Irakkrigen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Irakkrigen eller den tredje golfkrig (2003-idag) betegner den invasion af Irak som blev indledt d. 20. marts 2003 af 'Koalition af Villige Lande' som bestod af England, Polen, Danmark samt andre anført af USA under navnet operation irakisk frihed. Krigen blev igangsat efter en 48 timers deadline sat af præsident George W. Bush den 18. marts 2003. Deadlinen krævede at Saddam Hussein og hans to sønner Uday og Qusay skulle forlade Irak.
D. 2. maj 2003 erklærede George W. Bush krigshandlingerne i Irakkrigen for afsluttet. Krigen blev ikke erklæret for afsluttet, og er således officielt stadig i gang under betegnelsen Irakkonflikten (en: Conflict in Iraq). Dette indebærer blandt andet at samtlige krigsfanger ikke skal løslades.
Der er i øjeblikket et oprør i landet, som antages at blive assisteret af islamistiske militante grupper. Årsagerne til oprøret er komplekse og inkluderer modstand mod besættelsen, frustrationer over forværrede livsbetingelser og mistro til den valgte regering.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Optakten til konflikten
Siden Golfkrigen i 1991 havde der fra det internationale samfund været et pres på Saddam Husseins Irak. Landet havde været ramt af sanktioner, og FN havde haft våbeninspektører i landet op til flere gange. På trods af, at et stort antal våbeninspektører undersøgte landets militære anlæg i månederne op til krigen, blev der ikke fundet afgørende beviser for, at landet overtrådte forbudet mod masseødelæggelsesvåben. Alligevel valgte USA og en mindre gruppe lande at indlede et angreb.
Tyskland, Frankrig, Rusland, Kina, hele Afrika samt en lang række andre lande udtalte sig skeptisk om det rimelige i at gennemføre en sådan aktion uden godkendelse i FN.
[redigér] Krigen mod terror
I tiden efter terrorangrebet den 11. september 2001 og den efterfølgende krig i Afghanistan blev spørgsmålet om Iraks muglige masseødelæggelsesvåben til en central sag i USAs krig mod terror kampagne.
Allerede før 11-september var der kræfter i George W. Bushs administration som var tilhængere af en politik som tillod angreb mod andre stater, hvis de kunne udgøre en fare for USAs sikkerhed. Denne politik [1] blev første gang formuleret af Paul Wolfowitz.
Efter 11-september styrkede denne nykonservative gruppe ledet af forsvarschef Donald Rumsfeld sin postion og ledede politikken frem til den såkaldte Bush-doktrin[2] som forandrede USAs udenrigspolitik og tillod landet at gå til forskudskrig mod andre lande. I krigen mod Afghanistan var begrundelsen ikke et problem, men imod Irak var det til gengæld vanskeligt at finde en god grund til at gå i krig.
USAs begrundelse for at gå i krig:
- at Irak havde skjulte lagre med masseødelæggelsesvåben, og et hemmeligt atomvåbenprogram
- at Irak støttede terroristorganisationer som al-Qaida, og var villig til at forsyne dem med masseødelæggelsesvåben.
- at frigøre Irak fra et udemokratisk terrorregime, som havde ført en folkemordspolitik overfor den kurdiske minoritet, blandt andet ved hjælp af kemiske våben.
Der blev lagt særlig vægt på dette med masseødelæggelsesvåben, og USA drev et omfattende spil i FN for at få accept for en invasion. Efter invasionen sendte USA sine egne våbeninspektører ud, som ikke fandt masseødelæggelsesvåben, det viste sig i eftertiden at mange af de beviser USA præsenterede for FN var producerede til anledningen og uden at der var hold heri. Det samme gjaldt kontakten til al Qaeda.
Siden invasionen begyndte uden eksplicit tilladelse fra FNs sikkerhedsråd mener enkelte at, den var et brud på FN-charteret. FNs generalsekretær Kofi Annan udtalte i september 2004 - From our point of view and the U.N. charter point of view, it was illegal [3].
I sin tale til nationen 17. marts 2003 krævede præsident Bush at, Saddam Hussein og hans to sønner Uday og Qusay skulle forlade Irak inden 48 timer [4]. Dette krav blev afslået [5].
