Den schmalkaldiske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den schmalkaldiske krig blev ført mellem 1546 og 1547 af den katolske kejser Karl 5. af det tysk-romerske rige mod det schmalkaldiske forbund, et protestantisk fyrsteforbund opkaldt efter byen Schmalkalden.

De protestantiske fyrster, som havde allieret sig efter rigsdagen i Augsburg i 1530, var i stigende grad en magtfaktor som truede kejserens indflydelse.

Først efter at Karl 5. i 1544 ved freden i Crépy havde bragt stridighederne med Frankrig til ende, havde han mulighed for og midler til at bruge magt mod det schmalkaldiske forbund.
Kejseren sluttede forbund med pave Paul 3. (1534-1549) mod kætterne. Da forbundet i 1546 vægrede sig ved at sende repræsentanter til koncilet i Trento, lyste han Johann Fredrik 1. af Sachsen og Philipp 1. af Hessen fredløse (Reichsacht/rigsakt[1]).
Det lykkedes ham at vinde den egentlig protestantiske hertug Moritz af Sachsen for sin sag, noget som svækkede forbundet. Han udnyttede dette ved at indlede sit såkaldte Donaufelttog mod forbundet, først mod isolerede forbundsbyer i Syd-Tyskland (Ulm, Konstanz, Biberach); og han besejrede den 24. april 1547 den schmalkaldiske forbundshær i slaget på Lochauer Heide ved Mühlberg an der Elbe.
Johann Frederik 1. blev taget til fange, og landgreve Philipp af Hessen overgav sig. Begge blev i årevis holdt i fangenskab i Nederlandene. Selv om Bremen og Magdeburg fremdeles modstod kejseren, var forbundet i realiteten opløst.

Som belønning for at have skiftet side tildelte han hertug Moritz af Sachsen den sachsiske kurværdighed, som Johann Frederik af den ernestinske linje af Wettinslægten indtil da havde besiddet. Kurlandene og andre dele af Sachsen kom da i den albertinske linjes besiddelse, mens ernestinerne kun beholdt dele af Thüringen.

På rigsdagen i Augsburg i 1548 måtte de protestantiske fyrster acceptere det såkaldte Augsburger Interim

Karl 5. var imidlertid ikke i stand til at standse urolighederne, og sejren over protestanterne blev kortvarig. I 1552 slog den styrkede kurfyrst Moritz af Sachsen sig sammen med andre protestantiske fyrster mod den spanske succession og kejseren; og det lykkedes fyrsterne at tvinge kejser Karl på flugt.
Hans broder, Ferdinand 1., forhandlede på sin side med Moritz af Sachsen og de protestantiske fyrster, og det endte med Passau-traktaten, som sikrede protestanterne omfattende rettigheder. Ved religionsfreden i Augsburg i 1555 blev disse bekræftet.

Karl 5. abdicerede efter sit nederlag i 1556 til fordel for Ferdinand.