Vikingetid

Vikingetiden strakte sig fra det 7. århundrede til det 11. århundrede. I den periode var danske eller svenske konger snart ledere af en stormagt, snart var alt i total opløsning i borgerkrig.

Indholdsfortegnelse

1 Forskellen til tidligere tider
2 Forskellen til senere tid
3 Kronologi
4 Vikingerne i England 793-1066
5 Vigtige begivenheder
6 Tidens geografi
7 Se også
8 Eksterne henvisninger

[redigér] Forskellen til tidligere tider

Det, som adskilte vikingetiden fra tidligere tider, var skibene. Både de sejlførende oceangående handelskibe og de lette hurtige krigsskibe, som både kunne sejle med sejl og roes. Skibene betød, at der blev langt mere kontakt imellem de forskellige områder i Danmark og imellem Danmark og udlandet. Overgangen til vikingetiden var forholdsvis hurtig, da skibene jo sejler og dermed spredes, men overgangen var næsten usynlig i landbefolkningens hverdag.

[redigér] Forskellen til senere tid

Det, som afsluttede vikingetiden, var, at hver stat fik en central magt, som kunne organisere et stærkere forsvar af kysterne. Dels blev handelsskibene bygget højere, så de ikke kunne angribes af de lave, hurtige krigsskibe. Dels begyndte man at bygge stenborge, som det tog lang tid at erobre, hvorved man ikke havde nogen fordel af, at krigsskibene kunne angribe hurtigt og overraskende.

Overgangen til middelalderen var stærkt omvæltende. Selv om overgangen skete i mindre spring, så blev ikke kun samfundsøkonomien og håndværkene forandret, men også folks holdninger og moral blev påvirket af kirken og tidens ridderidealer.

Vikingernes rejser på den nordlige halvkugle. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af vikinger. Dog var også Irland, Flandern, Frisland og Sachsen i perioder underlagt vikingerne

[redigér] Kronologi

Vikingetiden indledes traditionelt med at klosteret på den hellige ø Lindisfarne (Holy Island) i nord England bliver plyndret af vikinger i 793. Problemet er at der ikke findes nogen samtidig og pålidelige kilder til denne oplysning. Der imod så plyndres klosteret Jarrow ved Tyne-flodens munding ca. 794. Så måske er disse klostre blevet sammenblandet.

I 771 Har Karl den Store gjort sig til ene hersker over frankerriget og angriber og erober saksernes land i et overraskelsesangreb, men befolkningen bliver ved med at gøre oprør med støtte fra danerne og flygtninge i danernes land så i 804 bliver befolkningen nord for Elben depotere dels til Rhineegene og dels til Sachsen, ved Dresden. I 808 går kong Gudrød (Godfridus) til modangreb og underlægger sig Abodritterne som har støttet frankerne. I 810 Angriber han frankerne med 200 skibe men heldigvis for frankerne så bliver han dræbt af en af sine egne hirdmænd. I tiden 811-5 er danerne optaget af indbyrtes kampe, men derefter sidder Gudrøds sønner på magten.

[redigér] Vikingerne i England 793-1066

Efter romerrigets fald omkring 476 e.Kr. blev de romerske tropper trukket ud af England og efterlod landet splittet i mindre kongeriger, blandt andet Northumbria, Mercia, Wales, Øst Anglia og Essex. Kongerne af disse områder var ofte den bedste kriger, der kunne vinde land og rigdomme til sit kongerige. Denne opdeling holdt mere eller mindre op til ca. 900 e.Kr., hvor landet blev delt i to.

[redigér] De første år i England 793-830

Da vikingerne i 793 kom til Lindisfarne fandt de et let bytte, der havde stor rigdom. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere rigdom, og det fandt de. Landet var før 760 opdelt i mindre kongeriger, men da Offa blev konge i 757 ændrede dette sig. I sin lange tid ved magten eroberede Offa store dele af England, så meget endda, at ved sin død i 796 omfattede hans kongerige Kent, Sussex, Wessex og Øst Anglia. Dog magtede han ikke at overtage Wales, der forblev det andet store kongerige i England.