[redigér] Invasion
20. marts 2003 kl. 0230 GMT startede fly- og raketangreb mod mål i Irak. Rusland, Frankrig og Kina fordømte angrebene. Kurdiske bakkestyrker sammen med specialstyrker og flystøtte fra koalisionen angreb regeringsstyrkene fra nord, mens britiske styrker startede landkrigen i syd ved at angribe Faw-halvøen.
De første dagene mødte koalisionen stærk modstand, særlig i kampen om havnebyen Umm-Qasr, men også i større byer som Basra og Nassiriya. Alligevel var koaliasionsstyrkene så overlegne at i begyndelsen af april stod amerikanske styrker ved «Bagdads porte». 4. april optrådte Saddam Hussein på fjernsyn sidste gang som præsident, men det er usikkert, om det var en tidligere optagelse. Ellers forsvandt det irakiske regime og forsvar efterhånden som styrkene nærmede sig hovedstaden, og snart så det ud til at kun informastionsministeren var tilbage for at forsvare regimet. 9. april blev den store statue af Saddam Hussein i Bagdad centrum nedrevet.
I nord rykkede kurdiske styrker hurtigt frem, ofte flygtede regeringsstyrkene uden kamp. 10. april rykkede kurdiske peshmergas ind i Kirkuk, dagen efter tog kurderne magten i Mosul og 13. april indtog amerikanske styrker Saddams hjemby Tikrit. 1. maj landede George W. Bush på et hangarskib i området og erklærede at hoveddelen af de millitære operationer var afsluttet - Mission Accomplished.
[redigér] Besættelsen
Nedrivningen af Saddam-statuen symbolisede afslutningen på 30 års terrorregime, men symbolisede også sammenbruddet i landets administration og ordensmyndigheder. Besættelsesmagten havde ikke tilstrækkelig styrker til at holde orden, og ønskede heller ikke at benytte Iraks tidligere politi og militær. I anarkiet som opstod startede omfattende plyndringer, ødelæggelser og uroligheder. Mest kendt er plyndringen af nationalmuseet, men sygehus og andre vigtige offentlige bygninger også blev ramt.
Henover sommeren begyndte de første tegn til væbnet modstand mod besættelsen, først fra tidligere baathister, som militære og efteretningsfolk. Senere kom andre grupper til, blandt andet shiaislamiske millitsgrupper og Al-Qaida-tilhængere med erfaring fra Afghanistan.
[redigér] Amerikansk styre
Amerikanerne havde på forhånd samlet forskellige eksilirakere og andre til Coalition Provisional Authority (CPA), som skulle administrere Irak. Den 21. april ankom medlemmene til Bagdad sammen med Jay Garner, en tidligere general som skulle være leder for den nye administration. Garner gjorde et så dårligt job at han blev erstattet med Paul Bremer den 11. maj.
USAs opprindelige plan var, efter nogen tid, at give magten til eksil-irakere, som så skulle udforme Iraks nye konstitution eller grundlov. Disse eksil-irakerne viste sig at være så upopulære at planen blev opgivet.
Næste træk var at opprette et nyt organ, Det irakiske styringsråd den 22. juli, som bestod af irakere som var håndplukket af den amerikanske administration. De var heller ikke istand til at lave nogen grundlov, og Bremer ønskede nu at lave et grundlovsstyre, håndplukket blandt eliten i Irak. Dette forsøg blev stoppet i styringsrådet af sjia-lederen Ali Sistani, som ønskede demokratiske valg. Sistani fik sjia-erne, som ellers havde været passive, ud i gaderne som en advarsel om at alt andet end demokrati ville være forkert for majoriteten i landet. Presset førte til at administrationen måtte gå med til valg i januar 2005, og selv da prøvde præsident Bush at udsætte valget [6].
[redigér] 2004
[redigér] Forårsoprøret
Fallujah er en by som ligger i sunnitrekanten syv mil vest for Bagdad, i begyndelsen af 2004 var Fallujah under kontrol af baatist-grupper og byen var central i oprøret mod besættelsesmagten. Den 4. april startede amerikanerne en offensiv: Operation Vigilant Resolve for at genvinde kontrollen over byen. De mødte stærk modstand som spredte sig over store dele af Irak. Etter seks uger endte kampene i Fallujah med våbenhvile som gav kontrollen over byen til en styrke - «Fallujah-brigaden» - som var ledet af tidligere baat-offiserer. Denne styrke brød hurtigt sammen og kontrollen gik over til oprørerne.
