Skopje
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Skopje (Скопје), (på tyrkisk Üsküb) er hovedstaden i Makedonien.
Byen ligger på bredden af Vardar-floden og mellem bjergene Vodno og Skopska Crna Gora. Byen er 8 km bred og 32 km lang og har 467.257 indbyggere (inklusive forstæder).
Den 26. juli 1963 kl. 05.17 blev byen jævnet med jorden ved et kraftigt jordskælv af 6,1 grader efter Richterskalaen (9 grader efter Mercalliskalaen). 2487 mennesker mistede livet (1070 mennesker blev fundet i ruinerne og 1417 mennesker blev meldt som savnede) og over 4000 blev sårede. Over 90 % af bygningerne i byen lå i ruiner, og over 20.000 mennesker blev hjemløse.
Skopje er handelscenter for tobak, uld, frugter og grønsager som dyrkes i de omkringliggende områder. I den gamle Jugoslavien, Skopje var vigtig producent af jern produkter indtil værket blev lukket ned. Skopje Universitetet blev åbnet i 1949.
Skopje (dengang kaldt for Scupi) var i gamle dage hovedstad i kongeriget Dardania (Dasaretien). Senere blev byen erobret af serberne (1282), derefter af tyrkerne (1392) og den blev til nøgleby i den Osmanniske Rige (omtalt på makedonsk som Ottomanske Rige). Senere blev den igen del af Serbien under Balkan krigene (1912-1913) og igen senere blev den del af Kongeriget af Serber, Kroater og Slovener (1918), som senere skiftede navnet til Jugoslavien (1929).
Året 1991 blev den jugoslaviske republik Makedonien en selvstændig nation.
[redigér] Byens historie
Skopje nævnes første gang af den græske geograf Claudius Ptolomeius under sin gamle navn Scupi i den 3. århundrede f.Kr. , og lå på stedet hvor floden Lepenec løber ind i Vardar floden (her fandt arkæologerne resterne af Scupi, kun 5 km fra byens centrum udenfor Zlokukjani forstaden). Ifølge videnskabsmændene, den gamle Scupi blev taget af Tribalene og blev senere kontrolleret af Dardanerne, som var en Illyrisk stamme. Året 148 f.Kr. , kom romerne til Balkan, erobrede Scupi og placerede her deres arme. Efter dette blomstrede byen ikke blot som økonomisk, strategisk og kulturel center, men også som religiøs center hvor kristendommen spredte sig meget tidligt og byen fik sin egen biskop.
Det var ikke kun barbariske overfaldt som senere skabte problemer for byen: Scupi var nærmest total ødelagt ved et jordskælv året 518, som var den første som hjemsøgte denne by (i dag er der daglig små jordskælv i byen). Comes Marcelinius skrev i sine bøger om denne tragedie: "På et øjeblik blev 24 byer ødelagt. Scupi, hovedstaden i Dardanien, var total jævnet med jorden. En revne i jorden på 48 km længde og 4 meter bredde spyede varme dampe". Pragtfylde bygninger, mange offentlige badesteder, templer og den antikke amfiteater bygget i romersk stil, forsvandt fra jordens overflade. Siden denne tragedie, byen Scupi nævnes ikke mere. Arkæologiske fund viser at livet fortsatte i den nordøstlige del af den gamle by. I Byzans tiden, under Justinijan den 1., Skopje dalen fik en ny by som blev kaldt Justinijana Prima, efter hans grundlæger Justinijan, hvis familie var fra Taor landsbyen, udenfor Skopje.
I tiden under Justinijan den 1., begyndte slaverne at ankomme til dette område. Som forsvar mod dem blev slottet Crni Zamok (den Sorte slot) bygget på skråningerne af Vodno bjerget. Ved slutningen af den 6. århundrede, en slavisk stamme Beregeziti (kendt som Berziti), erobrede byen i året 695 og senere døbte de byen - Skopje. De oprindelige indbyggere blev jaget væk eller dræbt. Stammen Beregeziti blev senere anerkendt som herskere af området mellem Skopje og Ohrid. De næste 3 århundreder er der ingen skrevne dokumenter om byen Skopje.
