Rastafarianisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rastafarianismen (også kaldet rastafari eller bare rasta) er en nyere religiøs bevægelse opstået i 1930ernes Jamaica, som regner Halie Selassie I, Etiopiens tidligere kejser, som Jah (dvs. Gud).

Rastafarianismen har sin oprindelse i en variant af kristendommen, der blev praktiseret på Jamaica, omend lighedstrækkene i dag er få. Rastaerne regner Haile Selassie for at være Gud Fader og Jesus Kristus for at være Guds søn i en hellig treenighed, idet rastaerne selv udgør Helligånden, det tredje led. Religionen blev stærkt påvirket af Marcus Garveys bevægelse, som arbejdede for at de sorte skulle kunne rejse tilbage til Afrika, og enkelte rastafarianere ser på Garvey som en reinkarnation af Johannes Døberen.

Navnet Rastafari kommer fra titelen Ras Tafari (Makonnen) (Prins Tafari), som Haile Selassie bar, før han blev kronet til kejser. Bevægelsen blev populær hos sorte arbejdere og jordbrugere, ikke mindst på grund af dens store fokus på den hvide befolknings udnyttelse af de sorte. De hvide associeredes med "Babylon den Store", hvorimod de sorte opfattedes som Guds egentlige, lidende og undertrykte folk, som p.t. levede i eksil langt fra deres egentlig hjemland i Afrika og i særlig grad Ethiopien. Centralt i rastafaribevægelsen står netop loyaliteten mod og længslen efter Zion, det forjættede land, som man tror er at finde i Ethiopien, samt en afstandtagen til det moderne samfund. Rastaer tror, at Jah på dommens dag vil lade de retfærdige leve evigt i Zion i fred, kærlighed og harmoni.

Rastafaribevægelsen er blevet kendt over hele verden på grund af dens afgørende rolle i jaimaicansk musik, herunder i særlig grad reggae. Dertil er den også berygtet for, at dens tilhængere regner indtagelse af cannabis for et sakramente.