April 2004 var også den måned hvor amerikanske styrkers og kontraktørers tortur og misbrug af fanger i Abu Ghraib-fængslet blev afsløret [7]. Afsløringene bidrog ikke til beroligelse af situationen.
Samtidig med at kampene startede i Fallujah, startede den shiaislamske millitsgruppe kaldet Mehdi-hæren et oprør i en fattig shiadomineret bydel i Bagdad - Sadr City - og de sydlige byene. Millitsen overtog flere byer, men efter meget hårde kampe tog koaliationsstyrkerne kontrol over alle byerne, undtagen dele af Najaf, 16 mil syd for Bagdad. Den 6. juni beordrede Mehdi-hærens leder Muqtada al-Sadr ophør i kampene og indgik en fredsaftale med amerikanerene. Aftalen varede til august da amerikanerne angreb Najaf igen og tilsidst belejrede Iman-ali moskeen, hvor al-Sadr befandt sig [8]. Efter forhandlinger ledet af shialederen Ali Sistani erklærede al-Sadr våbenhvile over hele Irak [9]. Alligevel fortsatte et begrænset shiaoprør bla. i Sadr City frem til slutningen af året da al-Sadr gikk ind i politik og Mehdi-hæren i den nationale sikkerhedsstyrke.
I november 2004 vendte amerikanerne tilbage til Fallujah sammen med irakiske sikkerhedsstyrker [10], efter meget hårde kampe overtog de kontrol med byen.
[redigér] Irakisk styre
Den 8. juni 2004 vedtog FNs sikkerhedsråd at en provisorisk Irakisk regering skulle være på plads inden 30 juni, og at det markerede afslutningen på besættelsen [11]. Sikkerhedsrådet fremlagde også krav om valg som skulle være gennemført inden udgangen af 2005.
Den 28. juni 2004 blev Det irakiske styringsråd nedlagt, og en provisorisk irakisk regering ledet af eksilirakeren Iyad Allawi fik en begrænset myndighed. Regeringens vigtigste opgave var at lede prossessen gennem flere valg til en permanent irakisk regering, og dens første vedtagelse var at starte retsagen mod Saddam Hussein.
[redigér] 2005
[redigér] Valg til midlertidlig nationalforsamling
Den 30. januar 2005 var der valg til en midlertidlig nationalforsamling. Forsamling, som blev valgt, havde et stort flertal af shiitter og kurdere, fordi sunniaraberne delvis boykottede valget, og delvis var bange for terrorangreb mod valglokalene.
[redigér] Overgangsregering
3. maj Den Irakisk overgangsregerings leder blev eksilirakeren Ibrahim Jaafari.
[redigér] Konstitution
Et udkast til ny grundlov blev, efter langvarige forhandlinger, udlagt til folkeafstemning den 15. oktober, og vedtaget med overvældende flertal. Foreløbig er der kun blevet oprettet én region: den Kurdiske [12].
[redigér] Valg til nationalforsamling
Den 15. desember 2005 var der valg til den første demokratiske nationalforsamling i Irak. Vigtige opgaver for den nye nationalforsamlingen vil være endelig godkendelse af den nye grundlov, herunder spørsmålet om føderativ inddeling af landet og fordeling af olieindtægter mellem regionene. Valgdeltagelsen var over 70%, og flere sunni-arabiske partier deltog også, mens de væbnede modstandsgrupper holdt sig i ro. Resultatet blev som forventet fremgang for den Sunni-arabiske allianse som fik 55 af 275 repræsentanter, Shia-alliansen SCIRI fik 128 repræsentanter og mistede det absolutte flertal mens den største kurder-koaliation fik 53 pladser.
[redigér] 2006
Begyndelsen af 2006 har været præget af politisk lammelse og øget vold mellem grupper i det irakiske samfund, idet nationalforsamlingen været ude af stand til at udpege en statsminister og danne ny regering.
[redigér] Regeringsdannelse?
