Alkman

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Alkman (7. årh. f. Kr.) er en tidlig græsk korlyriker fra Sparta. Han er den ældste i den kanon af ni lyrikere, som de alexandrinske filologer opstillede (de andre er Sappho, Alkaios, Anakreon, Stesichoros, Ibykos, Pindar og Bacchylides).

[redigér] Biografi

Ifølge en antik tradtion (der formentlig går tilbage til Aristoteles) stammede Alkman oprindelig fra den lydiske hovedstad Sardes. Han skal være kommet til Sparta som Agesidas' (= Hagesidamos') slave, men blev frigivet på grund af sine gode talenter, som det hedder. De antikke forfatteres biografier er dog som regel senere konstruktion lavet på baggrund af fortolkninger og overfortolkninger af deres digtning, så man skal være forsigtig med at tage deres oplysninger for gode varer.

[redigér] Overlevering

Man tilskrev i oldtiden Alkman seks bøger med korlyrisk digtning (ca. 50-60 sange), men de gik sandsynligvis tabt allerede før middelalderen, og Alkman var derfor indtil det 19. årh. kendt udelukkende i kraft af fragmentariske citater i andre græske forfatteres værker. I 1855 blev der imidlertid fundet en papyrus i en grav i det ægyptiske Saqqâra, og denne papyrus indeholdt 101 vers af et såkaldt partheneion. Papyrusen befinder sig nu på Louvre. I 1960'erne blev der desuden fundet og offentliggjort flere betydningsfulde papyruser med alkmandigte i den britiske samling af ægyptiske papyri fra Oxyrhynchos.

[redigér] Digtenes art. Lesbisk kærlighed

De fleste fragmenter stammer fra parthenioner, dvs. hymner, der blev opført af kor af ugifte kvinder (af græsk παρθένος 'jomfru'). Denne genre er blevet beskrevet udtømmende af den franske antikforsker Claude Calame (1977). Sangene blev opført i forbindelse med fester i anledning af pigernes initiationsriter. Sandsynligvis har Alkman digtet tilsvarende korsange til drengene, men det er pigesangene, som de hellenistiske lærdes interesse først og fremmest har drejet sig om.

Pigerne giver i de overleverede fragmenter ikke sjældent udtryk for homoerotiske føleleser, og de antikke forfattere fortæller da også, at de spartanske kvinder var engageret i homoseksuelle forhold, der kan sammenlignes med grækernes velkendte pæderasti (mellem ældre og yngre mænd). Den omtrent samtidige digterinde Sappho fra Lesbos (der som bekendt har givet navn til den lesbiske kærlighed) beskriver lignende forhold i sin lyrik. Det kan ikke afgøres, om disse forhold havde en fysisk side og i så fald hvilken. Men den kendsgerning, at kærligheden er blevet nedfældet af en mand, Alkman, og endda blev udråbt i forbindelse med byens religiøse fester, er under alle omstændigheder en sikker indikation på, at man ikke bare stiltiende accepterede pigernes romantiske følelser, men ligefrem højlydt tilskyndede til dem.

[redigér] Litteratur

• Denys L. Page: Alcman. The Partheneion. 1951.
• Ernst Risch: 'Die Sprache Alkmans'. Museum Helveticum 11 (1954) 20-37 (= 'Kleine Schriften' 1981, 314-331).
• Claude Calame: Les chœurs des jeunes filles en Grèce archaïque. Bd. 1-2. 1977. Eng. overs. (kun bd. 1): Choruses of Young Women in Ancient Greece. 1997.
• Claude Calame: Alcman. Introduction, texte critique, témoignages, traduction et commentaire. 1983.
• David A. Campbell: Greek Lyric. Bd. 2. Anacreon, Anacreontea. Choral lyric from Olympus to Alcman. 1988.
• Malcolm Davies: Poetarum melicorum Graecorum fragmenta. Bd. 1. Alcman, Stesichorus, Ibycus. 1991.
• George Hinge: Die Sprache Alkmans: Textgeschichte und Sprachgeschichte. PhD Dissertation, Århus 2001 (ikke udgivet, = http://alkman.georgehinge.com).