Danelagen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

England efter år 886. Det blå område er Danelagen

Danelagen var navnet på det område som den danske eksilkonge Gorm den Gamle (Æthelstan) fik lov at beholde ved fredsaftalen i Wedmore i 878, før fredsaftalen havde han været konge over hele England, men efter et oprør havde han mistet det meste, men fået en del igen med friske danske tropper. Da han ikke kunne betale deres løn i sølv, fik de jord som betaling.

Grænsen blev trukket tværs over England fra London til Mersey. Syd for grænsen gjaldt angelsaksiske love og blev styret af kongen af Wessex. Områderne nord og øst for var under Gorms kontrol og der gjaldt de lokale love. Mange af krigerne som havde deltaget i slagene mod englænderne, slog sig ned i Danelagen, fremfor at plyndre, begyndte de at ernære sig ved handel og landbrug. Vikingerne fik så stor kontrol med Danelagen, at de navngav gårde, landsbyer og egne på det skandinaviske sprog, som eksisterer den dag i dag. Eftersom vikingerne havde fundet sig til rette, giftede de sig med kvinder fra lokalbefolkningen, som anså sig selv mere som værende vikinger end som englændere.

I dag refererer nogle historikere til Danelagen som "det skandinaviske England".

Kong Alfred den Stores efterkommere så på Danelagen som "vikingsk", og fortsatte anstrengelsene med at få området tilbage under engelsk kontrol. Da dette omsider var gennemført, havde vikingerne dog imidlertid sat sit varige præg på befolkning, sprog, handel og administration i Danelagen, som vi kan se spor af i dag.

Det har haft meget stor betydning for Englands udvikling at vikingerne efterlod en midelklasse af selvejer bønder, da de ud gjorde et bredre grundlag for at udvælge dygtige folk til betydningfulde poster end adelstanden.