Efter Offas død fulgte den ene konge efter den anden, men ingen af dem sad særligt længe. Ved det første angreb på Lindisfarne i 793 fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte, som vikingerne gerne ville havde fat i. Kong Otta var også den første konge i England, der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.

Angrebene på fastlandet tog til fra 793 og frem til ca. 850, hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig og overtage jorden. I 870 havde vikingerne overtaget Øst Anglia, Northumbria, og Mercia. De havde nu vendt deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, der senere blev kendt som Alfred den Store. De først slag vandt vikingerne, men Alfred ville ikke overgive sit land uden kamp, og efter at havde overrasket vikingerne på slagmarken i Edington nær Wiltshire, fik besættelsestropperne sådan et chok, at de indgik en aftale, der delte lande i to dele. Vikingerne fik det, der blev kendt som Danelagen, der bestod af Øst Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af Essex og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia, Kent, Sussex, Wessex, Wales og Vest Wales.

I denne periode var angrebene på England til at begynde med kun nogle små plyndringstogter, men senere blev angrebene på England større og flere. Dog var alle angrebene i denne periode, hurtige "hit and run" angreb mod klostre, kirker og byer på kysterne, hvor de plyndrede bygningerne, voldtog kvinderne og tog trælle, og det var nærmest umuligt for befolkningen til at forsvare sig, fordi vikingerne var væk, inden de kunne nå at mønstre noget ordentligt forsvar. Denne periode begyndte med angrebet på Lindisfarne kloster.

[redigér] Vikingerne i England 830-930

Den anden periode varede fra et sted i 830'erne til begyndelsen af det 10. århundrede. 1. og 2. periode adskiller sig fra hinanden ved, at vikingerne angreb mere hyppigt og de slog sig sammen i større flåder og etablere baser hvor de kunne plyndre det omkringliggende land. Nogle gange var flåderne så store, at de kunne indkræve tributter fra befolkningen for ikke at hærge og plyndre dem. Det var i denne periode, at englænderne for første gang betalte danegæld.

I denne periode begyndte vikingerne som sagt at etablere baser og blive boende. Der blev etableret herredømmer i Dublin og i York, og landet omkring York erobrede vikingerne. Det blev kaldt Danelagen.

[redigér] Tilbagetog fra England 991-1066

Den tredje periode begyndte ca. i slutningen af det 10. århundrede og varede til midten af det 11. århundrede. I denne periode blev vikingerne bogstaveligt talt erobrere, fordi de flåder, der angreb England var så store og stærke, at det ikke kun var for at plyndre. Og under denne periode blev England også erobret tre-fire gange, først af Svend Tveskæg, så af Knud den Store og så sluttede det af med at England blev invaderet af en normannisk adelsmand, Wilhelm Erobreren, der blev konge i 1066.

Pga. af alle vikingetogterne mod England, lavede englænderne et beskatningssystem, som skulle hjælpe til at betale de tributter til de plyndrende vikinger. Så da Svend Tveskæg underlagde sig England blev han umådeligt rig. Han modtog ca. 50.000 pund sølv, og hans søn Knud den Store modtog i 1018 et beløb på 82.500 pund sølv.

[redigér] Vikingernes indflydelse på England

De danske vikingers besættelse af England var en omfattende proces og har selvfølgelig derfor, også haft sit præg på England! Enhver besættelse sætter sit præg, og fordi vikingekulturen skilte sig sådan ud fra den kultur briterne havde, kan nogle af disse præg være forholdsvis nemme at få øje på den dag i dag. York eller Jorvik som vikingerne døbte den er et strålende eksempel på den vikingearv som tydeligt kan ses i nyere tid. York blev erobret af en stærk viking hær i år 866 e.kr. og i år 876 begyndte de skandinaviske indvandre at slå sig ned i Yorkshire. Med tiden blev byen næsten udelukkende en by for vikingerne og deres afkom og deraf kom navnet Jorvik i stedet for det oprindelige navn York. Byen voksede sig op på begge sider af floden Ouse og var indhegnet af en massiv stenmur, som Romerne havde bygget i deres tid som herskere over de britiske øer. Byens størrelse, den forsvarselementer og dens styrke på det militære område gjorde at Jorvik blev vikingernes højborg i det nordlige England.

