af Preussen, med general Helmuth von Moltke som generalstabschef.
[redigér] Krigens indledning
Franskmændenes 2. korps rykkede frem til Saarbrücken den 2. august og fordrev de svage tyske styrker, som befandt sig der, men trak sig i de følgende dage tilbage til højderne ved Spichern. Der blev de angrebet og slået tilbage af tyskernes 1. og 2. armé den 6. august.
På den anden fløj overskred den 3. tyske armé grænsen den 4. august og besejrede divisionen Douay af det første franske korps, som var blevet sendt til Wissembourg. Dagen efter fortsatte fremrykningen til Wœrth (Wörth), hvor marskal Patrice Mac-Mahon havde taget stilling med sit korps og en division af det 7. korps. Efter et modigt forsvar blev han slået den 6. august og trak sig da i al hast tilbage til Châlons-sur-Marne, da også 5. korps begav sig fra Bitsche. Støttet af Rhinarméen, som den franske feltarmée blev kaldt, trak de sig efterhånden tilbage til Metz. Der blev de reorganiseret og forenet som det 6. korps og 12. august stillet under marskal Achille Bazaines kommando.
Franskmændene kunne til at begynde med ikke få sig selv til at beordre et ordnet tilbagetog til Frankrigs indre. En hurtig retræte ville prisgive en stor del af landet til fjenden. Når retræten alligevel blev nødvendig, og tropperne skulle overføres fra den østre til den vestlige Moselbred, blev de 14. august angrebet af tyskernes 1. armé ved Colombey-Nouilly og yderligere svækket.
Tyskernes 2. armé var i mellemtiden rykket frem med hovedretning mod Pont-à-Mousson, og størstedelen af arméens tropper nåede Mosel den 15. august. Samme dag satte franskmændene sig i march fra Metz mod Verdun, men gik så langsomt frem, at de den 16. august blev mødt af tyskernes 3. og 10. korps ved Vionville. Tyskerne var rykket raskt frem fra Pout-à-Mousson i nordvestlig retning for at kunne holde følge med franskmændene, som de troede var i fuldt tilbagetog.
Efter det blodige slag ved Vionville, som størstedelen af Bazaines armé deltog i, indtog marskal Bazaine stilling med ryggen mod Metz. Størstedelen af 1. og 2. tyske armé var nu kommet over på den vestre Moselbred. En frontforandring på 180 grader blev udført til højre, hvorefter tyskerne angreb franskmændene den 18. august 1870 i (slaget ved Gravelotte). Efter slaget — det største under krigen — blev franskmændene drevet tilbage til Metz. Dèr blev de omringet af tyske styrker.
Ved Châlons-sur-Marne blev der imidlertid dannet en ny armé under marskal Mac-Mahon, kaldet Châlonsarméen og bestående af 1., 5. og 7. korps og det nydannede 12. korps. Mod denne rykkede den 3. tyske armé og den nydannede Maas-armé (ledet af kronprins Albert af Sachsen og bestående af gardekorpset, 4. og 12. korps af 2. armé, mens resten af denne samt 2. armé fortsatte belejringen af Metz).
[redigér] Kejser Napoleon III tages til fange, republikken indføres i Frankrig
Kejser Napoleon III sluttede sig personligt til Châlons-arméen, som den 21. august marcherede til Reims for at fortsætte til Paris. Regeringen bad imidlertid om, at marskal Mac-Mahon hurtigst muligt skulle forene sine styrker med marskal Bazaines. Mac-Mahon gav sig derfor på vej og satte 23. august sin armé i march mod nordøst. Om aftenen 25. august fik tyskerne, som bevægede sig på linjen Verdun-Vitry-le-François, rede på de franske forflytninger. De ændrede da pludselig marchretning mod nord. Franskmændene bevægede sig meget langsomt, og snart lå tyskerne lige efter dem og trængte dem nordover mod den belgiske grænse. Der blev det 5. franske korps under Pierre Louis Charles de Failly sammen med en division af det 7. korps den 30. august overrumplet og slået ved Beaumont.
