Marcus Aurelius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Statue af Marcus Aurelius

Marcus Aurelius (26. april 121- 17. marts 180 e.Kr.), født Marcus Annius Verus, var romersk kejser fra 161-180 e.kr. samt stoisk filosof.

Marcus Aurelius var søn af en embedsmand i Frankrig, gjorde sig tidligt bemærket ved sine religiøse og filosofiske interesser og blev adopteret som ganske ung af Antoninus Pius på anbefaling af kejser Hadrian. Fra 146 var han adoptivfaderens medregent (og svigersøn) og overtog tronen efter dennes død. Til 169 regerede han formelt sammen med sin efter sigende uduelige adoptivbroder Lucius Verus.

Hans indenrigsstyre var en vellykket fortsættelse af forgængernes reformpolitik. Han gennemførte flere sociallove, bedrede slavernes retssikkerhed og indførte bl.a. fødselsattesten, ligesom han prøvede at begrænse gladiatorkampene. Derimod blev udenrigspolitikken fra o. 170 præget af krige med germanerne, og faktisk begynder Roms nedgangstid i denne henseende allerede her. Gennem resten af sin regering førte han næsten uafbrudt krige med germanerstammen markomannerne, som han med stor energi drev tilbage. Han døde i det nuværende Østrig efter et vellykket felttog.

Marcus Aurelius var kendt som "filosoffen på kejsertronen", da han skrev en lang række stoiske aforismer på græsk under sine mange felttog. Disse er samlet i værket "Ta eis heauton", der på dansk oversættes som "Tanker til sig selv." Hans filosofi kan ikke kaldes specielt original, men er præget af en beskeden og værdig holdning til livets tilskikkelser. En del af hans tankegang har ligheder med kristendommen, som han i øvrigt var modstander af, lighederne skyldes formentlig de kristnes rod i stoicismen. Hans høje idealer og generelt sympatiske fremtræden har givet ham tilnavnet "den ædleste af alle cæsarer", hvorimod man stærkt har beklaget, at han anerkendte sin tyranniske søn Commodus som tronfølger.

I traditionel historieskrivning ses han som den sidste gode kejser, og hans død er for det meste begyndelsen på den historiske subgenre, der kalder sig selv "The Decline and Fall of the Roman Empire" efter Edward Gibbons mastodontbog om emnet. Flere senere romerske kejsere erklærede, at de havde ham som forbillede og antog hans navn (bl.a. Caracalla og Heliogabalus), hvilket undertiden skaber forvirring i kejserrækken.