Lendmann
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lendmann (flertal: lendmenn) (Oldnordisk: lendr maðr) var en vasaltitel fra vikingetidens og middelalderens Norge. Den blev tildelt af kongen til personer som han havde givet et område at administrere. Lendmann var den højeste rang indenfor kongens hird og stod kun under jarl og konge. Titlen Lendmann (lendr maðr) findes første gang brugt i skjaldedigte fra Olav den Helliges regeringsperiode in det tidlige 11. århundrede. Kong Magnus Lagabøter (Magnus IV) erstattede titlen lendmann med titlen baron. I 1308 afskaffede kong Håkon 5. Magnusson ligeledes titlen baron.
Lendmann havde militær såvel som politi- og skatteopkrævnings-pligter. En andel af skatteindtægterne opkrævet på vegne af kongen, tilfaldt lendmannen selv.
