Deep Purple

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Deep Purple er et britisk heavy metal-band, bestående af:

Ian Gillan (vokal)
Steve Morse (guitar)
Roger Glover (bas)
Don Airey (keyboard)
Ian Paice (trommer)

Bandet blev dannet i England i ´68 og bestod da af Rod Evans (vokal), Nick Simper (bas), Jon Lord (keyboard), Ritchie Blackmore (guitar) & Ian Paice (drums). Denne udgave af Deep Purple, som ofte benævnes Mk 1 (´68 - ´69), nåede at udgive 3 plader: "Shades of Deep Purple", "The Book of Taliesyn" & "Deep Purple".

Efter et par udskiftninger i besætningen (nu Mk II, ´69 - ´73), Ian Gillan (vokal) og Roger Glover (bas), fik bandet rigtig vind i sejlene. Singlen "Black Night" kom på den engelske top 10 og albummet "Deep Purple in Rock" (med bl.a. "Speed King") markerede starten på vel nok bandets absolut højdepunkt. Ud over førnævnte album, fortsatte succesen med "Fireball", "Machine Head" (med bl.a. "Smoke on the Water") og endelig "Who do we Think we are".

Igen blev både forsanger og bassist udskiftet og denne Mk III udgave (´73 - ´75) af Deep Purple bestod nu af Jon Lord (keyboard), Ritchie Blackmore (guitar), Ian Paice (drums), David Coverdale (vokal) & Glenn Hughes (bas+vokal). Dette band udgav 2 albums, "Burn" og "Stormbringer", men ingen af disse albums nåede samme højder som tidligere albums, men rangerer dog temmelig højt blandt kendere.

I Deep Purple Mk IV (`75 - ´76) var Ritchie Blackmore (guitar) blevet erstattet af Tommy Bolin og det næsten magiske sammenspil mellem keyboard, trommer og guitar, som var blevet kendetegnet for Deep Purple på de tidligere albums blev erstattet af en mere anderledes rock-lyd. Denne konstellation af bandet nåede kun at udgive et album: "Come Taste the Band".

Fra 1976 - 1984 eksisterede Deep Purple ikke, men i ´84 genoptog Deep Purple Mk II-besætningen og bestod således af: Jon Lord (keyboard), Ritchie Blackmore (guitar), Ian Paice (drums), Ian Gillan (vokal) og Roger Glover (bas). Dette orkester udgav "Perfect Strangers" i ´84 og "The House of Blue Light" i ´87. Disse albums nåede ikke tilnærmelsesvis samme popularitet og anerkendelse som Mk II havde nået i "gamle dage", men musikken blev nok også præget af bandets interne stridigheder.