I overgangsregeringen havde shia-alliansen absolut flertal. Derudover havde den støtte fra kurderne. Alliansen ønskede at lade statsminister Ibrahim Jaafari fortsætte som leder for en ny koaliationsregering, men hans kandidatur havde ikke meget støtte fra kurdere, sunniarabere eller sekulære shiitter. Jaafari fik først og fremest støtte fra Muqtada al-Sadr og hans Mehdi-hær, sunniene støttede ikke Jaafari af flere gunde, de beskylder ham også for at lade shia-millitsen operere som en del af sikkerhedsstyrken. Kurderne var utilfredse med Jaafari bla. fordi han ikke har været villig til at give dem Kirkuk og det olierige område rundt om byen. USA og sekulære grupper mistror Jaafari blandt andet fordi han regnes for at være en fundamentalistisk islamit [13].
Ibrahim al-Jaafari tilbagetrak sit kandidatur 20. april og shia-alliansen har nomineret Jawad al-Maliki, viceformand for Dawa-partiet, som ny statsministerkandidat. Maliki ser ud til at have støtte fra de andre gruppene i nationalforsamlingen [14] [15] [16].
[redigér] Borgerkrig?
Efter valget var det klart at situationen var i færd med at ændre sig i Irak, aggresiviteten fra oprørerne havde flyttet sig fra besætterne til kamp mellem forskellige irakiske etniske og religiøse grupper. Lighusene meldte om et stigende antal lig som bar tydelig præg af tortur og henrettelse. Dødsskvadroner bestående af shia-millits, delvis ansatte i sikkerhedsstyrkene hærger om natten [17] . Ifølge amerikansk statistik blev der i marts fundet 1313 henrettede, otte ganger flere end der blev dræbt af selvmordsbombere.
Ødelæggelsen af den shimuslimske helligdom Al-Askari moskeen i Samrara [18] førte til en voldsbølge mod sunnier [19]. Til trods for at befolkningen stort set er grundig træt af voldshandlingerne er situationen temmelig ustabil, specielt i "sunni-trekanten".
Skulle urolighederne i de arabiske områdene udarte sig til åben borgerkrig, er det ventet at den kurdiske regionen vil erklære sig selvstændig.
[redigér] Styrkerne
Den irakiske hær mentes at bestå af 375.000 mand, heraf udgjorde den republikanske garde 60.000. Den republikanske garde bestod af Hammurabi-divisionen, Al-Nida-divisionen og Medina-divisionen. Landet havde cirka 650.000 mand i reserve og paramilitære styrker på cirka 44.000.
Iraks luftvåben mentes at bestå af cirka 100 angrebshelikoptere og 300 kampfly. Hovedparten af disse ansås dog ikke at være funktionsdygtige.
De irakiske kampvogne bestod primært af russiske T-72, og landet mentes at have 2.000 - 2.600 af disse. Herudover havde Irak cirka 400 pansrede mandskabsvogne.
Den irakiske flåde havde 5-7 patruljebåde og minelæggere. Luftforsvaret i Irak mentes at bestå af 850 missilaffyringsramper og 3.000 antiluftskytskanoner.
De irakiske styrker stod over for en koalition af styrker fra en række lande, hvor USA stillede med langt hovedparten.
235.000 mand havde USA udstationeret i Golfen, og man havde 1.100 fly og 850 kampvogne til rådighed. Af krigsskibe var fem hangarskibe med støttefartøjer sejlet til golfområdet, yderligere et hangarskib holdtes i reserve og var tæt på Golfen.
Storbritannien var den anden væsentlige del af koalitionen. De havde 45.000 mand, 100 fly, 120 kampvogne og 17 flådefartøjer (et hangarskib med støttefartøjer) til rådighed.
Australien stillede med 2.000 mand, som dog ikke forventedes at skulle bruges offensivt.
Danmarks bidrag bestod af korvetten Olfert Fischer og ubåden Sælen.
[redigér] Lederne
Koalitionen
- George W. Bush, præsident, USA
- Tommy Franks, øverstbefalende over koalitionens styrker
- Tony Blair, britisk premierminister
- Donald Rumsfeld forsvarsminister, USA
- Colin Powell Udenrigsminister, USA
- Condoleezza Rice National sikkerhedsrådgiver, USA
Irak
- Saddam Hussein, Iraks præsident/diktator
[redigér] USA's taktik
USA's taktik lagde fra starten an på en hurtig sejr over Irak. Helst ved brug af en tofronts krig med landsætning af styrker både fra Kuwait og Tyrkiet. Forhandlingerne med Tyrkiet førte dog ikke til noget resultat, og til sidst blev styrkerne der var tænkt til at åbne den nordlige front i Irak returneret til USA / Kuwait for senere indsættelse herfra. Den amerikanske taktik i starten af krigen gik i udpræget grad ud på at undgå træfninger i de irakiske byer. Disse blev omgået, og styrken gik med stor hastighed direkte mod Bagdad.