Endelig angreb tyskerne franskmændene fra alle sider i slaget ved Sedan den 1. september. Mac-Mahon var blevet såret tidligt under slaget, og general Emmanuel Félix de Wimpffen overtog kommandoen. Dagen efter overgav Napoleon III sig og blev taget til fange med sine 104 000 soldater. Det var en overvældende sejr for preusserne, ikke bare havde de taget en hel fransk armé til fange, mens den anden blev holdt indespærret i Metz, men de havde også fanget Frankrigs leder.
Da nyheden om kejserens tilfangetagelse nåede Paris, førte det til, at det franske kejserdømme blev afviklet under en fredelig revolution. Det blev erstattet med den tredje franske republik. Den nye regering, som kaldte sig nationalforsvarsregeringen og blev udråbt den 4. september, bestemte, at krigen skulle fortsætte, mens Napoleon III drog i eksil til England.
De preussiske styrker vendte sig nu mod Paris. Belejringen af byen var fuldført i midten af september af den 3. tyske armé og Maas-arméen (4. armé). I Paris blev der opbygget en stor armé under militærguvernøren, general Louis Jules Trochu. Oprettelsen af nye arméer i provinserne tog fart, efter at Léon Gambetta overtog krigsministerporteføljen i regeringsdelegationen i Tours. Med ukuelig viljekraft lykkedes det ham at mobilisere en ny armé med ikke mindre end 600 000 mand.
[redigér] Den republikanske regering fortsætter kampen
Den første republikanske armé, den såkaldte Loire-armée (også kaldet 1. Loire-armé, og bestående af to korps), blev dannet syd for Orléans under kommando af general Louis Jean Baptiste d'Aurelle de Paladines. Den rykkede frem over Mer-Marchenoir, og i slaget ved Coulmiers lykkedes det den 9. november at fordrive en tysk arméafdeling fra Orléans udsendt fra belejringsarméen ved Paris (bestående af 1. bayerske korps m.fl.), som siden 11. oktober (første slag ved Orléans) havde holdt byen.
Loirearméen indtog en fast stilling nord for Orléans og fik betydelige forstærkninger. Imidlertid var Metz begyndt at forhandle, efter at Bazaine 31. august-1. september forgæves havde forsøgt at bryde belejringslinjen gennem slaget ved Noisseville. Prins Friedrich Karl af Preussen fik da ordre om at skynde sig til Loire med sin 2. armé. Han gjorde dette og koncentrede sine tropper (3., 9., og 10. korps) rundt om Pithiviers den 20.-24. november. Den på denne krigsskueplads værende tyske arméafdeling (1. bayerske korps, 2. infanteri- og 3. kavalleridivision) var blevet stillet under storhertug Friedrich Franz af Mecklenburg-Schwerins kommando, og havde forflyttet sig til Dreux for at forhindre fransk aktivitet på denne side.
Gambetta bestemte sig for at rykke frem i retning mod Paris, og gav ordre om at Loire-arméens højre fløj (to korps) skulle gå frem fra Gien over Montargis. Denne bevægelse mislykkedes, da angrebet blev slået tilbage af tyske styrker (10. korps) ved Beaune-la-Rolande den 28. november. Den venstre fløj (2. korps ledet af general Antoine Eugène Alfred Chanzy) skulle nu føres fremover, men blev den 2. december slået ved Loigny og Poupry af storhertugens arméafdeling. Prins Friedrich Karl, som havde fået kommandoen også over denne arméafdeling, prøvede da på at bryde gennem franskmændenes langstrakte stillinger og bemægtigede sig efter det andet slag ved Orléans den 3. og 4. december byen.
General d'Aurelle de Paladines blev derefter afsat, og Loire-arméen delt i to arméer. Venstre fløj af den såkalte 2. Loire-armé under general Chanzy trak sig efter heftig strid ved Beaugency den 7.-10. december og ved Loir i fuldstændig opløsning tilbage til Le Mans. Dér blev den på ny angrebet af tyskerne under prins Friedrich Karl, og efter hårde kampe den 10.-12. januar 1871 blev den fuldstændig knust.