I slutningen af den første Millennium fødtes den første makedonske stat med Tsar Samoil (976-1014) på magten. I denne periode fra den 10-11. århundrede, fortsatte byen med at vokse. Handelsmand fra Samoil’s imperium spredte deres varer til de nærliggende byer, både mod nord og syd, og langs Adriaterhavet. Under Samoil’s regeringsperiode, Skopje blev styret af romerne som returnerede fra Constantinopel (dagens Istanbul). Senere i 1004, under et slag mellem Tsar Samoil’s soldater og Byzans styrkerne, overgav han byen til Vasilius den 2. Den tragiske slutning af Samoil ved Belasica slaget i 1014, bragte hårde tider tilbage til byen. Efter den makedonske imperium styrtede, byen blev igen et eftertragtet strategisk punkt. Indbyggerne prøvede mange gange at gribe til våben og rejse sig mod besættelsesstyrkerne. Året 1040 kom der til oprør anført af Petar Deljan, som var nevø af Tsar Samoil. Han kæmpede modig for Skopje og Makedonien og der lykkedes ham at generobre byen, men kun for en kort periode. Den næste opstand var i 1072 anført af Georgi Vojteh, men også denne succes varede kun kort tid.
Skopje fik en ny hersker i 1081. Normannerne, anført af Robert Guiscard ankom via Durres (by i Albanien), angreb og besejrede Skopje - de herskede derefter i 7 år. I 1093, serbernes hovedstamme Vukan, afbrød Normannernes dominans for en kort periode, og derefter generobrede Normannernes grev Boemund Tarenian den hele Polog dal, inklusive Skopje. Mange andre erobrere fulgte efter ham. Den første af dem var den bulgarske Kaloyan (1204), og 3 år bagefter fulgte Dobromir Strez som blev i byen til 1215. Efter ham igen var bulgarere, Byzantere og serbere. Skopje’s skæbne var den samme som Makedoniens: konstant udskiftning af herskere. Theodor Matohit skrev om Skopje i 1299: "Under byens ruiner er grundmur af de skønneste katedraler jeg nogen sinde har set i denne region."
Endnu engang i dens rige byhistorie, blev Skopje til hovedstad, denne gang under den mægtige Serbiske stat under Dušan Stefan. Dušan blev kronet i Skopje i 1346. En anden vigtig begivenhed skete i 1349 da Dušan's lov blev proklameret og gjorde byen vigtig, ikke blot politisk, men også som kulturel og som handelscenter.
I 1392 faldt Skopje i tyrkiske hænder. En ukendt munk fra klosteret Sankt Teodor skrev: "I året 69…., da tyrkerne ankom til Skopje…." (ifølge den nye kalender var det den 19. januar 1392). Efter tyrkernes ankomst blev byen omdøbt til Uskup, som var det tyrkiske navn for Skopje. Med tiden viksede indbyggertallet på grund af immigration af mange tyrkiske familier og Skopje voksede igen både økonomisk og som politisk center. Op til året 1453, Skopje var hovedsæde for de tyrkiske sultaner og udviklede sig senere til handelscenter. Optegnelser viser at byen allerede i 1469 havde en stor markedsplads med mange forretninger som blev besøgt af mange rejsende og handelskaravaner som bragte varer fra østen. I denne tid, efter tyrkernes ankomst, var byen kendt som en vigtig slave marked. Det er åbenlyst at slevene var makedonere og andre ikke muslimer, som armeniere, jøder og andre. De blev tvunget til at bosætte sig i Mellemøsten, hvorfra de tyrkiske immigranter kom for at bosætte sig i Makedonien. Da de ankom til de tyrkiske områder, blev de tvunget til at skifte til muslimsk tro, og mange gjorde det for at rede livet.
Skopje blev ramt igen af en ny katastrofe i 1555 da en anden jordskælv ødelagte mange huse. Indbyggerne, som var vandt til ødelæggelser, naturlige som unaturlige, genbyggede hurtig byen og en Veneziansk handelsmand skrev: "Skopje dækker en område af 28 km² med flotte huse." Den tyrkiske forfatter Evlija Čelebi skrev: "Skopje har 70 bykvarter med 11.060 huse som er bygget i en eller to etager. Husene er bygget af sten og ler, med er dækket med røde tagsten. Gaderne er rene og lige, stenbelagt, og forretningskvarteret er fuldt af latinoer, franskmænd, ungarere og andre. Omkring byen er der 77.000 hektar af privat land med mange vinmarker som er ejet af religiøse foreninger".