[redigér] Iraks taktik
Stærkt underlegen i direkte militær konfrontation med de amerikanske styrker, placerede Saddam Hussein hovedparten af sin styrke i og omkring Bagdad og de øvrige irakiske byer i et forsøg på at gøre konflikten til en bykrig. Endelig blev taktikken lagt an på, at de irakiske styrker skulle foretage guerillaangreb på de amerikanske styrker, ofte forklædt som civile.
[redigér] Krigens indledning
Torsdag 20. marts
Krigen blev indledt klokken 03.30 om natten den 20. marts, da der blev affyret cirka 40 tomahawk missiler mod mål i Baghdad. Målet for disse angreb menes at have været Saddam Hussein og hans nærmeste, idet USA via efterretninger skulle være informeret om, hvor han befandt sig. Klokken 04:15 gik den amerikanske præsident George Bush på tv og erklærede over for nationen, at krigen var påbegyndt.
Klokken cirka 10.40 sendte Irak en række al Fatah missiler mod de amerikanske styrker i Kuwait. De gjorde alene begrænset skade, da de fleste blev nedskudt af patriotmissiler.
Senere på dagen omkring klokken 18.00 gik amerikanske og britiske styrker over grænsen ved Kuwait til Irak.
En time senere blev endnu et missilangreb indledt på Baghdad.
Angrebene blev foretaget af F-117a stealth fly fra baser i Qatar og Oman, støttet af FA-18 Superhornets og EA-6b Prowlers fra flåden.
Mandag 24. marts
Fire dage inde i konflikten var der af koalitionens styrker fløjet omkring 6.000 missioner og affyret omkring 1.500 krydsermissiler og et tilsvarende antal satellitstyrede bomber. Krigen var derfor i den indledende fase blevet udkæmpet i langt højere grad med præcisionsvåben end tidligere krigskonflikter. I Golfkrigen 1991, som varede 43 dage, blev der "kun" affyret 323 Tomahawk krydsermissiler i alt.
Torsdag 27. marts
Amerikanerne indsatte de første faldskærmstropper i Irak. 1.000 mand faldskærmstropper ankom til det bjergrige, kurdisk kontrollerede nordlige Irak.
Hermed blev den nordlige front i Irak åbnet. De første aktioner fra faldskærmstroppernes side var at indtage en flyveplads i Bashur-området, cirka 50 km nordøst for byen Irbil.
Lørdag 29. marts
Efter en række problemer for de amerikanske styrker med at sikre deres forsyningslinjer, stoppede deres fremrykning mod Baghdad. Luftbombardementerne fortsattes dog med uformindsket styrke.
For første gang i konflikten lykkedes det for irakerne at sende et missil med succes mod Kuwait city. Missilet landede tæt på Kuwaits udenrigsministerium og emirens palads. Alle de cirka 15 forrige forsøg blev enten skudt ned eller ramte ørkenområder eller havet. Missilet mentes at være affyret fra et område, der tidligere var meldt ud som "sikret" af koalitionens styrker.
En irakisk selvmordsbombemand dræbte fire soldater ved en militær kontrolpost ved byen Najaf, og den irakiske vicepræsident Taha Yassin Ramadan truede med flere af denne slags angreb.
Søndag 30. marts
Koalitionen optrappede bombeangrebene mod de irakiske styrker syd for Bagdad.
Engelske marinesoldater fangede en irakisk general og en anden højtstående officer syd for byen Basra i landsbyen Abu al-Qassib. I samme operation dræbtes en oberst fra Den republikanske Garde.
Mandag 31. marts
Meddelelsen fra dagen før om en tilfangentagen irakisk general blev trukket tilbage af de britiske styrker. Der var tale om en misforståelse. Der var alene tale om en højtstående officer og ingen general.