[redigér] Det tyske riges grundlæggelse
Den 18. januar lod kong Wilhelm I af Preussen efter ønske fra Bismarck sig udråbe til tysk kejser i spejlsalen i slottet i Versailles. De preussiske styrker havde deres hovedkvarter i slottet under belejringen af Paris fra 1870 til 1871.
[redigér] Paris kapitulerer
I det nordlige Frankrig var en ny fransk armé, den såkalte nordarmé (2 korps, 45.000 mand), blevet dannet under general Louis Faidherbe. Mod denne blev, efter Metz' fald, den 1. tyske armé sendt (1. og 8. korps) under general Edwin von Manteuffel (senere under general August von Goeben), og efter slaget ved Amiens (27. november 1870), Hallue (23-24. december 1870), Bapaume (3. januar 1871) og Saint-Quentin (19. januar 1871) var franskmændenes kræfter slut.
Fra hovedstaden var der blevet gjort et stort udfald den 30. november 1870 under general Auguste-Alexandre Ducrot i sydøstlig retning og et andet (slaget ved Mont-Valérien) under general Trochu den 19. januar 1871 i sydvestlig. Efter at alle madforrådene var brugt op, overgav Paris sig, og en våbenhvile blev sluttet den 28. januar 1871
[redigér] Fortsatte kampe og endelig tysk sejr
Den våbenhvile, som blev sluttet efter Paris' fald, gjaldt imidlertid ikke den østlige krigsskuesplads. Dér havde tyskerne under general August von Werder belejret Strasbourg, (som åbnede sine porte 28. september) og trængte frem i det øvre Alsace samt begyndte at belejre Belfort. Efter at Loire-arméen var knust, havde dens højre fløj (3. korps), som først blev kaldt den 1. Loire-armé, senere Østarméen, under general Charles Denis Bourbaki trukket sig tilbake til Bourges.
Gambetta lagde da en dristig plan: Han ville sende denne armé til Belforts undsætning og derefter trænge ind i Tyskland. General von Werder tog med det nydannede 14. korps stilling foran Belfort, og det lykkedes gennem det forbitrede slag ved Lisaine den 15.-17. januar at kaste franskmændene tilbage. Disse blev derefter angrebet i deres venstre fløj af en nydannet armé (2. og 7. korps) under general von Manteuffel, som kom fra Troyes og Auxerre, og franskmændene blev til sidst trængt ind på schweizisk område ved Verrières, hvor de blev afvæbnet af schweiziske myndigheder.
Belfort kapitulerede den 18. februar, da våbenstilstanden indtrådte på denne krigsskueplads.
[redigér] Krigen til søs
Ved krigsudbruddet stak dele af den 470 skibe store franske marine til søs for at iværksætte en blokade af den nordtyske kyst. Den nordtyske forbundsflåde var alt for lille til at kunne konfrontere sin fjende, men alligevel blev den franske blokade ikke helt vellykket. Dette skyldtes franskmændenes kroniske kulmangel og manglen på forsyningsbaser nærmere Nordsøen og i Østersøen.
Napoleon III og andre i den franske overkommando lagde også planer om at landsætte tropper på de nordtyske strande. Dette håbede man ville reducere det voldsomme pres de var udsat for i Alsace-Lorraine og anspore Danmark til at gå med i krigen med sin forholdsvis store flåde og en hær på 50.000 mand.
Preussiske junkere var ængstelige for, at franskmændene skulle invadere Pommern, fordi det kunne opildne etniske polakker dér til opstand. Men da franskmændene opdagede, at Preussen havde gennemført en kraftig oprustning af forsvarsværkerne rundt om de større nordtyske havnebyer, blandt andet med kraftigt kystværnsartilleri med svære kanoner fra Krupp, indså de, at den franske flåde ikke ville være i stand til effektivt at støtte en invasion.
