Danmarks kolonitid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Danmarks kolonitid indledtes i 1600-tallet med, at Christian 4. mente, at det var Danmarks tur til at skulle tjene penge på den indbringende verdenshandel efter Den Nye Verdens opdagelse i 1492 af Christoffer Columbus.

Danmark-Norge og de koloniale besiddelser i Dansk Vestindien, ved Guldkysten og Indien.

Indholdsfortegnelse

1 Vendertogene
2 Tidlige dansk/norske kolonier
3 Indien
4 Caribien
5 Afrika
6 Slavehandel
7 Den sidste koloni - Grønland får hjemmestyre
8 Se også
9 eksterne links

[redigér] Vendertogene

Venderne var et slavisk stammefolk, der levede langs med Østersøens sydlige kyst - endnu hedninger, men under hårdt pres fra omboende folk - tyskere, danskere og polakker, der alle stræbte efter at omvende dem til Kristendommen og kolonisere de tyndt befolkede vendiske egne. Omkring 1160 stod det klart, at venderne var på nippet til at bukke under for det tyske pres, idet en massiv tysk emigration gradvis flyttede Tysklands grænser østpå. De danske konger Valdemar I den Store og Valdemar II Sejr skød Danmarks grænse frem til Elben, da Tyskland led under indre stridigheder. Videre førte de militære bedrifter til erobring af Estland, der som det eneste blev på danske hænder efter at Valdemar Sejr var kidnappet i 1223.

[redigér] Tidlige dansk/norske kolonier

Siden Kalmarunionens oprettelse i 1397 havde de oprindeligt norske kolonier Færøerne, Island, Orkney, Shetlandsøerne og Grønland været på danske hænder. Men det var først i 1721, at man oprettede handelsposter og kolonier på Grønland, bl.a. for at finde de nordboere, som man vidste havde boet der i middelalderen.

[redigér] Indien

Danske og andre europæiske bosættelser i Indien mellem 1501-1739.

Danmarks første fastlandskoloni var i det sydøstlige Indien, hvor en dansk flåde med rigsadmiral Ove Gjedde erhvervede land fra fyrsten af Tanjore i 1620. Kolonien fik navnet Tranquebar eller Trankebar. Danmark beholdt Trankebar, selv om den aldrig blev en guldgrube for danske oversøiske handel. Men i 1845 solgte Danmark dog kolonien til Indiens herskende koloniherre Storbritannien. I 1755 blev landsbyen Serampore overdraget til Danmark og senere også landsbyerne Achne og Pirapur. Disse ligger ca. 25 km nord for Calcutta. Her blev i 1829 etableret et dansk universitet, som fungerer endnu i dag. Serampore blev i 1845 solgt til englænderne. Der findes flere lignende kolonier, de såkaldte bengalske loger, som blev anvendt til handel med meget svingende udbytte. Dertil kommer koloniseringsforsøget af ø-gruppen Nicobarerne.

[redigér] Caribien

Danmark erhvervede en ø i Caribien ved navn Sankt Thomas i 1671, Sankt Jan (i dag Saint John) i 1718, og i 1733 købte Danmark Sankt Croix af Frankrig. Øerne blev en blomstrende forretning for Danmark, især på grund af den meget givtige sukkerproduktion. I 1848 blev slaveriet ophævet. Øerne løb efterhånden ind i en økonomisk krise, især på grund af faldende sukkerpriser. Allerede i 1867 var der sonderinger, med henblik på, at få øerne solgt. Det lykkedes først i 1917, da USA købte de tre øer for 25 millioner dollars. USA ville bruge øerne til flådebase og anerkendte Danmarks krav på Grønland, der tidligere var et stridspunkt mellem landene.

[redigér] Afrika

I Afrika købte man forskellige handelsområder, og der oprettedes mindst tre handelsstationer og et fort på Guldkysten, nærmere bestemt Ghana. De tre handelsstationer blev kaldt for Fort Fredriksborg (Kpompo), Fort Christiansborg, (ved Accra i 1661) som man købte fra svenskerne og Frederiksberg. Men der var også tale om 4 andre forter. Fort Prinsensten oprettet i 1784, Fort Augustaborg fra 1787, Fort Fredensborg og Fort Kongensten, flere af disse er i dag ruiner. Af disse 7 forter eksisterer kun Fort Christiansborg, som også er den ghanesiske præsidents bolig i Ghana. Danskerne prøvede at lave plantager i Fredriksborg, men det mislykkedes. Dog prøvede de mægtige afrikanske høvdinger at fjerne de europæiske forter langs hele Guldkysten. Fort Christansborg blev fra 1685 hovedkvarteret for danske interesser i Afrika og afskibningen af slaver til de Dansk Vestindiske Øer. I 1807 var de afrikanske handelspartnere underkuet af Ashantistammen, og i 1807 var de danske handelsstationer forladt. Danmark solgte sine forter ved Guldkysten til Storbritannien i 1850.

[redigér] Slavehandel

Den danske trekanthandel startede i København, hvor skibene sejlede til Fort Christiansborg lastet med efterspurgte varer, navnlig håndskydevåben. Dem solgte man så til kystens høvdinger, som leverede slaver i stedet. Det var praktisk, at besiddelsen af skydevåben gav disse høvdinge mulighed for at besejre deres fjender længere inde i landet og således tage krigsfanger, som igen kunne sælges. Slaverne blev sejlet til Vestindien og afsat til de danske og udenlandske plantageejere på de dansk-vestindiske øer, hvor der så kunne oprettes sukkerplantager. Øerne var ikke større end Møn, men inden for det danske monarki fandtes der ikke en større befolkningstæthed eller et område med større afkast. Trekantshandelen sluttede igen i København, hvor man udskibede råstoffet, der blev anbragt i Vestindisk Pakhus. Sukkeret blev behandlet i de københavnske sukkerraffinaderier.

Det dansk-norske slaveskib Fredensborg er genfundet som vrag ved Arendal i Norge, og en udstilling om skibets sidste rejse kan ses på amtsmuseet i byen.

Den danske finansminister foreslog ca. 1790, at man skulle forbyde slavehandel, fordi den var på retur, og der skulle laves en plan for de nuværende slaver i de danske kolonier. Danmark blev derved det første land i verden, som så tidligt som i 1792 forbød slavehandel. Men forbudet ville først have effekt i 1802. Danske og norske skibe transportede omkring 85.000 - 100.000 afrikanere på mere end 340 transatlantiske rejser.

I København kom størsteparten af rigdommene fra trekanthandelen et fåtal af byens borgere til gode, f.eks. familien Schimmelmann, der fik råd til at bygge det overdådige Schimmelmannske palæ i Bredgade, som senere hen købtes af Odd Fellow Logen, det nuværende Odd Fellow Palæ.

[redigér] Den sidste koloni - Grønland får hjemmestyre

Den sidste rest fra den danske kolonitid forsvandt med vedtagelsen af den ændrede grundlov 5. juni 1953. Fra denne dato var Grønland ikke længere i lovens forstand en koloni, men ændrede status til at være et dansk amt. Med Folketingets vedtagelse af hjemmestyreloven i 1978 fik Grønland 1. maj 1979 hjemmestyre. Dermed blev Grønland efter mere end 550 år som koloni en del af Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.