I ét århundrede regerede vikingekonger over York og dens omegn. I 954 e.kr. blev den sidste vikingekonge Erik Blodøkse forvist og hans rige blev underlagt den nye engelske stat. På trods af tabet af York forblev der en blandede Angel-skandinavisk kultur i hele Yorkshire. I dag er York en vigtig brik, hvis ikke den vigtigste i arkæologernes udgravning af den engelske periode under vikingernes herredømme. Berømmelse i den nordiske vikingehistorie har byen også opnået, da Yorkshire er det område i England hvor man har fundet de flest fund af genstande som vikingerne og deres tæt beslægtede efterkommere har efterladt os i England. I to århundrede før den danske invasion var York et centrum for udvikling, uddannelse og religion. Det var et af de få steder som man den gang kunne kalde for en by. På trods af det mener man, at befolkningstallet kun har ligget på et par tusinde. Vikingerne var dygtige handelsmænd og var hurtige til at udnytte Yorks fantastiske handelsforbindelser, som indbyggerne havde brugt århundrede på at opbygge og opretholde. Man har den dag i dag fundet vikingemønter under udgravninger som beviser at danskerne indførte deres egen møntfod i Yorkshire.

I dag hedder mange af gaderne i York ”gate”, hvilket oprindelig stammer fra det danske ”gade”!

[redigér] Vigtige begivenheder

I 845 forsøger frankerne at samarbejde med Abodritterne og kong Erik (Horik) svare straks igen ved at afbænde Hamburg og sende Regnar Lodbrog med en hær imod Paris.

I 848 er der oprør mod kong Erik men han får en fred med frankerne så at kan kan slå oprøret ned.

I 854 vender oprørene tilbage og dræber kong Erik men bliver igen drevet på flugt, af en ny kong Erik søn af Halvdan.

I 871 for tæller en irsk kilde at der er krig i vikingerns hjemland. Og kort efter vokser udvandringen til Island, fordi folk ikke vil begynde at betale skat.

[redigér] Tidens geografi

Nutidens Sverige og Norge var i vikingetiden flere selvstændige eller selvstyrende områder med konger, underkonger og jarler.

Danmark, Norge og Sverige fandtes ganske vist, men ikke som nutidens stater.

Danskerne var muligvis delt op i syddaner og norddaner.

Først år 1000 bliver Elvrige (ved Göteborg) en del af Sverige, og dermed er Norden i princippet opdelt i tre riger.

I den første del af det 11. århundrede forenede kong Knud II den Store Danmark og England for en periode på næsten 30 år.

[redigér] Se også

[redigér] Eksterne henvisninger

Norrøne Tekster og Kvad
Nomos, Skræp: De ældste tider / Vikingetid/ Tidlig middelalder
Wikipedia: Danegeld Citat: "...The Danegeld was an English tax raised to pay off Viking raiders...more Anglo-Saxon pence of this period have been found in Denmark than in England...."
Wikipedia: Danelaw Citat: "...an area of England under the administrative control of the Vikings (or Danes, or Norsemen) from the late 9th century..."
2005-05-19, sciencedaily: Marshes Tell Story Of Medieval Drought, Little Ice Age, And European Settlers Near NYC Citat: "...From the pollen record found in sediments in Piermont Marsh of the lower Hudson Valley, a Medieval Warm period was evident from 800 to 1300 A.D..."
- 5 July, 2005, BBC News: Stalagmite fuels climate debate Citat: "...Medieval Warm Period between AD 800 and 1300...temperature dip between roughly 1400 and 1850..."