Ophelia
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
John Everett Millais´ maleri Ophelia (1852)
John Everett Millais var maler og illustrator og en af de engelske præ-rafaeliter. Han har malet oliemaleriet Ophelia (1852), som hænger på Tate Britain i London. Motivet er hentet fra tragedien Hamlet (akt 4) af Shakespeare, hvor Ofelias død beskrives af Hamlets mor Gertrude, som fortæller, at Ofelia drukner i et vandløb - syngende og grebet af vanvid. Ofelias poetiske vanvid har vakt mange kunstneres interesse. Den sarte kvindelige skønhed i det mørklødede vand er da også et morbidt scenarie, og et eksempel på victoriatidens fascination af en smuk kvindes død. Samtidens forfatter Edgar Allan Poe skrev da også, at det mest poetiske tema er en smuk kvindes død: The death of a beautiful woman, is unquestionably the most poetical topic in the world. Modellen til Millais´ Ophelia er kvinden og kunstneren Elisabeth Siddal, som fysisk var indbegrebet af det præ-rafaelitiske skrøbelige kvindeideal - resigneret sexualitet.
Bemærk den tæt indkapslede løvhytte-beskæring, der ligner noget fra Naturhistorisk Museum i Århus, og den minutiøse botaniske korrekthed. Hørte faktisk engang, at en engelsk botanikprofessor underviste ud fra billedet med denne feminine død i dyndet. Millais og de andre præ-rafaeliter brugte blomsternes og naturens mataforik flittigt i deres værker, og i maleriet Ophelia flyder Ofelia da også under grædepile og er desuden omgivet af violer, der symboliserer troskab, og den røde valmue (Shakespeare nævner den dog ikke), der symboliserer søvn og død. Selvom Ofelia er en forholdsvis fåmelt karakter, blomstrer hun, i bogstaveligste forstand, sprogligt i sit vanvid. I følgende scene (Act 4. Scene V) taler hun f.eks. mere, end hun har gjort i resten af stykket: "There´s rosemary, that´s for remembrance; pray, love, remember: and there is pansies, that´s for thoughts. There´s fennel for you, and columbines: - there´s rue for you and here´s some for me: - we may call it herb-grace o´ sundays: - O, you must wear your rue with a difference. - There´s a daisy: I would give you some violets, but they withered all when my father died: - they say, he made a good end." Der er således ikke noget at sige til, at præ-rafaeliterne sværmede om Ofelias karakter, for med hendes sørgelige skæbne og optagethed af botanik, var hun indbegrebet af et passende motiv for dem.
Maleriet har en foruroligende effekt, som gør, at det nok aldrig vil blive opfattet som kitsch. Kvaliteten der hæver den over kitschen er netop, at motivet er noget ikke-trivielt.
