Kategoriske imperativ

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Udtrykket det kategoriske imperativ indgår i bogen Kritik af den praktiske fornuft. som Immanuel Kant udgav i 1797, som behandler det filosofiske grundlag for etikken. I § 7 på side 54 skrev han det, som han selv døbte det kategoriske imperativ.

Et imperativ er et påbud. Et kategorisk imperativ står i modsætning til et hypotetisk imperativ, der afhænger af noget andet. For eksempel: "Hvis du vil leve længe, så spis 6 stykker frugt om dagen". Eller "Hvis du vil bage en kage, så følg opskriften". Forudsætningen for at man bør følge påbudet er, at man ønsker at leve længe eller bage en kage. Et kategorisk imperativ er derimod ubetinget og man bør altid følge det uanset omstændighederne.

Imperativet lyder sådan:

Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

På dansk:

Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.

Eller omskrevet til nutidssprog:

Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.

Etik handler om universalisering.

En anden formulering som Kant også bruger er:

"handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel men altid tillige som mål".

Man skal altså altid betragte den anden som et mål i sig selv og ikke kun et middel. Dette må siges at være i tråd med nutidens etiske intuition. Man kan argumentere for, at der tale om en variant af den gyldne regel.

Dette må vel siges at være ét af oplysningstidens mest markante udtryk. Her lykkes det at skabe en etik, der frigør dagligdagens moralregler fra al religiøs farvning. Til gengæld er der tale om et langt skarpere formuleret krav end det sædvanlige: Gør mod andre, hvad du vil, de skal gøre mod dig!, der egentlig bare er en snusfornuftig forretningstankegang.