Dendrokronologi
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den dendrokronologiske metode anvendes af især arkæologer til datering af fund og fundsteder.
Metoden er baseret på optælling af årringe i træ (døde træer / nulevende træer). Da hvert år træet lever føjer et vækstlag - en årring - til træets tykkelse kan man ved at tælle årringe fastslå træets alder. Da vækstlagets tykkelse er afhængig af de lokale klimatiske forhold, vil årringene variere i tykkelse og træets årringe vil derfor danne et mønster, der normalt kun findes i én bestemt periode.
Dendrokronologien anses for den mest nøjagtige dateringsmetode, arkæologien råder over - også mere nøjagtig end kulstof 14-metoden, men kræver en ubrudt serie af "standardårringe", hvor kulstof 14-metoden kun kræver tilstedeværelsen af kulstof. Af samme grund er fundet af ældre tømmerkonstruktioner altid spændende: får man derved føjet en manglende årringsserie til det historiske forløb, eller giver fundet mulighed for at strække kronologien endnu nogle år bagud i tiden?
I Danmark har det dendrokronologiske Laboratorium ved Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser rekonstrueret en ubrudt, dendrologisk kurve for egetømmer, som dækker perioden fra nutiden og tilbage til ca. 100 f.Kr..
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne henvisninger
- Hvad er dendrokronologi? (oplysninger fra Nationalmuseets dendrokronologiske laboratorium).
