Jura
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jura omdirigeres hertil. For andre betydninger af Jura, se Jura (flertydig).
Jura er betegnelsen for det emne, som har med ret og rettigheder at gøre. Ved ret forstås en samling af skrevne eller uskrevne regler og normer for en forbudt eller tilladt gøren og laden imellem mennesker, organisationer og stater. Disse regelsæt administreres af domstole og/eller myndigheder. Blandt disse regler er love, offentlige forskrifter, aftaler og andre retshandler.
Som en grundlæggende del af alle menneskers hverdag kommer juraen for eksempel til udtryk, når to eller flere personer indgår en aftale af en hvilken som helst karakter, eller når en person foretager en forbudt handling. Den person, der yder en anden bistand med fortolkning af skrevne eller uskrevne regler, kaldes en jurist.
Samfundsudviklingen og den juridiske praksis har med tiden taget stilling til, og på baggrund heraf opstillet en række løsningsmodeller for en række centrale problemstillinger. Løsningsmodellerne er med tiden blevet retsgrundsætninger.
Det samfundsvidenskabelige studium af jura kaldes retsvidenskab (engelsk: jurisprudence) og beskæftiger sig med, hvad der er retfærdigt, og hvad der er uretfærdigt. Forskning indenfor dette felt bedrives typisk på universiteter.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oprindelse
[redigér] Naturret & positiv ret
Overfor hinanden er naturretten og den positive (menneskeskabte) ret, den mest grundlæggende sondring der findes indenfor juraen, idet den beskriver, hvorfor vi har jura, og hvad vi skal bruge den til.
Naturret defineres typisk som en samling regler og/eller normer, der eksisterer uafhængigt af både mennesker, dyr, planter, m.v, og således er grundlæggende for alt. Ganske naturligt har naturretten derfor i et historisk perspektiv været anset som en samling normer, der er givet af en gud.
Positiv ret er en samling menneskeskabte og fuldt konstaterbare regler, der regulerer et enkelt samfund og ikke som udgangspunkt kan anses for at være almengyldige.
Naturretten er to ting: Først og fremmest er det en samling af principper, der fortæller, at ting er, som de er, fordi de er, som de er. Eksempler herpå er tyngdeloven og princippet om, at det er moralsk forkasteligt at slå et andet menneske ihjel. Dernæst er naturretten en juridisk–filosofisk opfattelse, der især er udbredt i de engelske og amerikanske retssystemer, hvor man i Magna Carta og den amerikanske uafhængighedserklæring siger, at visse rettigheder eksisterer fordi de er gudgivne og derfor ukrænkelige.
Det er igennem en fortolkning og tilpasning af sådanne principper, at juraen og den positive ret er opstået. Et godt eksempel på positiv ret med hjemmel i en guddommelig naturret er 2. Mosebogs Ti Bud.
Men man skal længere tilbage i tiden for at se disse guddommelige principper blive nedskrevet. Af særlig betydning for Danmarks og de vestlige retssystemer er lovgivningen i Romerriget. I denne tidlige civilisation anså man næsten enhver gøren og laden som guddommeligt reguleret: Indgik man en aftale om for eksempel salg af et hus, ville man blive straffet af guderne, hvis man ikke opfyldte sin del af aftalen. For at undgå uenighed om hvad der var forkert, og hvad der var rigtigt, opstod en lang række kutymer og skikke, der skulle sikre, at alle gjorde, hvad der var rigtigt. Disse kutymer blev efterhånden nedskrevet, ændret, fortolket og ophævet af mennesker, og med tiden opstod den positive ret som et selvstændigt begreb – med ophav i naturretten.
En lang række af Romerrigets positive lovregler kan genfindes i den vestlige verdens retssystemer, enten som nedskrevne lovregler eller som uskrevne principper af mere eller mindre ufravigelig karakter.
[redigér] Retssystemer
Der anerkendes generelt at eksistere fire juridiske traditioner, der genfindes i verdens retssystemer. De to primære traditioner det civilretlige system og Common Law. Derudover taler man om religiøs ret og sædvaneret.