Tirsdag 1. april
Bombardementerne af den republikanske garde omkring Bagdad fortsatte med uformindsket styrke. Der meldtes endvidere om kampe ved byen Hinaiya, cirka 80 kilometer syd for Bagdad. Byen var vigtig for den amerikanske fremmarch mod Bagdad. Der kæmpedes også ved byerne Hilla og Nassiriya.
Basra var fortsat omringet af britiske styrker, der stadig ikke var gået ind i byen.
Amerikanske soldater skød og dræbte mindst syv civile irakere, hvis bil undlod at standse ved en kontrolpost nær Najaf.
Torsdag 3. april
Den danske korvet Olfert Fischer ankom til den amerikanske flådes hovedbase i Bahrain i den Persiske Golf.
I Bagdad flygtede stadig flere desertører og civile ud af byen. De amerikanske tropper stod nu cirka 10 kilometer fra Bagdads forstæder.
Ved byen Mosul i nordirak var både kurdiske og amerikanske styrker involveret i træfninger med irakiske soldater. De irakiske styrker havde efterhånden kun kontrol over selve byen.
Søndag 13. april
Amerikanskledede styrker fangede Saddam Husseins halvbror Watban, da han forsøgte at flygte over grænsen til Syrien. Watban Ibrahim Hasan havde tidligere posten som indenrigsminister i Irak. Watban var en af de nævnte på den 55 mands liste, som USA tidligere offentliggjorde.
Tidligere på dagen var syv amerikanske krigsfanger fundet uskadte.
Mandag 14. april
Amerikanske styrker overtog kontrollen med Tikrit og havde dermed besat alle væsentlige større byer i Irak.
Torsdag 25. april
Tariq Aziz overgav sig til de amerikanske styrker. Han var nr. 12 på USA's liste over de 55 mest eftersøgte personer fra den tidligere irakiske ledelse.
Fredag 2. maj
George W. Bush erklærede i en tale klokken 3.00 dansk tid krigshandlingerne i Irak krigen for afsluttet. Krigen blev ikke erklæret for afsluttet, formentlig fordi dette politisk ville indebære, at samtlige krigsfanger skulle løslades, og en fortsat jagt på Saddam Hussein ikke ville være tilladt jævnfør krigens regler. Talen blev afholdt via en tv-transmitteret tale fra hangarskibet USS Abraham Lincoln ud for Californiens kyst.
[redigér] Døde og sårede
| Overslag over antal døde og skadede i irakkrigen siden marts 2003 | ||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Denne tabel og tallene er hentet fra en artikkel i engelsk-wikipedia - Casualties of the conflict in Iraq since 2003 - som opdatert til 26. marts 2006. |
[redigér] Brud På Menneskerettighederne
Visse menneskerettighederskrænkelser har ledt til kritik af de besættende styrker.
Nogle af de mest publicerede krænkelser inkluderer:
- Tortur og krænkelser af fanger i Abu Ghraib-fængslet.
- Fanger sendt til Guantanamo Bay fangelejren, hvor der stadig er betydelig debat og kritik fra blandt andre Amnesty International.
[redigér] Finansielle udgifter
Pr. 31 marts 2006 er over $251 milliarder (cirka 1481 mia. DKK) tildelt af den amerikanske kongres for Irakkrigen og krigen i Afghanistan.
Det er ikke kendt hvor mange penge der er blevet brugt af de andre medlemmer af koalitionen, specielt england, men USAs andel af omkostningerne er langt den største.
Lige siden begyndelse af krigen har G.W. Bush ikke inkluderet omkostningen af Irakkrigen og efterfølgende besættelse i det regulære forsvarsbudget. I stedet har han anmeldt nødbudget regninger til kongressen for at dække de estimerede omkostninger af Irakkrigen og besættelsen.
[redigér] Irakiske
Omkostningerne for det irakiske folk inkluderer:
- højt antal civile tab
- ødelæggelse af infrastruktur
- tab af suverænitet til de irakiske naturressourcer, herunder olie
- langtrækkende økonomiske effekter af instabilitet og det ikkefungerende samfund
[redigér] De politiske konsekvenser af krigen
Den hurtige militære sejr styrkede de kredse i USA, som ønskede en langt hårdere kurs overfor de såkaldte slyngelstater.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Iraq Body Count - civile tab
