Vandrefalk
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 |
|||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||
| Falco peregrinus Tunstall 1771 |
|||||||||||||||
|
|
Vandrefalk (Falco peregrinus) er en af verdens hurtigste fugle. Under et styrtdyk kan den nå en fart på op til 320 km/t. På grund af den høje fart er vandrefalken det mest foretrukne valg blandt falkonerer.
Fuglen har pileformede vinger, hvis design også er blevet anvendt af flykonstruktører for at øge kampflys hastighed.
Vandrefalkens føde består af af mellemstore fugle, som den fanger i luften. Det drejer sig ofte om duer, vadefugle, mindre ænder, kragefugle og drosler. Hun vandrefalken, der er størst, er i stand til at tage bytte på helt op til 1 kg.
Vandrefalken var igennem 1960'erne og 1970'erne stærkt i tilbagegang i Skandinavien. Miljøgifte var den store synder, da de ødelagde fuglenes frugtbarhed. Især insekticidet DDT, som medførte tyndskallede æg, påvirkede vandrefalkens reproduktionsevne. Efterhånden som der er kommet mere styr på brugen af miljøgifte generelt, men især i landbruget, er der de senere år set vandrefalke på træk i et stadig større antal i Danmark på deres vej mod Norge og Sverige. Vandrefalken gjorde sidt sidste yngleforsøg i Danmark i 1972, men er nu tilbage som dansk ynglefugl, idet et par siden 2002 har ynglet på Møns klint (2002: 2 unger, 2003: 3 unger). I 2004 forsøgte et nyt dansk vandrefalkepar at yngle på Bornholm, men det mislykkedes desværre pga. manglende beskyttelse af yngleområdet.
Vandrefalken er udbredt overalt i verden, og der findes mere end 18 underarter.
[redigér] KIlder/Eksterne henvisninger