[redigér] Det civilretlige system
Den civilretlige tradition er kendetegnet ved, at regler og normer er nedskrevet og efterfølgende anvendt, fortolket og tilpasset af juridiske dommere. Som udgangspunkt er det således den lovgivende magt og ikke domstolenes præcedens, der afgør, hvorledes borgernes forhold skal reguleres. Reelt set tager domstolene dog hensyn til tidligere afgørelser, når de bliver forelagt en sag indenfor samme område.
Den civilretlige tradition har sin oprindelse i romersk ret og i særdeleshed lovsamlingen Corpus Juris Civilis af kejser Justitian, således som denne ret blev tilpasset igennem middelalderens jurister. I sin oprindelse var det civilretlige system ens over det meste af Europa, men med nationalismens opståen i Norden i 1600-tallet og som en følge af den franske revolution blev systemet fragmenteret og tilpasset de enkelte stater. Disse ændringer affødte en række nationale lovbøger som for eksempel den franske Code Civil, den tyske Bürgerliches Gesetzbuch og den svejtsiske ZGB, der alle tre i særdeleshed har været med til at udvikle den civilretlige tradition i tiden efter oplysningstiden.
Selvom romersk ret aldrig nåede Danmark, nåede kirkeretten dog til landet. Danmark følger derfor hovedsageligt den civilretlige tradition i dens særlige skandinaviske/nordiske form.
[redigér] Common law
Common law er betegnelsen for den angelsaksiske retstradition, der tillægger domstolene en betydelig rolle i samfundets regulering. Således er domstolenes afgørelser i de individuelle sager bindende for dommere, der bedømmer efterfølgende sager indenfor samme område. Det var først i 1700-tallet, at engelske dommere besluttede, at det skulle være muligt at ændre i præcedens. I forhold til den civilretlige tradition har dommerne i common law-retssystemer således en ikke ubetydelig retsskabende magt.
Common law-traditionen følges i Storbritannien (dog med visse modifikationer i Skotland) og denne nations tidligere kolonier, hvilket således vil sige De Forenede Stater og Commonwealth-landene.
[redigér] Sædvaneret
Den sædvaneretlige tradition findes primært i retssystemer, der er udviklet i et givet land, og som er tilpasset gennem tiden. Der er elementer af sædvaneret i en lang række af verdens retssystemer, men de eneste to lande, der udelukkende benytter sig af denne tradition, er Mongoliet og Sri Lanka.
[redigér] Religiøs ret
Mange religioner har tilknyttet en samling af love - for eksempel Halakha i jødedommen, Sharia i Islam, hinduret i Indien og kanonisk ret i visse trosretninger indenfor Kristendommen. I visse tilfælde er formålet med disse regler alene at fungere som moralsk vejledning, hvorimod de i andre tilfælde har til formål at danne grundlag for et lands generelle retssystem.
I sidstnævnte tilfælde kan dette ske på to måder:
- I lande som Iran er Islams religiøse love fuldt ud integreret i landets almindelige retssystem. I dette tilfælde er den positive ret tilnærmelsesvis det samme som den religiøse ret. Når retssystemet er indrettet på denne måde, kaldes statens styreform for et teokrati. Vatikanstaten styres ligesom Iran af præster, men benævnes traditionelt ikke som et teokrati. Dette skyldes, at den kanoniske ret, der er grundlaget for dette lands retssystem og styre, ikke regulerer civilretlige relationer, men alene kirkelige.
- I lande som USA findes der ingen national religion. Ikke desto mindre er der en religiøs arv og kulturel baggrund, der har en vis indvirkning på landets retssystem.
[redigér] Retsområder
Siden klassisk tid har juraen haft to forgreninger: Offentlig ret og privatret. Derudover udsondrer man typisk procesretten og den internationalt betonede ret i egne kategorier.
[redigér] Offentlig ret
Det offentlige retsområde er, generelt set, den jura, der dels bestemmer, hvordan en stat juridisk er organiseret, dels afgør hvordan konflikter imellem staten og én af statens borgere skal løses. Staten kan for eksempel sagsøge personer eller virksomheder for kriminelle handlinger såvel som brud på offentlige regulativer. Ligeledes kan personer, visse grupper samt virksomheder sagsøge staten for skade, som den har forvoldt disse, for eksempel på grundlag af brud på egne regler, ulovlig forvaltning, inkompetence eller krænkelse af nogle grundlæggende rettigheder, der ofte er beskyttet af en forfatning.
