Håkon 4. Håkonsson
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Håkon IV Håkonsson var konge af Norge i perioden 1217-1263.
Han var søn af Håkon Sverresson og Inga fra Varteig, født i 1204 på Folkenborg i Eidsberg. Han blev valgt til konge af birkebeinerne i 1217. I løbet af hans regeringstid sluttede borgerkrigene. Det sidste oprør blev ledet af hans svigerfar, hertug Skule, som blev dræbt i 1240. I 1247 blev Håkon kronet af kardinal Vilhelm af Sabina i Bjørgvin.
I hans regeringstid blev Island og Grønland lagt under den norske krone. Han styrkede de diplomatiske forbindelser til andre lande, blandt andet ved at bortgifte datteren Kristina til den kastillianske konges bror i 1258. Kongen var foreslået af paven som tysk-romersk kejser omkring 1250.
Håkon sendte også sendemænd til sultanen af Tunis (1262). I 1263 mobiliserede han den største ledingsflåde i Norges historie for at forsvare Hebriderne efter at den skotske konge i et stykke tid havde gjort krav på dem. Efter nogle få kampe, uden noget videre resultat, gik flåden i vinterkvarter på Orkneyøerne. Der døde Håkon den 17. december 1263.
Uenighederne mellem Håkon og svigerfaderen Skule skildres litterært i Henrik Ibsens skuespil Kongs-Emnerne.
| Efterfulgte: | Konge i Norge 1217-1263 |
Efterfulgtes af: |
| Inge Bårdsson 1204–1217 |
Magnus Lagabøter 1263–1280 |
 |
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
