Det store spring fremad
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det store spring fremad (kort: Det store spring, pinyin: dà yuè jìn) var den officielle parole for den politik som blev ført i Folkerepublikken Kina) fra 1958 til 1960. Målet var at omdanne Kina til en økonomisk og militær stormagt.
Det store spring var en stort anlagt plan udviklet af Mao Zedong som skulle vise et alternativ til den sovjetiske (med sin store vægt på tungindustri). Det store spring lagde hovedvægten på kollektiviseringen af kinesisk landbrug, og opbygging af letindustri. Mao var overbevist om at hurtige fremskridt og springet på det økonomiske område ville højne folks bevisthed og bane vejen for et rent kommunistisk samfund. Den ideologi som lå bag, var således i pagt med traditionelle marxisme-leninisme, hvis ideologi var blevet udviklet under Josef Stalin i Sovjetunionen (f.eks. i værket «Om den historiske og den dialektiske materialisme» og givet sin egen udforming i den historiske materialisme som udtrykt i «Mao Zedongs tænkning (den lille røde)» (f.eks. i skriftet «Om modsigelsen»).
Til at begynde med så det ud til at rigtigt godt: Landbrugs- og stålproduktionen gik hurtigt frem. Men Mao og andre i det centrale lederskab blev fikseret på en helt urealistisk vækstkvote. De ville nå op på en højere tungindustriel produktion pro capita inden 15 år end den britiske.
Antallet af landbrugsarbejdere, som blev overført til stålproduktionen var alt for højt. Men de ville ikke se sandheden i øjnene mens sammenbruddet nærmede sig. De fabrikerede deres egne propagandaprægede sejrsmeldinger, selv om de ikke stod til troende og de centrale aktører viste at sandheden var en anden end fremstilingen i deres egen propaganda.
Mao mente at man kunne øge produktionen ved at oprette folkekommuner hvori al ejendom blev kollektiviseret og arbejdet blev udført med masseindsats. Der blev etableret omkring 25.000 folkekommuner, hver på omkring 5.000 hushold. Eftersom han var så fikseret på at få stålproduktionen op, beordrede han at der skulle bygges ministålværker i alle kommuner. Bønderne sulle forsyne dem med brænsel og jern. Produktionsmålene var så høje og metodene så hensynsløse at det gik ud over mange af husene (træværk i vægge og tage blev brugt som brænsel, folk måtte flytte til kasernelignende fællesbygninger), naturen, og husgeråd (særlig det som var af jern). Da det senere blev klart at fælleskantinene ikke var nogen heldig løsning og folk fik lov at vende hjem, havde de ofte ikke noget rigtigt hjem at komme tilbage til, eller de manglede køkkenovne, woker og andet nødvendigt til husholdet.
I 1959 var det klart at «Det store spring» var en entydig katastrofe. Selv om målsætningene for stålproduktionen forsåvidt blev nået, var det ikke meget at trøste sig med. Man havde benyttet meget skrotjern for at øge produktionen, og kvaliteten på stålet var ofte så dårlig at det var ubrugeligt. Khrusjtsjov indstilede på det tidpunkt den sovjetiske tekniske assistance som følge af de stadig forværrede forbindelser mellem Kina og Sovjetunionen. Samtidig kom tørkeperioder, og landsbrugsproduktionen. Hungersnød brød ud. I nogen få områder døde op til 40 procent af befolkningen. Der gik rygter om skrækeksempler på kannibalisme. Samtidig var der store mængder afgrøder som ikke blev høstet, og eksporten af madvarer var større end nogensinde.
Det er uvist præcist hvor mange menneskeliv, der gik tabt som følge af Maos «store spring». Et overslag går på at omkring 30 millioner døde af sult. I 1957, året før «Det store spring», var der 7-10 millioner som sultede ihjel.
De mange naturkatastrofer i den aktuelle perioden gjorde ondt værre. Disse år blev plaget af tørke, oversvømmelser og generelt dårligt vejr. I juli 1959 gik Den gule flod over sine bredder i det østlige Kina. Det kostede omkring tre millioner livet, enten direkte eller ved den hungersnød som bortfaldet af store afgrøder førte til. I 1960 blev 55 procent af al dyrket mark i nogen grad ramt af tørke eller dårligt vejr.
Det ville imidlertid være forkert at ligge skylden for den udbredte hungersnød på det dårlige vejr. Mange eksperter har påpeget at man med en fornuftig landbrugspolitik ikke ville havet fået et tilnærmelses så dårlig udfald. Mange gange gjorde myndighederne situationen værre ved at nægte den sultende befolkning at opsøge tilgrænsende områder hvor der var bedre forhold. Derved kunne bønderne ikke drage nytte af hinandens solidaritet.
