Brasiliens historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Brasiliens historie begynder med ankomsten af den første oprindelige befolkning for over 8.000 år siden til Brasiliens nuværende territorium. I år 1500, da den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Álvares Cabral nåede til den brasilianske kyst, var hele landet beboet af halvnomadiske stammer, der klarede sig som kombinerede fiskere, jæger/samlere og landmænd.

Den første permanente portugisiske bosættelse - São Vicente, en kystby lige syd for den sydlige vendekreds - blev grundlagt i 1532. Fra det 16. til det 18. århundrede, var Brasilien en portugisisk koloni, i begyndelsen var den primære udnyttelse brasiltræ og senere dyrkning af sukkerrør. I denne periode blev de fleste indianere udryddet, fordrevet eller assimilleret, desuden blev afrikanske slaver i stort antal hentet til området. Den 7. september 1822 erklærede landet sin uafhængighed fra Portugal og blev det konstitutionelle monarki, det Brasilianske Rige. Ved et militærkup i 1889 blev der oprettet en republikansk regering. Landet har lige siden været en nominel demokratisk republik, bortset fra tre perioder med åbenlyst diktatur (1930-1934, 1937-1945, og 1964-1985).

Gennem det meste af Brasiliens historie som et uafhængigt land, har dets politik været domineret af landbrugsoligarkier, på alle regeringsniveauer. Deres indflydelse blev mindre (men på ingen måde afskaffet) efter revolutionen i 1930, hvor staten begyndte at gøre sig bemærket som en magt i sig selv, med støtte fra den spirende industrielle sektor og gennem at kontrollere de industrielle fagbevægelser. Ikke desto mindre, på trods af alle regimeændringer, har den brasilianske politik hele tiden været domineret af en relativt lille elite, og er grundlagt på de samme konservative principper, som har medført en af de mest ulige indtægtsfordelinger i den vestlige verden.

Takket være store naturressourcer og billig arbejdskraft er Brasilien i dag Sydamerikas førende økonomiske magt, verdens niendestørste økonomi og har den femtestørste befolkning. Fernando Henrique Cardosos (1995-2002) politik med det formål at begrænse inflationen, førte til at den industrielle formåen faldt og den offentlige gæld steg (over 55 procent af det årlige BNP). Afledte konsekvenser af den økonomiske krise i Asien, medførte en devaluering af valutaen i 1999, selvom landet modtog 41,5 millioner dollar fra den Internationale Valutafond (IMF). Væksten i det relle BNI forblev tæt på stagnationsniveau (2 procent pr. år, for en demokrafisk vækst på 1,5 procent). Den senere Cardoso-ledede regering blev igen udfordret af stigende forbrugsinflation og renter, og skattetrykket steg til det rekordhøje 40 procent af BNI.

Disse social-økonomiske problemer var medvirkende til, at den tidligere fagforeningsformand Luiz Inácio Lula da Silva i 2001 blev valgt som Brasiliens første venstreorienterede præsident, på løftet om at han ville få landet tilbage på en kurs mod økonomisk vækst, men stadig med respekt for en ortodoks økonomisk politik - særligt for at undgå at måtte ty til udenlands- eller offentlig gæld. Lula havde nogen succes med at skabe en gennemslagskraftig brasiliansk udenrigspolitik, mens han kæmpede med problemerne med ulighed, offentlig gæld, forholdsvis høje skatter og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer i landet. Efter halvandet år i embedet, var der en tydelig forbedring i Brasiliens betalingsbalance, valutabeholdning og handelsbalance, men den økonomiske vækst endnu ikke er kommet rigtigt i gang.

[redigér] De første brasilianere

Hovedartikel: Brasiliens indfødte folk

Det brasilianske territorium har været beboet i mindst 8.000 år. Oprindelsen af de første brasilianere, som blev kaldt "indianere" (índios) af portugiserne, er arkæologerne stadig uenige om. Det traditionelle synspunkt er, at de første brasilianere var en del af den første folkevandringsbølge af jægere, der kom til Amerika fra Sibirien, over Beringstrædet. Nogle arkæologer mener dog, at der er tegn på en meget ældre befolkning, der er morfologisk forskellig fra de asiatiske jægere og mere ligner de oprindelige befolkninger i Afrika og Australien, som blev erstattet eller absorberet af de sibirske jægere.

Andesbjergene og bjergkæderne i det nordlige Brasilien dannede en ganske skarp grænse mellem de bosatte landbrugscivilisationer på Sydamerikas vestkyst (hvor de urbaniserede bystater og det enorme Inkarige opstod) og halvnomadiske stammer i østen, der aldrig udviklede skrevne optegnelser eller permanent monumental arkitektur. Af den grund ved man meget lidt om Brasilien før 1500. Arkæologiske fund (primært potteskår) afslører en lille smule om et komplekst mønster af regional kulturel udvikling, intern folkevandring og lejlighedsvise store statslignende føderationer.

