Narcissisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Narcissisme betragtes ofte som kærlighed til sig selv. Man har snakket om at 80'erne var narcissismens årti, da alle tilsyneladende var meget interesserede i sig selv i den periode. Kulturkritikeren Christopher Lasch har snakket om "The culture of narcissism".
Psykoanalytikeren Sigmund Freud tog Narkissos-myten til hjælp til at forklare mennesker med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Dette er en personlighedsforstyrrelse, præget af selvkærlighed udadtil, tomhed og ringe selvværd indadtil samt manglende empati og respekt for andre. Narcissisten har en arrogant attitude, et behov for at være i centrum eller blive beundret og en forestilling om at være bedre/højere end andre mennesker og går op i titler, status og penge. Den amerikanske psykoanalytiker Heinz Kohut, udviklede med sin selvpsykologi, en avanceret forståelse af narcissisme i 1971. Heinz Kohut forfatterskab bevægede sig omkring selvet, og kernen i narcissisme blev herved forstået som en forstyrrelse i selvet. Det var i særlig grad Heinz Kohuts forfatterskab, og i mindre grad Otto F. Kernbergs, der lagde grunden til at narcissisme blev et omdiskuteret fænomen i 70'erne og 80'erne.
Den danske forfatter, Lars Lundmann Jensen, tager i bogen "Hvem er jeg? - narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund", et opgør med den klassiske narcissisme-tænkning. Heri betragtes narcisissme som et forsøg på at finde sig selv via anerkendelse og bekræftelse fra andre, i det senmoderne samfund, hvor de klassiske identitetsforestillinger er opløst. Narcissisme omhandler i den forbindelse identitetsdannelsens særlige karakter i det senmoderne samfund. I den forbindelse påpeges det at narcissisme, frem for at blive set som et patologisk fænomen, snarere er en del af den normale udvikling. Narcissisme hos den voksne kan således varierere i graden, og betragtes derfor ikke som en absolut størrelse.