Som efterårsstormene satte ind, blev blokaden mindre og mindre effektiv. Før vinteren havde den franske flåde opgivet det hele og trukket sig tilbage til baser ved Den Engelske Kanal. De troppestyrker, som var sat i beredskab til invasionen af Nordtyskland, blev derefter sendt som forstærkninger til fronten ved Châlons. Dér blev de taget til fange i slaget ved Sedan. Efterhånden som franskmændene fortsatte med at lide store tab, blev marineofficerer trukket tilbage fra havnene og sendt til fronten. Dette førte til, at den franske flåde ikke længere kunne stikke til søs og genoptage operationer udfor Nordtyskland.
[redigér] Krigens afslutning
Krigen blev afsluttet ved freden i Frankfurt den 10. maj 1871. Stedet for undertegnelsen var Hotel Schwan på Steinweg.
I den formelle traktat afstod Frankrig Alsace og en del af Lorraine (inklusiv Metz) til Preussen, der nu indgik i det nye kejserrige, Tyskland. En tysk besættelseshær blev påtvunget Frankrig, indtil en krigsskadeserstatning på fem milliarder francs kunne betales. Den sidste del af krigsskadeserstatningen blev betalt i september 1873.
Freden i Frankfurt byggede på det såkaldte Versailler Präliminar-Vertrag, udfærdiget den 26. februar af Otto von Bismarck og Adolphe Thiers i de tyske styrkers hovedkvarter i Versailles.
[redigér] Krigens følger
Tyske tropper forblev udstationerede i dele af det nordlige Frankrig og i fæstninger i Paris, indtil Frankrig havde betalt krigsskadeserstatningerne på fem milliarder guldfranc, det var blevet pålagt ved fredstraktaten. I september 1873 var erstatningerne betalt. Frankrig måtte også tilbagelevere Alsace og Lorraine, som franskmændene havde annekteret i det 17. og 18. århundrede, til Tyskland.
Mange franskmænd fandt nederlaget meget ydmygende, specielt hæren og arbejderne i Paris. Parisere, som nægtede at acceptere nederlaget og lagde skylden på den konservative regering for ikke at have magtet at forsvare landet, tog kontrol over den franske hovedstad og etablerede Pariserkommunen den 18. marts. Den franske regeringshær fik lov at passere forbi de tyske linjer for at slå oprøret ned, og Bismarck løslod 100 000 franske krigsfanger for at hjælpe den franske regering. Flere end titusinde arbejdere og revolutionære blev henrettet under den «blodige uge» (21.-28. maj) da den franske regering genoprettede kontrollen over hovedstaden. Mindet om dette har fortsat med at splitte venstre- og højresiden i fransk politik. Pariserkommunens sociale eksperimenter skulle senere blive en inspiration for den tyske filosof Karl Marx og udviklingen af kommunismen.
[redigér] Italiensk samling
Kongeriget Italien brugte det magtvakuum, som opstod ved det franske nederlag, til at fuldføre samlingen af de italienske stater. På grund af krigen var Frankrig ikke længere i stand til at garantere Pavestatens uafhængighed.
Den franske garnison i Rom var blevet trukket tilbage i juli 1870, og efter Napoleon III`s nederlag ved slaget ved Sedan havde Pavestaten mistet sin garant. Italien erklærede Pavestaten krig den 10. september 1870, og den 20. september okkuperede italienske styrker Rom.
[redigér] Ny magtbalance i Europa
Frankrigs nederlag og samlingen af Tyskland medførte et nyt politisk landskab i Europa. Krigen forbitrede forholdet mellem Frankrig og Tyskland i årtier. I Frankrig bidrog den til fransk agitation for revanche - hævn for tabet af Alsace-Lorraine - som gav navn til revanchismen. Efter krigen arbejdede Bismarck for at isolere Frankrig diplomatisk, men disse bestræbelser sluttede, da Bismarck gik af i 1890 og muliggjorde Frankrigs alliance med andre stormagter. Fransk revanchisme var én af faktorerne i den spænding, som til sidst førte til udbruddet af Første Verdenskrig.
[redigér] Ekstern kilde/henvisning
