Angrebet på Pearl Harbor
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Angrebet på Pearl Harbor | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af 2. Verdenskrig | |||||||||
 Brændende skibe i Pearl Harbor efter angrebet |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 USA |
 Kejserriget Japan |
||||||||
| Førere | |||||||||
| Husband Kimmel (USN), Walter Short (USA) |
Chuichi Nagumo (IJN), Mitsuo Fuchida (IJNAS) |
||||||||
| Styrke | |||||||||
| 8 slagskibe, 8 krydsere, 29 destroyere, 9 undervandsbåde, ~50 andre skibe, ~390 fly |
6 hangarskibe, 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere, 8 tankskibe, 23 undervandsbåde, 5 dværg undervandsbåde, 441 fly |
||||||||
| Tab | |||||||||
| 2.335 militære og 68 civile dødsfald, 1.143 militære and 35 civile sårede, 4 slagskibe sænket, 4 slagskibe beskadiget, 3 krydsere beskadiget, 3 destroyers sænket, 2 andre skibe sænket, 188 fly ødelagt, 155 fly beskadiget |
55 piloter, 9 undervandsmatroser dræbt og 1 tilfangetaget, 29 fly ødelagte, 5 dværgundervandsbåde sænket |
||||||||
Angrebet på Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal tid[1], da 423 japanske fly under ledelse af admiral Nagumo angreb den amerikanske stillehavsflåde på Pearl Harbor, Hawaii.
Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Men heldigvis for amerikanerne var de vigtige hangarskibe på patrulje i Stillehavet, og blev derfor ikke ødelagt.
Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet. Kl 09:45 afsluttedes angrebet. Da var otte slagskibe svært beskadiget og seks sænket. Desuden havde amerikanerne mistet tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe. Japanerne mistede kun 27 fly samt fem mini-ubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer. USA's flåde i Stillehavet var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, de aflyste den sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke, hvilket sparede amerikanerne for transport af meget store mængder af dette til Hawaii.
Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA's kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechiffreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien. Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt. Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London, krig mod Japan og næste dag USA og England. Præsident Roosevelt kaldte datoen 7. december: "A date which will live on in infamy".
Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Etter Meiji-restaurationen i 1868 gik Japan ind i en periode med betydelig økonomisk, politisk og militær ekspansion. Hensigten var at opnå ligeværdighed med de vestlige magter som havde indflydelse eller kolonier i Sydøstasien og Stillehavs-området. For at finansiere denne ekspansion lavede det resursefattige Japan en række fremstød, som bragte det i konflikt med nabostatene. Dette indkluderede den første kinesisk-japanske krig hvor Japan i 1894 okkuperede Taiwan, og den russisk-japanske krig i 1904–05 hvor Japan vandt territorium i dele af Kina og på den koreanske halvø. I 1910 okkuperede Japan hele Korea, og i 1931 etablerede landet en marionetregering i det kinesiske Manchuriet. Efter en japansk oprustning angreb landet i 1937 Kina i den anden kinesisk-japanske krig.
Folkeforbundet, USA, Storbritannien, Australien og Holland, som havde territoriale interesser i området, fordømte Japans invasion og svarede igen med diplomatisk press. Japan veg ikke for presset og fortsatte sin militære ekspansion i Kina; i 1940 sluttede Japan sig til alliancen mellem Tyskland og Italien og dannede aksemagterne. USA svarede med udvidede økonomiske sanktioner, blandt andet delvis stop i eksport af skrapmetal og olie, opsagde tidligere handelsaftaler mellem landene og lukkede Panamakanalen for japanske skibe. Japan lod sig ikke stoppe og efter Tysklands sejr over Frankrig, i sommeren 1940, kunne japanske styrker i september, med Vichy-regeringens samtykke, marchere ind i Fransk Indokina. Disse japanske aggressioner gjorde at USA i juli 1941 indefrysede japanske midler og iværksatte en handelsimbargo hvilket bl.a. lukkede for eksporten af olie.
Japan var sårbar overfor en total amerikansk olieembargo, da al olie landet brugte måtte importeres, og 80% af den kom fra USA. I oktober 1941 faldt den moderate regering under prins Konoye og blev afløst af den meget strengere general Hideki Tojo. Japanerne indledte en serie af diplomatiske forhandlinger med USA i slutningen af november 1941, som kulminerte med en note fra den amerikanske udenrigsminister Hull den 26. november 1941, som den japanske statsminister Hideki Tojo beskrev som et ultimatum. Japan havde nu tilsyneladende bare to valgmuligheder, enten at godkende USAs krav og afslutte sin aggressive militære ekspansion i Kina; eller gå i krig mod USA og dets allierede. Besat af tanken om at miste sin internationale prestige, og bekymret over mulighedene for yderligere vestligt press valgte Japan krig.
[redigér] Japanske forberedelser
Japanerne havde studeret admiral Andrew Cunninghams angreb på den italienske flådebase ved Taranto, hvor 20 gamle torpedofly påførte den italienske marine alvorlig skade. Chefen for den kejserlige japanske flåde, admiral Isoroku Yamamoto sendte en gruppe japanske marineofficerer til Italien, de konkluderede, at en større version af britenes angreb kunne tvinge den amerikanske flåde tilbage til Californien. En sådan amerikansk retræte ville give japanerne kontrol over olieresurserne i Nederlandsk Ostindien, med en forsvarbar buffer rundt om området. Den japanske gruppe fik også hemeligheden om de britiske torpedoer som fungerede, selv på lavt vand, med sig hjem.
Hensigten med angrebet mod Pearl Harbor var at neutralisere USAs stillehavsflåde, mens koordinerede japanske angreb mod flere lande blev udført. Admiral Yamamotos vurdering var imidlertid at selv et vellykket angreb kun ville give Japan et pusterum. Indledende planlægning af angrebet startede i januar 1941 og træningsprogrammer til angrebet begyndte sommeren 1941. Angrebet var afhængig af torpedoer, men de eksisterende japanske torpedoer krævede dybt vand ved brug fra fly. I løbet af sommeren 1941 blev der testet en modificeret torpedo, som fungerede på lavt vand. Japanske våbenteknikere producerede også specielle panserpenetrærende bomber, ved at montere finner på 14 og 15 tommers pansergranater. Disse modificerede granater formodede at trænge gennem de pansrede dæk på slagskibe og krydsere når de blev smidt fra 3.000 meter.
Den 26. november 1941 sejlede en flådestyrke med seks japanske hangarskibe under kommando af viceadmiral Chuichi Nagumo fra Hitokappubukten i Kurilerne med kurs mod Hawaii. Eskorteret af to slagskibe, to tunge krydsere, en let krydser, ni destroyere, tre undervandsbåde og otte tankskibe. Totalt havde styrken 423 fly, blandt dem var: «Mitsubishi Zero» jagerfly, «Nakajima Type 97» (Kate) torpedobombere og «Aichi Type 99» (Val) styrtbombere. Desuden var der, til hovedstyrken, en fortrop med 20 undervandsbåde og 5 to-mands miniundervandsbåde; de skulle indsamle efterretning og sænke amerikanske krigsskibe som forsøgte at undslippe Pearl Harbor under angrebet.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Anden Verdenskrig – Hvornår skete det af Ole Helmer Jensen, Politikens Håndbøger, Politikens Forlag 1968. [OJ-AV]
- Battlefield - Pearl Harbor, World War II Classics, DVD fra Panvision 2000. Produktlink på panvision.com
[redigér] Fodnoter
- ↑ OJ-AV s.196