Da de første europæiske opdagelsesrejsende ankom, var alle dele af territoriet beboet af halvnomadiske indianske stammer, der klarede sig som kombinerede fiskere, jæger/samlere og landmænd. Befolkningstætheden var dog ganske lav; det totale antal anslås til omkring en million mennesker (men nye arkæologiske fund, som dem der nævnes ovenfor, synes at antyde et lagt højere tal). Selvom mange brasilianske indianere bukkede under for massakrer, sygdomme og strabadserne ved slaveri og fortrængning, blev mange optaget i den brasilianske befolkning. Nogle få stammer klarer sig stadig med deres levevis fra før landet blev opdaget; de bor i fjerne egne af Amazon-regnskoven.

Den nuværende brasilianske kultur indeholder mange træk fra disse folks kulturer, blandt andre udviklingen af afgrøder som cassavaen (der stadig er en vigtig bestanddel af føden i landlige områder) og den omfattende viden om hvordan man overlever i den tropiske jungle.

[redigér] Kolonitidens Brasilien

Hovedartiklen: Kolonitidens Brasilien

Pedro Alvares Cabral, en portugisisk søfarer, betragtes generelt som den første europæer der nåede til Brasilien, den 22. april 1500. Landet blev gradvis bosat af portugisere der prøvede at undslippe fattigdom, og af adelige der fik tildelt koloniale rettigheder af Kronen. Den koloniale administration i de næste to århundreder var baseret på et feudalt system, hvor begunstigede enkeltpersoner fik adelstitler og store landområder kaldet capitanias; mange af disse magtområder blev til de nutidige brasilianske stater.

I det første århundrede efter dets europæiske opdagelse, var landets vigtigste eksportvare brasiltræ, et stort træ hvis stammer indeholdt en værdsat rød farve, træet blev næsten udryddet på grund af rovdrift. Fra det 17. århundrede blev sukkerrør, der dyrkedes i plantager langs nordøst-kysten, grundlaget for Brasiliens økonomi, på grund af den store sukker-efterspørgsel i Europa. I begyndelsen prøvede bosætterne at bruge indianerne som arbejdskraft i markerne. (Den oprindelige udforskning af det indre Brasilien skyldtes primært para-militære eventyrere, Bandeirantes, der søgte guld og indianske slaver i junglen.) Men indianerne viste sig at være uegnede som slaver af flere grunde, hvorfor de portugisiske godsejere vendte blikket mod Afrika, hvorfra de importerede millioner af slaver.

Nogle slaver flygtede fra plantagerne og prøvede at oprette uafhængige bosættelser (quilombos) i fjerne egne. Men disse bosættelser blev med tiden alle ødelagt af regerings- og private tropper, og krævede i nogle tilfælde lange belejringer og anvendelse af artilleri. Afrikanerne kom alligevel til at udgøre en betydelig del af den brasilianske befolkning; og selv før slaveriets ophør (1850) begyndte de at blande sig med de portugisiske bosættere, som indianerne tidligere havde gjort.

[redigér] Det Brasilianske Rige

Hovedartikler: Brasiliens uafhængighedskrig og det Brasilianske Rige

I 1808 flyttede Kong João 6. af Portugal, der var på flugt fra Napoleons hær, regeringssædet til Brasilien. Selvom den kongelige familie vendte tilbage til Portugal i 1821, medførte deres ophold i landet et stigende ønske blandt brasilianerne om at få uafhængighed. Den 9. september 1822 erklærede den daværende prinsregent Dom Pedro I Brasiliens uafhængighed og blev kronet som kejser.

Pedro I abdicerede i 1834, og, efter midlertidige regeringer ledet af udnævnt regenter, blev hans søn Pedro II kronet som kejser i en alder af 14 år. Borgerne kunne lide ham, men både godsejerne, der syntes han var for liberal, og de intellektuelle, der følte han ikke var liberal nok, var utilfredse med ham. Den vigtigste begivenhed under hans styre, var slaveriets ophævelse i 1888.

[redigér] Den gamle republik (1889-1930)

Hovedartikel: Brasiliens historie (1889-1930)

Pedro II blev afsat den 15. november 1889 under et republikansk militærkup anført af general Deodoro da Fonseca, der blev landets første præsident. Landets navn blev Brasiliens Forende Stater (som i 1967 blev ændret til den Føderative Republik Brasilien). Fra 1889 til 1930, var regeringen et konstitutionelt demokrati, hvor præsidenten skiftevis kom fra de dominerede stater São Paulo og Minas Gerais.

I slutnigen af det 19. århundrede begyndte kaffe at erstatte sukker som landets vigtigste eksportafgrøde. Kaffehandlen fik Brasilien til at trives økonomisk, hvilket tiltrak mange europæiske immigranter - særligt fra Italien og Tyskland. Denne tilførelse af arbejdskraft gjorde det muligt for landet, også at udvikle en industriel økonomi og udvide sig væk fra kysten.

Denne periode, kendt som den "gamle republik", sluttede i 1930 med et militærkup, der gjorde civilisten Getúlio Vargas til præsident.

Fortsættelse følger ...

Sydamerika, Mellemamerika og Nordamerika

Se også: Andre indgange til historien

Hentet fra "http://da.wikipedia.org../../../b/r/a/Brasiliens_historie.html"

Kategorier: Brasilien