Artsdannelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ordet artsdannelse betegner de processer, der fører til dannelsen af nye arter. Artsdannelse er en del af den biologiske evolution.

Artsdannelse opstår, når én art spaltes i to populationer, som er isoleret fra hinanden. De vil hver især ophobe de ændringer i genpuljen, der opstår ved forandringer under formeringen eller ved tilfældige mutationer, indtil der ikke længere kan frembringes frugtbart afkom ved krydsning mellem populationerne. Dette udviklingsforløb kaldes kladogenese.

Hvis en enkelt population ændrer sig så meget i løbet af en vis tid, at der opstår en ny art, mens den oprindelige art uddør, så kaldes processen for anagenese.

Blandt de mere simple livsformer som f.eks. bakterier kan en enkelt mutation fremkalde drastiske ændringer (“spring”), der medfører artsdannelse på meget kort tid. Det er dog et spørgsmål om ikke at alle levedygete mutationer i bakterier er sket før, og bakterien så bare skifter imellem nogen tilstans former.

[redigér] Mekanismer i artsdannelsen

Ernst Mayr opdagede en mekanisme i artsdannelsen, som hedder allopatri. Den begynder, når underpopulationer inden for en art bliver geografisk isolerede fra hinanden f.eks. på grund af opsplitning i artens habitat eller på grund af udvandring. De isolerede populationer er tilbøjelige til at udvikle sig væk fra hinanden over mange generationer, når de bliver a) underkastet uens selektionspres, og b) gennemgår arvelige forandringer uafhængigt af hinanden. Det gælder i særligt høj grad, når én af populationerne er lille, så der opstår det, man har kaldt ”grundlæggervirkningen”.

[redigér] Allopatri. En krydsningsbarrière

Hos Rododendron er det tit sådan, at der er en art/underart over trægrænsen og en art under trægrænsen, og at arten/underarten over trægrænsen ikke er modtagelig for pollen fra arten under trægrænsen. Arten under trægrænsen har bedre blomstringsmuligheder, og derfor ville den overdynge arten over trægrænsen med pollen, pollen som vil give kimplanter, der ikke er tilpasset til at leve over trægrænsen.

Vintereg er en art, som gror på sand, og Stilkeg gror på enge og lerjord. Stilkeg er modtaglig for pollen fra Vintereg, fordi hybridens kimplanter har grenet rod og kan leve samme steder som Stilkeg, hybriden er bare frugtbar i en yngre alder end arterne. Vintereg er næsten ikke modtaglig for pollen fra Stilkeg, fordi kimplanter af hybriden ikke kan klare sig så godt på det tørre sand, da roden ikke går så hurtigt i dybden, som kimplanter af ren Vintereg.

Der sker altså i begge tilfælde en artsdannelse ved specialisering til vanskligere vækst forhold. Krydsninger kan måske også udvikle sig til nye arter, men da forældrene helst skal være nærtstående for at krydsningen er frugtbar, så er det ofte svært at påvise dette.

[redigér] Sympatri

En anden mekanisme, som man har opdaget, er sympatri, hvor nye arter udvikles mellem de gamle. Det kan forekomme, hvis underpopulationer bliver afhængige af forskellige fødeemner, eller hvis forandringer i parringsritualer fører til, at den ene underpopulation bliver isoleret fra den anden, hvad angår formering. Tilfældigt opstået fordobling af kromosomer (polyploidi) er også en meget almindelig årsag til artsdannelse inden for samlevende populationer.

[redigér] Parapatri

Yderligere findes der en mekanisme, parapatri, hvor arter opstår på grund af ikke-geografiske barrièrer (forskelle i sygdomsresistens, ændringer af rovdyr- eller planteæderbestandene osv.).

Palæontologer har peget på, at arter almindeligvis er uforandrede over lange tidsforløb, og at artsdannelse gerne sker over relativt korte perioder, der betegnes som afbrudt homøostase. Det kan let tænkes, at artsdannelsen fremkaldes af flere, samtidige mekanismer i løbet af udviklingshistorien.

[redigér] Sygdomme

Mange arter plages med en sygdom eller snylter. Ved alvorlige angreb så overlever kun de resistente, hvis der så overlever to grupper med hver deres form for resistenthed så er det ikke sikkert at krysninger imellem disse er resistente og det vil være en fordel at udvikle en paringsadfærd så at arten undgår krydsninger. Dette ville forklare kvorfor mange arter kan krydses i fangenskab men ikke blandes i natuen pågrund af forskelig paringsadfærd.