Den tyrkiske poet Dilger Zede som besøgte byen i den 17. århundrede og som var betaget af byens skønhed og beliggenhed, skrev: "Jeg rejste meget igennem landet og jeg har set mange skønne byer og jeg er betaget af Allahs velsignelse, men ikke en har imponeret mig så meget som paradis byen - Skopje, hvor floden Vardar løber igennem."
Mange historikere siger at i perioden mellem den 15. århundrede og 17. århundrede, Skopje var en af de rigeste byer på Balkan. Dette var muligt på grund af byens beliggenhed, og fordi grænsen til den Osmanniske Rige var langt herfra. Dybt inde i imperiet, Skopje fik lov at udvikle sig til en vigtig økonomisk og handelscenter. Ifølge kilderne, Skopje var den rigeste by i helle den europæiske del af den Osmanniske Rige. Det meste af dens indbyggere var makedonere ligesom landsbyerne på bjerget Skopska Crna Gora, hvor den slaviske levevis og kultur havde bedre muligheder for at overleve. Biskop Marin Diči skrev i 1604 at byen havde omkring 200.000 indbyggere og over 40.000 huse. Måske er disse tal lidt overdrevet, men mange som rejste igennem Balkan og [[Makedonien beskrev Skopje som "en stor by".
Nederlaget af den tyrkiske arme i den 17. århundrede ved Wien bymuren og dens tilbagetog foran den Østrigske arme tændte lunten hos mange slaviske oprørere på Balkan. Den første succesfulde opstand i Makedonien var i Kratovo i 1689 og er kendt som Karpoš opstanden (Karpoško Vostanie), hvor minearbejdere anført af den legendariske Karpoš vandt den såkaldte "fredelige krig". De befriede byen Kriva Palanka og området op til Veles, Demir Kapija. Oprørerne kom tæt til Skopje, men blev tvunget tilbage af den tyrkiske arme som led mange nederlag og var på tilbagetogt fra den Østrigske arme. Den Østrigske general Picolomini og hans arme nærmede sig Skopje igennem Kosovo og Kačanik passet. Denne hændelse havde stor betydning for byens historie. På vej ind i Skopje, Picolomini blev betaget af dens skønhed og han skrev: "Skopje er spædt over en stor område og er lidt smallere end Prag. Byen har omkring 60.000 indbyggere, blandt dem er der omkring 2.000 jøder."
Picolomini erobrede byen den 25. oktober 1689, endda uden stor modstand. Han ønskede ikke at fortsætte sydpå og erobre Makedonien, men ønskede at tage Durres og Albanien, for at når til havet. Men, for at vise sin armes styrke og for at ødelage denne vigtige tyrkiske rede, besluttede han til at brænde byen. Den anden grund til denne beslutning var kolera epidemien som rasede i byen. Fra Vodno bjerget betragtede Picolomini nedbrændingen og skrev: "Jeg besluttede, selvom det var ikke let, at brænde byen ned til aske. Jeg er ked for de skønne huse som jeg ikke har set andre steder i denne krig. Moskeerne er bygget af høj marmor kvalitet, dekoreret med tusinde lamper på gyldne kupler, som vil kunne vække misundelse i selve Rom. Alt dette giver jeg til flammerne uden at efterlade fjenden nogen som de kan bruge mod os."
Brande rasede i to dage og foruden de massive stenbygninger, blev byen total ødelagt og dette mærkedes i lang tid derefter. Helt op til den 19. århundrede, byen kunne ikke gendanne den skønhed som mange rejsende havde skrevet om. Amy Bue, en fransk geolog som rejste igennem Makedonien, skrev at Skopje havde 10.000 indbyggere. I 1836-1837 åbnede den første offentlige slaviske skole i Skopje. Den samme år, ifølge Amy Bue, havde byen tre skoler hvor man lærte geografi, historie og filosofi. I den anden del af den 19. århundrede blev byen et vigtigt trafikcenter og dens indbyggertal fordobledes. Da Napoleon var på vej hjem fra Mellemøsten, passerede han igennem Skopje. Mange handlende med deres endeløse karavaner lastet med værdifuldt gods fandt vej igennem byen.