Den offentlige ret inddeles typisk i følgende kategorier:
- Forvaltningsretten
- Forfatningsretten
- Strafferetten
- Militærretten
[redigér] Privatret
Indenfor privatrettens område behandles konflikter imellem private personer, grupper af personer, organisationer og virksomheder. Privatrettens område er betydeligt større end den offentlige rets, eftersom det vedrører alle konflikter af ikke-kriminel karakter, der opstår imellem flere personer. Privatretten kaldes nogle steder for civilretten for at skabe en kontrast til kriminalretten. Denne benævnelse har dog intet med den civilretlige tradition at gøre.
Indenfor den internationale privatret (engelsk: private international law) behandles konflikter som de ovenfor nævnte, omend med den modifikation, at hver af parterne befinder sig i forskellige stater. Selvom en række traktater behandler konflikter af denne karakter, er området præget af en betydelig mængde uskreven ret.
Privatretten kaldes også for formueretten, da det vedrører retsforholdene for fysiske aktiver såvel som for krav, der opstår i eller udenfor kontraktsforhold.
I Danmark inddeler man typisk privatretten i to kategorier:
- Tingsret eller ejendomsret
- Obligationsret
- Obligationsrettens almindelige del
- Fordringsrettigheder
- Køberetten
- Erstatningsretten eller deliktsretten
- Aftaleretten
- Obligationsrettens særlige del (ikke udtømmende)
- Lejeret
- Entrepriseret
- Familieformueretten
- Obligationsrettens almindelige del
[redigér] Procesret
Procesret er det retsområde, der omhandler juridiske processer ved domstolene. Området, der udgør en mellemting imellem den offentlige ret og privatretten, inddeles typisk i:
- Straffeproces
- Civilproces
[redigér] International ret
Den internationale ret er primært reguleret igennem traktater og sædvaner. Den inddeles typisk i to kategorier:
- Folkeret (engelsk: (public) international law), der regulerer forholdet mellem flere stater, mellem en stat og en borger i et andet land eller mellem internationale organisationer. Herunder falder også områderne humanitær folkeret, (krigsret) og de såkaldte menneskerettigheder.
- EU-retten, der regulerer retsforholdet mellem borgere, medlemsstater og institutionerne i den Europæiske Union,
- International privatret, der regulerer forholdet imellem private i forskellige stater.
[redigér] Juridiske institutioner
[redigér] Lovgivere
Lovene vedtages af det demokratisk valgte parlament (i Danmark Folketinget), normalt efter forslag fra regeringen. Den lov, der vedtages, udgør det grundlæggende indhold af den proces, der har ført til lovens tilblivelse. Til lovteksten hører derfor en forhistorie, motiver for loven, forklaringer m.v., der samlet betegnes som en lovs forarbejder, og som tjener til hjælp ved fortolkning af loven.
[redigér] Domstolene
Konflikter imellem mennesker kan løses på forskellige måder. De offentlige domstole tjener først og fremmest som et servicetilbud til landets borgere, i konflikter imellem to eller flere mennesker eller imellem mennesker og en offentlig myndighed. Private voldgiftsretter løser ofte konflikter mellem større virksomheder.
Domstolenes virksomhed omfatter ikke kun konfliktløsning. Således indtager de også en central situation i skiftesager (i arve-, konkurs- og skilsmissetilfælde), ved køb og salg af fast ejendom m.v. I disse tilfælde kaldes domstolen for enten en skifteret eller fogedret.
Højesterets og landsretternes handlinger, (domme og kendelser), kan følge hidtidig praksis, ændre hidtidig praksis eller skabe ny praksis for, hvordan lignende situationer bør løses.
[redigér] Administrative Myndigheder
Lovene regulerer, hvordan offentlige myndigheder skal arbejde og derigennem også, hvordan staten skal forholde sig til sine borgere.
