Romersk Britannien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Romersk Britannien betegner de områder af de Britiske øer, der var kontrolleret af romerne i perioden 44 e.v.t. til 410 e.v.t. Territoriet udgjorde provinsen Britannien (lat. Britannia), som i store træk dækker det landområde, der i dag kaldes England og Wales.

[redigér] Forhistorie

De britiske var ikke ukendte i den antikke verden, grækerne kaldte dem "Cassiterides" (Tin-øerne), og både karthagerne og grækerne handlede med briterne. Øerne var før den romerske erobring beboet af keltiske stammer, som af fønikiske handelsfolk blev kaldt briter, de ydede støtte til deres keltiske allierede i Gallien under gallerkrigene, bl.a. dette gav Cæsar grund til at invadere de britiske øer to gange i 55 f.v.t. og 54 f.v.t. dog uden at det resulterede i en varig besættelse.

Cæsars invasion havde givet romerne stor indflydelse i Britannien, hvor de støttede lokale småkonger. Caligula gav sin støtte til en eksilkonge, og planlagde derfor i 40 e.v.t. et felttog mod briterne, men det blev aldrig gennemført, i stedet gav han, ifølge Sveton, ordre til soldaterne om at tage opstilling ved den Engelske kanal og angribe sivet i vandkanten, de blev bragt tilbage til Rom som krigsbytte.

[redigér] Den romerske erobring

Kejser Claudius allierede sig en anden flygtet britisk konge før sit felttog i 43 e.v.t., hvor det hurtigt lykkedes romerne at underlægge sig den sydligste del af Britannien. De romerske styrker bestod af fire legioner med hjælpetropper og var under ledelse af Aulus Plautius, som blev udnævnt til provinsens første guvernør. De allierede britiske styrker blev slået første gang ved landgangen i Kent, siden under ledelse af Catuvellaunis konge Caratacus ved hans hovedstad , Camulodunum. Han flygtede til ordovikernes område i, hvor den lykkedes ham at samle en ny hær, for dog igen at lide nederlag. Atter engang flygtede han, denne gang til briganternes dronning Cartimandua, hun havde dog allieret sig med romerne, så Caratacus blev udleveret.

Under den senere kejser Vespasian blev hele den sydvestlige del af Britannien underlagt romerne i løbet af 40’erne e.v.t.. Romerne indgik alliancer med flere lokale stammer, og i løbet af 1. årh. skubbede de langsomt deres magtsfære mod nord, Britannien var dog i hele perioden som romersk provins ofte præget af uroligheder.

Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.