Codex Bobbiensis
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Codex Bobbiensis er et eksempel på de Vetus Latina bibelmanuskripter, der blev benyttet fra det 2. århundrede og indtil Hieronymus' latinske oversættelse, Vulgata, kom i det 5. århundrede. Skriftet indeholder brudstykker af Markusevangeliet og Mattæusevangeliet.
Illustrationen viser den sidste side i Markusevangeliet.
Det er en afskrift udført i nordafrika og dateret til engang i det 4. århundrede (muligvis 5. århundrede - dateringen er lidt usikker). Senere blev det bragt til det irske kloster i Bobbio i det nordlige Italien. I dag befinder det sig i det nationale bibliotek i Torino.
Ved at sammenholde Codex Bobbiensis med citater fra Cyprianus' forfatterskab fra det 3. århundrede, mener forskerne, at Codex Bobbiensis kan være en afskrift af den Bibel, Cyprianus benyttede, mens han var biskop i Karthago, hvilket giver det en høj status blandt de oldkirkelige skrifter ud fra en religionshistorisk betydning.
Ud fra palæografiske studier af manuskriptet, menes det at være en kopi af et papyrusskrift fra det 2. århundrede. Codex Bobbiensis er interessant, idet det, som det eneste kendte skrift, har Markusevangeliet med den senere tilføjelse, kapitel 16:9, men uden den yderligere tilføjelse til kapitel 16:20.
Codex Bobbiensis har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt Markusevangeliet oprindeligt blev skrevet på latin og ikke på græsk. Det er et af de ældste bevarede eksempler på Markusevangeliet, og da Markus menes at have rejst i Afrika, efter at have skrevet sit evangelium, kan det formodes, at det skrift Codex Bobbiensis er kopieret efter, er tættere på Markus' eget originalmanuskript end de kendte græske udgaver.
 |
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