I 1872 blev Skopje Ærkebiskopiet endeligt adskilt af Patriarkiet i Istanbul. Men i stedet for selvstændighed, blev den truet af Stor Bulgariens ønske om udvidelser, og det betød nye farer fra fremmed propaganda i den delte Makedonien (Grækenland eksisterede allerede).
Et nyt kapitel i byens historie var konstruktionen af Solun (Thessaloniki)-Skopje jernbanen i 1873. Efter dette blev byen en moderne jernbaneby og trafikcenter.
I tiden da VMRO (Vnatrešna Makedonska Revolucionarna Organizacija - Den Indre Makedonske Revolutionær Organisation) var aktiv i Skopje området, blev der arresterede kun 528 personer i Skopje, efter den store Vinica skandale.
Skopje var den Osmanniske Riges by i 5 århundreder, fra 1392-1912. De to Balkan krige (1912-1913) forandrede situationen på Balkan, men de bragte ikke fred til byen, Makedonien eller makedonerne. Makedonien, som var den største provins i den Osmanniske Rige, blev med aftalen i Bukarest i 1913 delt mellem Grækenland, Bulgarien og Serbien, mens en lille del var givet til Albanien. Den 12. oktober 1912 blev tyrkerne drevet ud af byen, men den serbiske arme blev. Sammen med Skopje, den helle [[Vardar Makedonien (Vardarska Makedonija - området langs Vardar floddalen) forblev under serbisk dominans.
Igennem den 1. Verdenskrig (1914-1918), Skopje var okkuperet af bulgarerne, tyskerne og østrigerne, og terroren overfor befolkningen voksede. Ifølge Versailles fredsaftalen i 1919, Vardar Makedonien (som i dag er del af Republikken Makedonien) blev del af det nyoprettede Kongeriget af Serber, Kroater og Slovener, kendt som Kongeriget Jugoslavien, som eksisterede til 1941. Mellem to verdenskrige voksede byen på begge sider af Vardar floden. Området fra stenbroen til jernbanestationen blev central, og der blev bygget hoteller, restauranter, mm. Byen blev til hovedsæde i den sydlige Kongeriget Jugoslavien, Vardarska Banovina, som omfattede den hele Vardar Makedonien, dele af Kosovo og Metohija og den sydøstlige Serbien.
Da byen var hovedsæde i tiden under 2. Verdenskrig (1941-1945), blev Skopje en af de første ofre-byer og var bombet af fascistiske fly den 6. april 1941, som resulterede i at 600 mennesker blev dræbt og over 1.000 sårede. Den næste dag, den 7. april 1941, tyske styrker kom ind i byen fulgt af bulgarske styrker som havde til opgave at nationalisere befolkningen. Ønsket for frihed hos den makedonske befolkning var så stærk, at den 11. oktober 1941 kommer til opstand som starter først i Prilep, derefter i Kumanovo. Den første partisanenhed blev dannet straks efter okkupationen og angrebene på besættelsesmagten var organiseret i Skopje.
Den 11. marts 1943 blev der deporteret fra Skopje 7200 jøder til Treblinka-lejren.
I det sidste forår af den 2. Verdenskrig var der endelig fred i Skopje.
Straks efter befrielsen blev der holdt den anden Antifascistisk Kongres i den befriede by og Skopje blev makedonsk hovedstad i Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien.
Skopje var blandt de flotteste byer indtil den 26. juli 1963 da byen blev igen ramt af en stor katastrofe kl.05:17 om morgenen - et jordskælv som efterlod byen i ruiner, hvor 80% af bygningerne blev ødelagt.
[redigér] Kilde
Istorija za III klas Gimnazija og Istorija za IV klas Gimnazija, samt andre makedonske skolebøger.
| Store byer i Makedonien |  |
|---|---|
| Skopje | Štip | Tetovo | Gostivar | Prilep | Bitola | Ohrid | Resen | Gevgelija | Kumanovo | Debar | Kruševo | Veles | |
| Tidligere jugoslaviske republikker |  |
|---|---|
| Bosnien og Hercegovina | Kroatien | Montenegro | Makedonien | Slovenien | Serbien |
|
| Hovedstæder i de tidligere jugoslaviske republikker | |
| Beograd | Ljubljana | Podgorica | Sarajevo | Skopje | Zagreb |
